Hvornår går det væk?

Ikke for noget, men hvornår er det, at det her med at undvære mine børn bliver lettere? Og hvorfor er der præcis lige så meget ingenting at komme efter i kølvandet på et brud, som Ida Jessen beskriver?
Jeg har gode, gode venner, interessant netværk, rar familie og sundhed, og stadig er der dage, hvor jeg vågner op og igen-igen skal genfinde meningen med det hele. Faktisk er det langt de fleste morgener. Derfor hader jeg at gå i seng om aftenen.
Jeg kan hygge mig og sidde i godt selskab og være ok veltilpas, og når jeg så bliver alene igen, bliver jeg trykket. Og utilpas. Og utryg. Og ja, sådan er det bare at være mig lige nu, siger jeg til mig selv, og arbejder med at acceptere det.
Men alt det her postskilsmissefis med, at jeg nu rigtig kan forfølge mine egne lyster og drømme i den uge, jeg ikke har pigerne, er så langt væk fra sandheden som overhovedet. Lige nu ihvertfald. For jeg sidder ikke på Roskilde med bandana og bajer, men ligger i min seng og stirrer op i loftet og drømmer kun om igen at blive presset på logistik og praktik, kæmme for lus, smøre madpakker og feje sand op. Jeg kan ikke lige nu se mulighederne for mig, og det er vel også ok. Når jeg væbner mig med tålmodighed.
Måske er det også derfor, at chefredaktør på Q, Lizl Rand, rammer mig med sin klumme om, at ‘kriser ikke kan smiles væk’. Jeg fandt den ovre hos T i går, og hvis du heller ikke helt kan finde dig selv i alt det her lykkepis med, at kriser sætter fri, og brud og sorg åbner for muligheder, så læs den her.
Ps. Til familie og venner: Jeg er ok. Passer mit, er ude, spiser og sover. Synes bare, det trækker tænder ud. (Åh, nu savner jeg min datters rokketænder!) For pokker da.