Den hyggeligste onsdag

Ok. Nu ved jeg godt, at jeg pev lidt i sidste indlæg over, at jeg trænger til ferie. Og det gør jeg. Men en onsdag som i går meget ved det, og fra at være en helt almindelige knokle-igennem-dag blev det pludselig til verdens hyggeligste onsdag.

Varanen og jeg sov til kl. 07, og efter et kram og et "Tak for hjælpen", fordi jeg flyttede mig, så han kunne komme ud af sengen, gik vi ind i stuen og så lidt Rama. Øglen vågnede 7.30, og 8.15 var vi klar til at hhv. cykle og gå til børnehave og vuggestue. Varanen er blevet vild med at gå (løbe) over til VS, så det får han lov til i det omfang, vi har tid til det - og det har vi heldigvis tit. Så får han løbet en km (eller halvdelen - vi skal krydse to store veje ca. midtvejs, og dem vil jeg gerne over, før jeg slipper ham løs. Hans respekt for trafik kan ligge på et meget lille sted), og vi får en supergod start på dagen.

Efter en nem aflevering (hvor Varanen stor-charmede sine kommende børnehave-pædagoger - han er SÅ klar), satte jeg kursen mod bussen og København. Jeg skulle ind på kontoret, og modsat sidst havde jeg husket mine nøgler denne gang. Ikke, at det var nødvendigt, for min udlejer var der allerede, og det endte med, at den ene kop god-formiddag-kaffe vi lagde ud med, endte med en 2,5 timers sludder, hvor vi lærte hinanden lidt bedre at kende - ud fra en privat vinkel frem for den professionelle, vi har holdt os til indtil nu. Hende har jeg været heldig med at finde. Efter blot et par måneder har vi fået et godt samarbejde i gang, og nu har jeg pludselig en sparringspartner og kollega i en og samme person. Det er fedt efter at have arbejdet for mig selv i 2 år.

På et tidspunkt skulle vi jo arbejde lidt, men jeg havde svært ved at koncentrere mig om arbejdet (jeg giver kaffen skylden), så efter at have afsluttet det absolut nødvendige inviterede jeg mig selv på besøg hos (Tr)oldemor. Jeg ser hende alt for sjældent, så når jeg engang imellem er i Kbh, og der er tid til det, er det rart lige at komme forbi. Så bevæbnet med jordbær tog jeg hjem til hende og drak (mere) kaffe, spiste kage og sludrede i et par timer, før jeg måtte smutte til ære for den kaffe-aftale (ja, mere kaffe!), jeg havde med en gammel kollega. Ham ser jeg også alt for sjældent, så trods det noget børneuvenlige tidspunkt kl. 17 var det fedt, at det kunne lade sig gøre. Vi fik grinet og vendt verdenssituationen, og efter en dobbelt latte havde jeg så vist også opbrugt ugens kvote af kaffe. Men den ekstra energi (læs: rystelser) kom mig til gode, da jeg kom ned på Hovedbanen og konstaterede, at der ikke kørte så meget som et eneste lillebitte regionaltog til DNP's kystbaneberigede naboby. For hævlød! Men jeg fik kastet mig ind i det første, det bedste S-tog, landede på Nørreport og fangede den sædvanlige bus hjem. Så slap jeg også for at gå de 3,5 km i den anden ende (selv om der var koffein nok tilbage i blodet til at have fløjet mig hjem).

Jeg kom noget senere hjem end planlagt, så Varanen snorksov. Nåede dog en lille sludder og en historie med Øglen, før hun røg til drømmeland. SÅ hyggeligt, at de ikke begge to sov - jeg nåede faktisk at føle mig helt snydt på forhånd. Der var engang, hvor det ville have passet mig udmærket på mere-tid-til-mig-måden, men nu, hvor det ikke længere er (og i øvrigt ikke har været det længe, knock-on-wood) skrig og skrål og uendelige "sov nu!"-seancer på et mørkt børneværelse, elsker jeg at putte ungerne. Og så havde jeg egentlig også lidt dårlig samvittighed over at have været væk så længe - jeg var jo ikke ligefrem ude og redde verden. Jeg var bare ude og drikke en hulens masse kaffe med gode mennesker. Men det tæller selvfølgelig også for noget. Og engang imellem gør det altså ikke noget, at hamsterhjulets takt bliver brudt bare en lille smule. Har jeg lige bestemt ...