Korea: Lidt (for) tæt på..

Jeg har fået en del spørgsmål ang. de praktiske ting ift. min Korea-tur, alt det skal jeg nok opsummere, når jeg er i DK igen og jeg lige har fået samlet mig selv igen :-) Dette indlæg handler mere om mine observationer og tanker de sidste par uger.

Vi rejser med det der hedder Korea-klubben, som selvsagt er en klub for folk som har tilknytning til Korea og det er primært folk, som enten selv er adopteret der har sine forældre med (som mig), eller voksne adoptivbørn som har deres børn med eller par hvoraf den ene er adopteret. Det betyder selvfølgelig også, at der har været en del snak om adoption. For at være helt ærlig, så gjorde det mig en smule utilpas i starten, da det ikke er noget jeg går og tænker over i hverdagen, eller jeg som sådan før har sat ord på. I starten smuttede jeg ud og røg eller spillede Nintendo med de mindre børn, når snakken blev for meget for mig. Men det har givet mig en masse tid til at reflektere lidt over det hele.

En oplevelse, som både gjorde stort indtryk på mig, men som samtidig også var lidt intimiderende, fordi det hele kom lidt tæt på, var vores tur ud til det børnehjem, hvor jeg blev passet. På forhånd kunne man skrive sig op til, at børnehjemmet skulle prøve at opsøge ens biologiske familier. Det havde stort set alle gjort, bortset fra mig. Min storesøster skulle møde sine biologiske forældre og jeg synes det hele var meget mærkeligt. Jeg har aldrig haft lyst til at opsøge mine biologiske forældre. jeg har altid vidst jeg blev afleveret på børnehjemmet dagen efter min fødsel og dernæst sendt til Danmark 3 mdr. senere. Derfor synes jeg også, det ville være en smule akavet, at sidde overfor nogle, for mig, helt fremmede mennesker og lege happy family – nej tak. Jeg er meget glad for mine nuværende forældre, som har gjort alt for mig hele mit liv. Men nu hvor jeg sidder tilbage på hotelværelset, alene, og de andre er ude og møde deres biologiske forældre, så er der faktisk vokset en lille nysgerrighed inde i mig. Ikke at jeg fortryder mit valg, men mere tanken om, at det kunne være min eneste og måske sidste chance for at møde de mennesker, som har skabt mig.

Nå nok om det, nogle andre ting jeg har fundet ud af mens jeg har været i Korea er, som jeg også nævnte i det første indlæg, at jeg bestemt ikke ligner den gennemsnitlige koreaner. For det første er der mange der tror jeg har fået lavet plastikoperationer i ansigtet (det har jeg altså aldrig fået gjort!), da jeg fra naturens side har det man kalder dobbelt øjenlåg (som alle europæere osv.) langt de fleste asiatere har det man kalder “monolid”, som er når øjenlåget ikke folder. Udover mine øjne har jeg et meget større næsteben end de fleste asiatere, altså ikke lige så flad en næse – og det er åbenbart meget populært i Korea at få lavet netop disse to plastik operationer. Sidst men ikke mindst, så har jeg også en meget mørkere glød end de fleste asiatere. Jeg talte en aften i lang tid med vores lokale guide og forklarede hende min forvirring og hun fortalte mig noget meget spændende. Hun sagde at der var rigtig mange filippinske kvinder, som gifter sig med koreanske mænd og hun bestemt troede jeg var halvt filippiner. Langt de fleste jeg møder på min vej, tror faktisk jeg er filippiner, så det gav god mening i mine ører. Derfor har jeg nu besluttet mig for, at når jeg kommer tilbage til DK, vil jeg få lavet en DNA test, hvor man kan afgøre hvor ens gener stammer fra (f.eks. 50% koreaner, 30% filipiner og 20%afrikaner – hahaha, hvem ved). Så jeg glæder mig faktisk lidt til at få det afgjort, da det nok har været det spørgsmål jeg har fået stilllet aller flest gange i mit liv (sammen med: Er du i familie med Bruce Lee!)…