Det sidste indlæg

Jeg er startet på det her indlæg i hvert fald 10 gange. Skrevet det i Word, gemt det, rettet, slettet, startet forfra. Det er et indlæg, man aldrig kan skrive færdigt. Så nu har jeg besluttet mig for at sætte 10 minutter af, skrive det og så trykke “udgiv”.

Hvis jeg skal sammenligne det med noget, så føles det som at være i et forhold, hvor man ikke kan slå op. Man kan ikke slå op, fordi man ikke ved, hvad der sker på den anden side. Man kan ikke slå op, fordi man ikke helt ved, hvad der egentlig er galt.

Da jeg tog på højskole for to år siden, så skete der noget med mig. “Noget” er måske endda en underdrivelse. Én af de ting, var mit forhold til min blog. Jeg startede den i gymnasiet som en lille fritidshobby, men med årene voksede den sig stor både i form af læsere, men også i forhold til den tid, jeg lagde i det. I mine to sabbatår fyldte min blog rigtig meget. Ud over to jobs, så havde jeg stadig min blog: Et rum, hvor jeg kunne få lov til at hakke løs i tasteturet og bruge mit hovede bare en lille smule.

Så hvad var det, der skete, da jeg flyttede på en mark i Jylland? Jeg fik for første gang lov til at bruge størstedelen af min tid på journalistik. Min egentlige passion, min egentlige drøm. Hvis vi skal blive i kæreste-metaforen, så fik jeg endelig den person, jeg havde drømt om i så mange år. Og den følelse blev kun forstærket af at starte på mit studie. På en måde føles det fejt, sådan at snuppe en ny fyr. Men det er langt fra nogen impulsiv beslutning, og når alt kommer til alt, så skal man følge altid følge sin mavefornemmelse. Så selvom det virker vemodigt at skrive det her indlæg, så er det alligevel også med en vis portion af glæde: For nu kan jeg bruge alt min tid på det, der virkelig betyder noget for mig. Journalistik.

I virkeligheden kan det hele nok koges ned til to ting. Jeg har længe forsøgt at få at få kabalen til at gå op, at få plads til det hele. Men jeg har måttet indse, at der kun er 24 timer i døgnet, og når jeg bruger ufatteligt meget tid på studiet, og jeg også vil gå i biografen med mine veninder, ligge i ske med min kæreste, se min min familie, brænde krudt af i fitnesscentret, der er tøj, der skal vaskes, der skal mad på bordet, så har jeg ikke overskud til at blogge. Tiden er der ikke, energien er der ikke. Det, der engang var min yndlingsbeskæftigelse, er blevet til en nagende dårlig samvittighed. Og så er der måske dem, der vil sige “at man kan, hvad man vil”. Det er også rigtigt, der er bloggere med vilde karrierer, som alligevel formår at lave flere daglige indlæg, måske fordi deres blog er en del af deres karriere? Måske fordi de bare stadig er helt nyforelskede i mediet? Der er bloggere, der skriver indlæg om natten, fordi de må have deres indlæg ud. Lysten vinder over alt andet, fordi den er så stærk.

Jeg har skrevet herinde i fem år og tre måneder. Jeg har skrevet om mode, seksualitet, kropsidealer, jeg har lagt utallige outfits op. Bloggen har bragt mig til Malawi, vilde fester og sjove events. Jeg har skrevet et kapitel til en bog, jeg er kommet med i en skolebog til folkeskolens ældste klassetrin. Bare for at nævne et lille udsnit. Alt sammen er jeg stolt af og taknemmelig over. Men jeg kan også mærke, at jeg er vokset fra rammen. Selvom jeg flere gange har forsøgt, at give min blog “noget andet”, så kan jeg ikke finde mig helt tilpas.

Min kontrakt med Bloggers Delight er opsagt, så den 1. februar vil mine indlæg ikke længere være at finde på Katrinekrojby.dk. Jeg ved endnu ikke, om jeg kan slippe blogmediet helt, men jeg ved, at jeg har brug for en pause helt offline og ikke blot et par dage eller uger.

Måske starter jeg noget nyt. En ny verden drevet af de interesser, jeg har nu. Måske gemmer jeg krudtet til min journalistiske karriere. Lige nu ved jeg det ikke.

I kan forsat følge mig på Instagram og Twitter @Katrinekrojby og min tictail, vil også stadig eksistere.

Et kæmpe stort tak til alle jer, der har fulgt mig gennem årene. Det har været fuldstændig fantastisk. Det virker så kliché, men I er virkelig nogle dejlige læsere. Ligesom I måske føler, at I kender mig, så føler jeg også, at jeg kender nogle af jer.

Nu er mine 10 minutter vist gået, og inden klumpen i halsen vokser sig alt for stor, må jeg hellere trykke udgiv.