Er der en voksen til stede? (En hel masse om valg, fravalg og savn)
Tankerne kører på højtryk i privaten for tiden. Jeg beskæftiger mig ikke længere med, om jeg nu også er en god nok mor, og om jeg bruger/har brugt min telefon for meget. Jeg gør mit bedste, og det bliver nødt til at være godt nok. Det har bare lige taget mig lidt tid at slutte fred med. Men min hjerne har det tilsyneladende ikke så godt med ikke at være på overarbejde konstant, så nu er den gået helt amok med at tænke på valg, fravalg og savn.
Det hele tog fart efter min nylige aften i København. Som var så hyggelig og stemningsfuld, og som fik mig til at savne i en grad, så det nærmest gjorde fysisk ondt. Og så jeg blev nødt til at ringe til HDD (fordi han var taget på arbejde, da jeg stod op) dagen efter og græde på ham og min telefon, da jeg havde afleveret reptilerne. HDD's svar var lige det, jeg havde brug for på det tidspunkt - alt det der med, at det er snapshots af et tidligere liv, og at det jo ikke er sådan, alle mine aftener vil være. For han har jo helt ret. Alligevel kunne/kan jeg ikke slippe savnet, og det har så siden vist sig, at HDD nok sagde alt det rigtige, men i virkeligheden savner lige så meget som mig.
Foto fra i weekenden, hvor vi var på Tour de Københavner-legeplads
Det er meget muligt, at vores savn er opstået ud af det 'tomrum', der er opstået, efter vi ikke længere har hus-projekter til op over begge ører. Men det kan jo også være den anden vej rundt; At savnet er blevet dulmet både med og af de selvsamme projekter, og at det er nu - hvor der er ro på - at der for alvor er tid til at tænke. Til at mærke efter.
Jeg kan helt ærligt sige, at jeg elsker vores hus. Det er ikke stort, men det er venligt og rart og dejligt, og vi har fået det præcis, som vi gerne vil have det. Der er den plads, vi skal bruge - lige nu, i hvert fald - og så er det vores. Den Nordlige Provinsby er fin nok. Folk virker flinke, og man kan måske nok grine af alle diamanterne og minkpelsene, men der er ressourcer nok - også i kommunen. Det giver nogle gode institutioner og skoler, så jeg er ikke i tvivl om, at reptilerne får en barndom og en god, faglig ballast ved at gå i skole der.
Reptilerne, ja. Vores vellidte Øgle og vores lille bulderbasse af en Varan. Der er faldet virkelig godt til i både børnehaven og vuggestuen, og begge tog flytningen fantastisk flot i sin tid. De er glade for huset, for deres værelser og for haven. Øglen især (qua hendes alder) har fået gode venner, og vejen er børnevenlig og ligefrem råber på at blive cyklet, leget og tegnet på. Case closed, ikke? Der er skønt for børnene, ergo er den ikke længere. Er det ikke sådan, det er?
... Det er de tanker, der fylder lige nu - er det nok, at det er skønt for børnene? Og kun 'godt nok' for de voksne? Misforstå mig ikke. DNP er, som skrevet, en fin by. Men HDD er der sjældent, da han arbejder på den modsatte side af København og derfor kører tidligt om morgenen og kommer hjem til hele mad-/bad-/putte-rutinen. I weekenderne laver vi ofte noget, der ikke lige er i lokalområdet, og nu, hvor jeg skal til at ind til byen et par gange om ugen (har fundet en plads i hyggeligt kontorfællesskab, yay!), kommer jeg jo heller ikke til at være så meget i DNP. Så, sat på spidsen; Huset kunne reelt set ligge hvor som helst.
Det er meget muligt, at vores savn er opstået ud af det 'tomrum', der er opstået, efter vi ikke længere har hus-projekter til op over begge ører. Men det kan jo også være den anden vej rundt; At savnet er blevet dulmet både med og af de selvsamme projekter, og at det er nu - hvor der er ro på - at der for alvor er tid til at tænke. Til at mærke efter.
Jeg kan helt ærligt sige, at jeg elsker vores hus. Det er ikke stort, men det er venligt og rart og dejligt, og vi har fået det præcis, som vi gerne vil have det. Der er den plads, vi skal bruge - lige nu, i hvert fald - og så er det vores. Den Nordlige Provinsby er fin nok. Folk virker flinke, og man kan måske nok grine af alle diamanterne og minkpelsene, men der er ressourcer nok - også i kommunen. Det giver nogle gode institutioner og skoler, så jeg er ikke i tvivl om, at reptilerne får en barndom og en god, faglig ballast ved at gå i skole der.
Reptilerne, ja. Vores vellidte Øgle og vores lille bulderbasse af en Varan. Der er faldet virkelig godt til i både børnehaven og vuggestuen, og begge tog flytningen fantastisk flot i sin tid. De er glade for huset, for deres værelser og for haven. Øglen især (qua hendes alder) har fået gode venner, og vejen er børnevenlig og ligefrem råber på at blive cyklet, leget og tegnet på. Case closed, ikke? Der er skønt for børnene, ergo er den ikke længere. Er det ikke sådan, det er?
... Det er de tanker, der fylder lige nu - er det nok, at det er skønt for børnene? Og kun 'godt nok' for de voksne? Misforstå mig ikke. DNP er, som skrevet, en fin by. Men HDD er der sjældent, da han arbejder på den modsatte side af København og derfor kører tidligt om morgenen og kommer hjem til hele mad-/bad-/putte-rutinen. I weekenderne laver vi ofte noget, der ikke lige er i lokalområdet, og nu, hvor jeg skal til at ind til byen et par gange om ugen (har fundet en plads i hyggeligt kontorfællesskab, yay!), kommer jeg jo heller ikke til at være så meget i DNP. Så, sat på spidsen; Huset kunne reelt set ligge hvor som helst.
Mere Tour de Legeplads
Man kan mene, at disse overvejelser burde have været oppe og vende, før vi lavede vores livs største investering, men det er jo svært at spå om, hvad man kommer til at synes om ens nye dagligdag, før man prøver den. Hele præmissen for at købe et hus så langt væk fra Kbh, som vi har gjort, var i øvrigt også, at en af os (that'll be me) skulle arbejde i DNP eller i hvert fald tæt på DNP. Og med en plads til mig i et københavnsk kontorfællesskab, er den præmis jo, med Varanens ord, pisk væk og giver os det logistiske puslespil i forhold til at hente og bringe, som vi netop gik efter at undgå.
Hands down - jeg havde ikke forudset, at jeg ville blive akut sindssyg (og jeg mener virkelig akut. Det startede fra den ene dag til den anden og har 'kun' stået på i en uge, men jeg føler mig helt gakkelak allerede) af at sidde hjemme hele tiden. Den kritiske læser vil måske plædere for, at jeg så bare finder et kontorfællesskab i DNP eller Den Endnu Nordligere, Noget Større Provinsby. Men nej. Dels er transportmulighederne til øvrige byer virkelig ringe (sådan er det at ligge uden for S-togs-nettet), dels er det hverken DNP eller DENNSP, jeg savner. Det er København.
Men hvad gør man ved alle de tanker, der fræser rundt? Når de er af den størrelse, de er? Ud over altså at tage livtag med dem og forsøge at slæbe sig selv lidt oftere ind til byen? (Omend det ikke rokker en tøddel ved, hvordan HDD har det) For i det sekund, man vover at stille sig selv og hinanden et spørgsmål, der lyder lidt henad "Valgte vi mon rigtigt, da vi flyttede ud af byen?", åbner man for en gigantisk dåse med tanke-orm, der bugter sig rundt i hjernen, så man er ved at blive MERE sindssyg end af 'bare' at arbejde hjemme. Så der bliver tænkt og talt herhjemme i øjeblikket i en grad, så det giver hovedpine.
Jeg er ikke i tvivl om, at både HDD og jeg maler skønmalerier af vores tid i København. Der var en grund til, at vi flyttede, da vi gjorde - en cwazy forening og mulighed for en pæn fortjeneste på lejligheden var kun to faktorer. Men da vi indledningsvist satte vores lejlighed til salg, var tanken at købe en ejerlejlighed på Østerbro. Det havde vi imidlertid ikke råd til (hvem har det?!), så derfor rykkede vi vores fokus ud af byen. Hvor vi så er i dag. Vi har stadig ikke penge til en ejerlejlighed i byen (og guderne må vide, om vi overhovedet har råd til at sælge vores nuværende bolig - hvem ved, om der er nogen, der ville købe den?!), og det får vi heller aldrig. Og skulle vi på noget tidspunkt finde på at flytte fra DNP, så tror jeg, at vores flytte-track record efterhånden har bevist, at vi er aldeles uegnede til at eje noget som helst. Så det ville blive leje. Hvis man ellers kunne få snitterne i sådan noget. (Det er så her, en eventuelt ukendt onkel med en masse store - eller bare en enkelt - lejelejligheder på gode steder i Kbh, godt lige må give sig til kende). Men når man har to børn, kan man jo ikke bare lige sætte sit hus til salg uden at have noget sted at flytte hen. Slet ikke når årsagen er, at Mor og Far har fået en hjerneblødning og ikke aner, hvad de vil.
Det eneste, vi helt sikkert ved, er, at Øglen ikke skal rykkes så meget som en millimeter, før hun skal begynde i skole. Om overhovedet, altså. Ved skolestart kommer der under alle omstændigheder et opbrud i forhold til vennerne i børnehaven, og chancen for, at Øglen kommer i skole med nogle af dem, hun hænger ud med i dag, er faktisk ikke så stor, da det vrimler med skoler i DNP. Hvad angår Varanen, så kunne jeg godt unde ham, at han ikke skulle skifte børnehave (så stor er han nemlig snart. Gisp.), men Øglen tog sit børnehaveskifte med bravour, så ham er jeg ikke så bekymret for. (Bortset fra, at jeg godt kunne blive ret bekymret for, om der overhovedet ville være mulighed for at få ham i en københavnerbørnehave - kan huske cirkusset tydeligt, da det var Øglen, der skulle i BH).
Men skole, børnehave og bolig er jo, hvor store emner, de så end måtte være, ikke engang det halve af det. De altoverskyggende tanker drejer sig om "Tænk, hvis nu det valg, vi træffer, ikke er det rigtige". Jeg ved godt, at det i vid udstrækning handler om at træffe et valg og lægge sig fast på det, slutte fred med det og efterleve det. Men det er bare lettere sagt end gjort. Jeg ved også godt, at græsset som regel altid er grønnere der, hvor man ikke kan nå over. Men det nager mig, at min mavefornemmelse - og mit humør - er i kulkælderen. Og frem for alt nager det mig, at jeg tilsyneladende ikke bare kan blive voksen. Vi er lige flyttet til DNP! Vi har rykket vores børn op med rode, plantet dem i ny jord, som de trives i, og i øvrigt fået fikset vores hus, så det er blevet præcis, som vi gerne vil have det, og så er vi så rastløse - eller hvad det nu er - at vi ikke bare kan sige "Nåmn, nu er vi her. Og det er vi så i de næste x antal år". Jeg vil gøre ALT for mine børn, og det er da også mest sandsynligt, at vi ikke gør noget ved de her tanker og bliver, hvor vi er. Men der er dømt tankespind for alle pengene, og jeg bliver nødt til at få det hele vendt. Heldige læsere (!)
For nylig bragte DR faktisk, meget apropos, en artikel, man skulle tro var skrevet til HDD og jeg. Umodenhed er det nye sort, hed den. Hvis dét har noget på sig, så er vi så trendy som aldrig før. Men spøg til side; Artiklen har fat i noget. For jer, der ikke gider læse den, så er essensen, at vi fra arbejdsgiverens side er blevet vænnet til at være så omstillingsparate, at det får indflydelse på alle mulige andre aspekter af vores liv end lige netop vores arbejde. Hvilket kan udmønte sig i 'eksistentiel uro' (elsker allerede det begreb, fordi det er SÅ konstrueret!), og ja - det skal jeg da lige love for. Men hvad man kan gøre for at blive sin eksistentielle uro kvit, dét melder historien (naturligvis) intet om. Og der er jo ingen garantier for, at jeg/vi ikke bare tager uroen med os det næste sted hen. Hvor vi så kan fortælle os selv og hinanden en historie om, hvorfor det heller ikke liiiiige var dét. Og før, vi ser os om, flytter vi hvert andet år og har rodløse børn, der ikke vil knytte sig til noget eller nogen. Og det var ligesom ikke det, der var hensigten.
Det ideelle scenarie er at give reptilerne en barndom som den, både HDD og jeg har haft. Hus og have i mindre by. Roligt familieliv, gode venner på vejen og en tryg skolevej, ungerne kan cykle i søvne, når de fylder 7. Foreningssport, leg i haven og andre provins-dejligheder. Men spørgsmålet er, om idyllen vil være så komplet, hvis HDD og undertegnede ikke trives i det på langt sigt? For øjeblikket er det fantastisk. Ungerne trives som sagt og elsker det. De nyder at være sammen med os og hænge ud i haven, skoven, i centeret (G*d bedre det) og på legepladsen (eller ... det, de kalder en legeplads, men som i virkeligheden bare er et showpiece af pænhed, der er aldeles uegnet at lege på). Men de bliver ældre. Løsriver sig mere og mere fra os. Og heldigvis for det. Men hvor efterlader det os? I et hus, som vi godt nok elsker, men i en by, hvor vi ikke rigtig lever? Jaja, jeg er lidt dramatisk nu, og jeg ved godt, at vi ikke har boet der så længe. Men er vi der, vi gerne vil være? Og hvad med alternativet - store børn i en lejlighed i København, hvor vi skal (eller - vi skal ikke, men bliver det nok) være bekymrede for, hvem og hvad de hænger ud med?
Jeg tror, det er på tide, at vi hører lidt fra blogfolket. Hvis I vil være så venlige. Og hvis I er nået helt til vejs ende på denne, verdens længste, blogpost. Hvordan bor i, og hvad er godt og skidt ved den model? Og hvis ikke I sidder inde med de vises sten, må jeg ud og se, om ikke jeg kan finde en voksen, der kan sætte mig ned og tvære lidt klarsyn ind i knolden på mig. For det går jo åbenbart ikke helt af sig selv ...
---
... I øvrigt. Hvis I ikke har andet at tage jer til er lidt bekymrede for mit mentale helbred sådan helt generelt, så kan jeg ikke bebrejde jer. I løbet af de seneste par uger har jeg belemret bloggen og jer med flere 'dybere' indlæg, end det har været tilfældet i alle de år, jeg har haft bloggen efterhånden, tror jeg. Men jeg har det fint. Som i: Jeg tænker usandsynligt meget og har de mørke briller på, men jeg har det fint. Og er - de mørke briller til trods - ikke blind for, hvor privilegeret et liv, jeg egentlig lever. Men uanset skal det jo helst føles rigtigt. Og lige her er der et område, hvor der skal føles efter mere end en enkelt gang for at konstatere, om det er tilfældet eller ej på nuværende tidspunkt ...
Man kan mene, at disse overvejelser burde have været oppe og vende, før vi lavede vores livs største investering, men det er jo svært at spå om, hvad man kommer til at synes om ens nye dagligdag, før man prøver den. Hele præmissen for at købe et hus så langt væk fra Kbh, som vi har gjort, var i øvrigt også, at en af os (that'll be me) skulle arbejde i DNP eller i hvert fald tæt på DNP. Og med en plads til mig i et københavnsk kontorfællesskab, er den præmis jo, med Varanens ord, pisk væk og giver os det logistiske puslespil i forhold til at hente og bringe, som vi netop gik efter at undgå.
Hands down - jeg havde ikke forudset, at jeg ville blive akut sindssyg (og jeg mener virkelig akut. Det startede fra den ene dag til den anden og har 'kun' stået på i en uge, men jeg føler mig helt gakkelak allerede) af at sidde hjemme hele tiden. Den kritiske læser vil måske plædere for, at jeg så bare finder et kontorfællesskab i DNP eller Den Endnu Nordligere, Noget Større Provinsby. Men nej. Dels er transportmulighederne til øvrige byer virkelig ringe (sådan er det at ligge uden for S-togs-nettet), dels er det hverken DNP eller DENNSP, jeg savner. Det er København.
Men hvad gør man ved alle de tanker, der fræser rundt? Når de er af den størrelse, de er? Ud over altså at tage livtag med dem og forsøge at slæbe sig selv lidt oftere ind til byen? (Omend det ikke rokker en tøddel ved, hvordan HDD har det) For i det sekund, man vover at stille sig selv og hinanden et spørgsmål, der lyder lidt henad "Valgte vi mon rigtigt, da vi flyttede ud af byen?", åbner man for en gigantisk dåse med tanke-orm, der bugter sig rundt i hjernen, så man er ved at blive MERE sindssyg end af 'bare' at arbejde hjemme. Så der bliver tænkt og talt herhjemme i øjeblikket i en grad, så det giver hovedpine.
Jeg er ikke i tvivl om, at både HDD og jeg maler skønmalerier af vores tid i København. Der var en grund til, at vi flyttede, da vi gjorde - en cwazy forening og mulighed for en pæn fortjeneste på lejligheden var kun to faktorer. Men da vi indledningsvist satte vores lejlighed til salg, var tanken at købe en ejerlejlighed på Østerbro. Det havde vi imidlertid ikke råd til (hvem har det?!), så derfor rykkede vi vores fokus ud af byen. Hvor vi så er i dag. Vi har stadig ikke penge til en ejerlejlighed i byen (og guderne må vide, om vi overhovedet har råd til at sælge vores nuværende bolig - hvem ved, om der er nogen, der ville købe den?!), og det får vi heller aldrig. Og skulle vi på noget tidspunkt finde på at flytte fra DNP, så tror jeg, at vores flytte-track record efterhånden har bevist, at vi er aldeles uegnede til at eje noget som helst. Så det ville blive leje. Hvis man ellers kunne få snitterne i sådan noget. (Det er så her, en eventuelt ukendt onkel med en masse store - eller bare en enkelt - lejelejligheder på gode steder i Kbh, godt lige må give sig til kende). Men når man har to børn, kan man jo ikke bare lige sætte sit hus til salg uden at have noget sted at flytte hen. Slet ikke når årsagen er, at Mor og Far har fået en hjerneblødning og ikke aner, hvad de vil.
Det eneste, vi helt sikkert ved, er, at Øglen ikke skal rykkes så meget som en millimeter, før hun skal begynde i skole. Om overhovedet, altså. Ved skolestart kommer der under alle omstændigheder et opbrud i forhold til vennerne i børnehaven, og chancen for, at Øglen kommer i skole med nogle af dem, hun hænger ud med i dag, er faktisk ikke så stor, da det vrimler med skoler i DNP. Hvad angår Varanen, så kunne jeg godt unde ham, at han ikke skulle skifte børnehave (så stor er han nemlig snart. Gisp.), men Øglen tog sit børnehaveskifte med bravour, så ham er jeg ikke så bekymret for. (Bortset fra, at jeg godt kunne blive ret bekymret for, om der overhovedet ville være mulighed for at få ham i en københavnerbørnehave - kan huske cirkusset tydeligt, da det var Øglen, der skulle i BH).
Men skole, børnehave og bolig er jo, hvor store emner, de så end måtte være, ikke engang det halve af det. De altoverskyggende tanker drejer sig om "Tænk, hvis nu det valg, vi træffer, ikke er det rigtige". Jeg ved godt, at det i vid udstrækning handler om at træffe et valg og lægge sig fast på det, slutte fred med det og efterleve det. Men det er bare lettere sagt end gjort. Jeg ved også godt, at græsset som regel altid er grønnere der, hvor man ikke kan nå over. Men det nager mig, at min mavefornemmelse - og mit humør - er i kulkælderen. Og frem for alt nager det mig, at jeg tilsyneladende ikke bare kan blive voksen. Vi er lige flyttet til DNP! Vi har rykket vores børn op med rode, plantet dem i ny jord, som de trives i, og i øvrigt fået fikset vores hus, så det er blevet præcis, som vi gerne vil have det, og så er vi så rastløse - eller hvad det nu er - at vi ikke bare kan sige "Nåmn, nu er vi her. Og det er vi så i de næste x antal år". Jeg vil gøre ALT for mine børn, og det er da også mest sandsynligt, at vi ikke gør noget ved de her tanker og bliver, hvor vi er. Men der er dømt tankespind for alle pengene, og jeg bliver nødt til at få det hele vendt. Heldige læsere (!)
For nylig bragte DR faktisk, meget apropos, en artikel, man skulle tro var skrevet til HDD og jeg. Umodenhed er det nye sort, hed den. Hvis dét har noget på sig, så er vi så trendy som aldrig før. Men spøg til side; Artiklen har fat i noget. For jer, der ikke gider læse den, så er essensen, at vi fra arbejdsgiverens side er blevet vænnet til at være så omstillingsparate, at det får indflydelse på alle mulige andre aspekter af vores liv end lige netop vores arbejde. Hvilket kan udmønte sig i 'eksistentiel uro' (elsker allerede det begreb, fordi det er SÅ konstrueret!), og ja - det skal jeg da lige love for. Men hvad man kan gøre for at blive sin eksistentielle uro kvit, dét melder historien (naturligvis) intet om. Og der er jo ingen garantier for, at jeg/vi ikke bare tager uroen med os det næste sted hen. Hvor vi så kan fortælle os selv og hinanden en historie om, hvorfor det heller ikke liiiiige var dét. Og før, vi ser os om, flytter vi hvert andet år og har rodløse børn, der ikke vil knytte sig til noget eller nogen. Og det var ligesom ikke det, der var hensigten.
Det ideelle scenarie er at give reptilerne en barndom som den, både HDD og jeg har haft. Hus og have i mindre by. Roligt familieliv, gode venner på vejen og en tryg skolevej, ungerne kan cykle i søvne, når de fylder 7. Foreningssport, leg i haven og andre provins-dejligheder. Men spørgsmålet er, om idyllen vil være så komplet, hvis HDD og undertegnede ikke trives i det på langt sigt? For øjeblikket er det fantastisk. Ungerne trives som sagt og elsker det. De nyder at være sammen med os og hænge ud i haven, skoven, i centeret (G*d bedre det) og på legepladsen (eller ... det, de kalder en legeplads, men som i virkeligheden bare er et showpiece af pænhed, der er aldeles uegnet at lege på). Men de bliver ældre. Løsriver sig mere og mere fra os. Og heldigvis for det. Men hvor efterlader det os? I et hus, som vi godt nok elsker, men i en by, hvor vi ikke rigtig lever? Jaja, jeg er lidt dramatisk nu, og jeg ved godt, at vi ikke har boet der så længe. Men er vi der, vi gerne vil være? Og hvad med alternativet - store børn i en lejlighed i København, hvor vi skal (eller - vi skal ikke, men bliver det nok) være bekymrede for, hvem og hvad de hænger ud med?
Jeg tror, det er på tide, at vi hører lidt fra blogfolket. Hvis I vil være så venlige. Og hvis I er nået helt til vejs ende på denne, verdens længste, blogpost. Hvordan bor i, og hvad er godt og skidt ved den model? Og hvis ikke I sidder inde med de vises sten, må jeg ud og se, om ikke jeg kan finde en voksen, der kan sætte mig ned og tvære lidt klarsyn ind i knolden på mig. For det går jo åbenbart ikke helt af sig selv ...
---
... I øvrigt. Hvis I ikke har andet at tage jer til er lidt bekymrede for mit mentale helbred sådan helt generelt, så kan jeg ikke bebrejde jer. I løbet af de seneste par uger har jeg belemret bloggen og jer med flere 'dybere' indlæg, end det har været tilfældet i alle de år, jeg har haft bloggen efterhånden, tror jeg. Men jeg har det fint. Som i: Jeg tænker usandsynligt meget og har de mørke briller på, men jeg har det fint. Og er - de mørke briller til trods - ikke blind for, hvor privilegeret et liv, jeg egentlig lever. Men uanset skal det jo helst føles rigtigt. Og lige her er der et område, hvor der skal føles efter mere end en enkelt gang for at konstatere, om det er tilfældet eller ej på nuværende tidspunkt ...
More posts from Øglemor
