Noget om tænder
Det handler en del om tænder hjemme hos os for tiden. Og det har det sådan set gjort siden sommerferiens sidste dag, hvor Øglen midt i Legoland erfarede, at hun havde fået en rokketand. Stor var jubelen og antallet af gange, hvor vi har sunget "Jeg har en rokketand". I ferien klagede hun af og til over, at det gjorde ondt i tænderne, så jeg havde egentlig rustet mig til et tandlægebesøg umiddelbart efter ferien, men da rokketanden meldte sin ankomst, tænkte jeg, at det jo nok bare var den, der havde drillet.
Rokketanden har rokket i en måned nu, og Øglen har virkelig forsøgt at tøjle sin utålmodighed. For man er jo STOR, når man har en rokketand. Og endnu større, når den falder ud. For ikke at tale om tandfeen, der kommer på besøg. (For det gør hun åbenbart. Tiderne er sør'me skiftet, siden jeg var barn. Jeg erindrer ikke det mindste om tandfeen, men husker derimod tydeligt "snor i tand og smæk en dør"-tricket. Som gav lige præcis nul kroner i hånden - og som det vist ikke er comme il faut at lave i dag).
I går var Øglen så indkaldt til det årlige tjek hos skoletandplejen. Vi har været dernede tidligere, både med Øglen og Varanen, så der var ikke så meget pjat. Og hun glæææædede sig. For tænk nu, hvis tandlægen hev rokketanden (som i øvrigt var ved at blive overhalet af en voksentand) ud! Det gjorde hun ikke - hun ville lige give det 14 dage mere - men til gengæld kastede hun lys over, hvorfor Øglen havde ondt i tænderne i sommer: Hun har nemlig så godt som fået alle fire 6-års-tænder. Voksentænder! Og med endnu en voksentand på vej under rokketanden, så var Øglen jo ikke til at skyde igennem. Der var i øvrigt dømt nul huller og generel ros til tandbørstningen, men en lille reprimande til undertegnede om at huske at børste tænder om morgenen fik vi da med på vejen. Vi (jeg) glemmer det konsekvent, og det er jo ikke så godt. (Specielt ikke, fordi Øglen mener, at jeg glemmer alt muligt andet også, med den konsekvens, at hun nu lystigt fortæller alle de voksne i børnehaven, at "min mor er et rigtigt glemme-fjols". Great).
Jeg har ingen billeder af hullet i undermunden (i hvert fald ingen, som Øglen senere hen vil sætte pris på at kunne finde på Wårld Wajd Wæb), og I kan se et billede af tanden omme på Instagram. I stedet får I her et billede af Øglens sildebensfletning. Næsten det samme. Eller noget ...
Nå. Men tænderne. Næsten pladen fuld: 12 i overmunden og 11 i undermunden - fraregnet rokketanden, som oven i købet faldt ud i går aftes efter lidt seriøs rokken fra min side (frivilligt, I might add. Det var Øglen, der bad mig gøre det). Jubelen ville ingen ende tage, og der blev spenderet en del kræfter på at finde en egnet æske (det blev en Läkerol-æske. Så tjekkede er vi) til at opbevare den i under puden. Sammen med en lille seddel med Øglens navn, så tandfeen kunne huske, hvis tand det var. Store, søde, glade pige. Som var endnu sødere og gladere i morges, da hun begejstret kunne konstatere, at tandfeen havde byttet tanden ud med en tyver. (At jeg så kom til at tænke over, hvor mange penge tandfeen ender med at skulle punge ud, før hele gebisset er skiftet, betyder mindre. Lige nu, i hvert fald).
I dag var det så min tur til at tage plads i tandlægestolen. Og det var ikke helt så jubelfremkaldende som gårsdagens besøg. Primært fordi det er som om, tandlæger ikke er helt så søde og forsigtige, når der er tale om voksne. Og fordi jeg fra naturens side er udstyret med virkelig mystiske tænder. Ingen huller, bevares, men så stopper det positive også. Med mindre man virkelig har ja-hatten trukket ned om ørerne, for så kan man også se noget positivt i, at mine mystiske tænder har gjort mig til en jævnlig gæst hos tandlægen allerede fra barns ben og derfor ikke lider det mindste af tandlægeskræk. (Selv om min nye tandlæge i DNP er lidt uhyggelig, faktisk. Dygtig, men ond).
Nå. Men tænderne. Næsten pladen fuld: 12 i overmunden og 11 i undermunden - fraregnet rokketanden, som oven i købet faldt ud i går aftes efter lidt seriøs rokken fra min side (frivilligt, I might add. Det var Øglen, der bad mig gøre det). Jubelen ville ingen ende tage, og der blev spenderet en del kræfter på at finde en egnet æske (det blev en Läkerol-æske. Så tjekkede er vi) til at opbevare den i under puden. Sammen med en lille seddel med Øglens navn, så tandfeen kunne huske, hvis tand det var. Store, søde, glade pige. Som var endnu sødere og gladere i morges, da hun begejstret kunne konstatere, at tandfeen havde byttet tanden ud med en tyver. (At jeg så kom til at tænke over, hvor mange penge tandfeen ender med at skulle punge ud, før hele gebisset er skiftet, betyder mindre. Lige nu, i hvert fald).
I dag var det så min tur til at tage plads i tandlægestolen. Og det var ikke helt så jubelfremkaldende som gårsdagens besøg. Primært fordi det er som om, tandlæger ikke er helt så søde og forsigtige, når der er tale om voksne. Og fordi jeg fra naturens side er udstyret med virkelig mystiske tænder. Ingen huller, bevares, men så stopper det positive også. Med mindre man virkelig har ja-hatten trukket ned om ørerne, for så kan man også se noget positivt i, at mine mystiske tænder har gjort mig til en jævnlig gæst hos tandlægen allerede fra barns ben og derfor ikke lider det mindste af tandlægeskræk. (Selv om min nye tandlæge i DNP er lidt uhyggelig, faktisk. Dygtig, men ond).
Mere fletning. Apropos ingenting. Men Øglen synes pludselig, at fletninger er da shit, og så må moderen jo rette ind og flette løs
Dagens besøg lignede alle de andre tandrensninger, med den lille krølle, at jeg også skulle have taget røntgenbilleder (tror hemmeligt, at de lige smider et par røntgenbilleder oven i regningerne, når de står og skal have et nyt køkken eller solceller på taget derhjemme). Og at tandlægen i øvrigt kunne fortælle, at jeg skærer tænder om natten, så mine fortænder er blevet helt slidt. Selv anser jeg det som noget af en bedrift med det overbid, jeg render rundt med, men det er noget 'reflektorisk', åbenbart, så der er ikke så meget andet at gøre ved det end at putte noget plast på. Hvilket jeg så skal have gjort næste gang. Og næste gang igen skal jeg have plast på nogle andre tænder. Er altså nu officielt nået op i en alder, hvor mine tænder begynder at falde fra hinanden. Det er virkelig sørgeligt, altså. For ikke at tale om dyrt. Heldigvis har jeg et halvt år til at spare op. Og til at vænne mig til tanken om, hvor meget kaffe jeg kunne købe for de penge, det koster at proppe plast på to fortænder (sikkert omtrent det samme, som det koster at agere tandfe for hele Øglens gebis ...).
I mellemtiden vil jeg glæde mig over, at nogen i familien er glad for at have en mund i forfald. Og begynde at bruge tandtråd liiiidt mere jævnligt, end det har været tilfældet ind til videre.
Dagens besøg lignede alle de andre tandrensninger, med den lille krølle, at jeg også skulle have taget røntgenbilleder (tror hemmeligt, at de lige smider et par røntgenbilleder oven i regningerne, når de står og skal have et nyt køkken eller solceller på taget derhjemme). Og at tandlægen i øvrigt kunne fortælle, at jeg skærer tænder om natten, så mine fortænder er blevet helt slidt. Selv anser jeg det som noget af en bedrift med det overbid, jeg render rundt med, men det er noget 'reflektorisk', åbenbart, så der er ikke så meget andet at gøre ved det end at putte noget plast på. Hvilket jeg så skal have gjort næste gang. Og næste gang igen skal jeg have plast på nogle andre tænder. Er altså nu officielt nået op i en alder, hvor mine tænder begynder at falde fra hinanden. Det er virkelig sørgeligt, altså. For ikke at tale om dyrt. Heldigvis har jeg et halvt år til at spare op. Og til at vænne mig til tanken om, hvor meget kaffe jeg kunne købe for de penge, det koster at proppe plast på to fortænder (sikkert omtrent det samme, som det koster at agere tandfe for hele Øglens gebis ...).
I mellemtiden vil jeg glæde mig over, at nogen i familien er glad for at have en mund i forfald. Og begynde at bruge tandtråd liiiidt mere jævnligt, end det har været tilfældet ind til videre.
