Katja Moikjær

Gør din hud klar til efterår, kulde og frost


Håndsæber fra Rudolph Care og Purely Professional. Handsker fra Magasin.

Så er efteråret for alvor kommet. Hvis du endnu ikke har opdaget det, så bare kig engang udenfor.

Vi har fået en del spørgsmål i den anledning om, hvordan man gør sin hud klar til efterår og vinter. Og det er bestemt et relevant spørgsmål. Men jeg har tænkt mig at tale om alt andet end fede cremer og fugt i år, for det er nemlig det mindst interessante (ja du skal selvfølgelig bruge fed creme på tør hud. Men det gør I jo allerede).

Det er langt mere vigtigt at se på, hvad der udtørrer huden, og hvordan vi kan forhindre den udtørring. Det virker måske lidt tosset at tale om tør luft, når det vælter ned med regn udenfor, men det er altså kulden og den lave luftfugtighed, der kommer nu. Også selvom det er meget vådt udenfor.

1. Kulde
Kulde og frost er den helt store synder, når det kommer til den udtørring, der sker her om efteråret. Så det allervigtigste hvad enten dit problem er tørre hænder, tørre kinder eller tilsvarende tørre steder på dine børn, er at dække det til og holde det varmt. Det vil sige på med varme vanter og huer og jo før jo bedre. Cykler du nu uden vanter på og undrer dig over, hvorfor dine hænder bliver mere tørre? Så er det på med vanter!

2. Vand
Vand er noget af det mest udtørrende man kan udsætte sin hud for. Især i større mængder eller over længere tid. Hvis du har et arbejde, der kræver hyppig håndvask, så kender du udemærket problemet. Tilsæt håndsprit derefter og så har du for alvor tørre hænder. Hvis du har tør hud, så er lange bade, fodbade, hyppig håndvask osv. ikke en god ting. God hygiejne er selvfølgelig vigtig, men find en balance.

3. Sæbe
Læg dertil at vi ofte bruger håndsæbe, ansigtsvask eller bodyshampoo, der udtørrer endnu mere – ja så er der ikke noget at sige til, at resultatet er tør hud. At udskifte håndsæben derhjemme kan give langt bedre resultater end at købe en ny håndcreme. Vi har selv oplevet det herhjemme.

Langt, langt de fleste flydende håndsæber, du køber i supermarkedet, er baseret på sodium laureth sulfat. Det gælder også Neutral, det gælder Sanex, det gælder alle dem med de korrekte mærkninger på. Det samme gælder også mange ansigtsrenseprodukter (også de dyre skulle jeg hilse at sige) samt både shampoo’er og bodywash. Hvis du har problemer med tør hud, så kan det hjælpe en del at kigge på ingredienslisten og se efter: Er der noget derpå, der slutter med lauryl sulfat eller laureth sulfat i? (Hvis du ikke har problemer med tør hud, så er det lige meget). Det kan hedde sodium lauryl sulfat og sodium laureth sulfat eller der kan stå noget andet i stedet for sodium og så – lauryl sulfat eller – laureth sulfat.

Jeg kender kun en enkelt flydende håndsæbe i supermarkedet, som er baseret på et alternativ til de to udtørrende sulfater. Min mand er hårdt ramt af tørre hænder om vinteren, og hvis jeg kommer til at købe håndsæbe med de sulfater i, så bliver det straks værre. Men holder vi os til denne fra Rema, så har hans hænder det godt vinteren igennem. Håndsæberne fra Purely Professional og Rudolph Care kan også varmt anbefales herfra.

Hvis dine hænder er voldsomt plagede, så er A-Dermas specielle barsæbe et godt bud, der virkelig kan gøre en forskel – men som også er lidt snasket at have liggende, hvis man ikke har rigtigt brug for den.

4. Indeklima
Tør luft kommer for alvor nu, især indendøre. Den relative luftfugtighed falder og vi skruer op for centralvarmen = knastør luft. For mange er det ikke et problem, for andre af os er det en kilde til daglig lidelse. Og det kan selvfølgelig også påvirke tør hud. De nemmeste råd til at forbedre indeklimaet og hæve fugtigheden en smule igen er at være emsig med støvsugeren – tør luft og støvet luft føles ret ens, selvom det selvfølgelig ikke er – og holde lidt igen med varmen. Blot du skruer en anelse ned for varmen derhjemme, så kan du hæve luftfugtigheden markant.

Og ja – så skal du selvfølgelig smøre dig godt ind. Men det ved du jo godt.

Kan du også mærke den tørre årstid nu? Har du nogle gode råd?

Følg Pudderdåserne på: Facebook // Bloglovin' // Pinterest
Instagram: @hehelene og @pudderkatja

The post Gør din hud klar til efterår, kulde og frost appeared first on Pudderdåserne.

  • Love
  • Save
    27 loves 1 save
    Add a blog to Bloglovin’
    Enter the full blog address (e.g. https://www.fashionsquad.com)
    We're working on your request. This will take just a minute...