Emily Salomon

Sund, grøn tørstslukker

Denne uges fredagsdrink er af den sunde og grønne slags. Jeg juicer nemlig som en gal for tiden. Tror at vi alle kender til, at man lidt har en periode med dette og hint, når det kommer til mad og cravings. Og lige for tiden har min sunde tand for alvor vundet over min søde tand. Hvilket sker ca. en gang hver syvende år, så jeg prøver at omfavne det og sætte masser af plusser ind på sundhedskontoen, så længe det varer ;)

Og lige nu bliver der produceret juice, saft og smoothies til den store guldmedalje. Helst af den lidt grønnere slags, for synes det er en ret herlig måde at få sine grøntsager på. Det lykkedes mig sidste år at slå en Kitchen Aid blender ihjel efter 5 års tro tjeneste og har lige købt en ny fra Magimix, der virkelig kan trække læsset og som varmt kan anbefales til lækre, grønne smoothies m.m.

Men nu skal det handle om saft eller juice om man vil. Jeg laver friskpresset frugt- og grøntsagsjuice ca. 2-3 gange om ugen og synes virkelig det er noget jeg kan mærke på føromtalte sundhedskonto. Måske fordi jeg er overbevist om, at det er dødsundt. Måske fordi, det vitterligt er det. Det tror jeg i alle tilfælde på :)

I sidste uge lavede jeg en super frisk og læskende juice, der indeholder masser af grønt, men som får lidt sødme af vandmelon og æble og et mojito-spark fra lime og mynte. Opskriften er nedenfor. Skål og god weekend!

ENGLISH RECAP: A healthy and green thirst quencher made of spinach, fresh mint, cucumber, apple, water melon, green bell pepper and lime. Cheers and have a lovely weekend!

GRØN TØRSTSLUKKER MED VANDMELON, MYNTE OG LIME – 2 glas
1/4 vandmelon uden skræl
1/2 agurk
1 grøn peber
250 g spinat
1-2 håndfulde mynte
2 lime, uden skal
1-2 æbler, uden stilk og blomst

  • Vask frugt og grønt og skær det i passende stykker til din saftpresser.
  • Pres det hele gennem saftpresseren.
  • Hvis du har en slowjuicer er det godt at starte med det blødeste (her vandmelon og spinat osv.) først og det hårdeste til sidst (her peber og æble).
  • Hvis du presser på en centrifuge kan det være nødvendigt at ‘pakke’ bladgrønt som spinat og mynte mellem eksempelvis to stykker æble for at få det presset med.

Nyd med det samme!

Hvis du slowjuicer kan du evt. gemme juicen i et glas eller en flaske med låg på køl til senere samme dag eller dagen efter. Det skyldes at saften ikke iltes så meget i en slowjuicer/koldpresser, som i en centrifuge og derfor kan holde sig længere.

I er en del, der på Instagram (@emilysalomon) har spurgt til hvilken saftpresser jeg har, når jeg har ‘grammet’ mine juice-eventyr. Min saftpresser er en koldpresser fra Witt, der hedder Juicepresso, og jeg er så glad for den, både hvad angår form og funktion. Dens slanke design gør, at jeg har plads til at have den stående fremme på køkkenbordet og slipper for at stille den ned i et skab, hvilket i længden gør, at jeg får brugt den oftere.

Jeg har de sidste mange år haft og brugt en konventionel saftcentrifuge fra Braun, som jeg også var rigtig glad for og sled op. Og der er både for og imod mht. den ene og den anden type. Allerbedst ville det nok være at have én af hver, men hvem har lige plads til det? Så nu har jeg altså valgt en slowjuicer. Både fordi den slår centrifugen med flere hestelængder i forhold til at presse bladgrønt, men også fordi den nænsomt maser og kvaser frugten og grøntsagerne i stedet for at ‘slynge’ dem ved høj hastighed. Det giver et slutresultat der ikke er iltet særligt meget og som ikke er blevet varmet op (som det sker, ved de høje omdrejninger i centrifugen), hvilket sikrer en længere holdbarhed, at saften ikke skiller og at alle de gode vitaminer og næringsstoffer ikke går tabt.

Hvis I har en god saftpresser I kan anbefale eller en god juice vi skal prøve, så må I endelig dele i kommentarfeltet :)

  • Love
  • Save
    77 loves 14 saves
    Add a blog to Bloglovin’
    Enter the full blog address (e.g. https://www.fashionsquad.com)
    We're working on your request. This will take just a minute...