Marens eftermiddag

Få står under så megen dalende, glitrende stjernestøv lige nu som Maren. Først vinder hun Politikens stribekonkurrence, og på mandag udkommer så hendes første roman: Og sådan blev det. Jeg er i fuld gang med den, men må desværre ikke skrive om den endnu, for sådan er reglerne – først på udgivelsesdagen.

Men jeg kan skrive om den monsterhyggelige reception, Maren holdt for familie og venner i går. Jeg havde skruet mig ned i min bedste posede kjole og glattet håret med glattejern – og jeg må sige, jeg havde en virkelig god hårdag. Caféen var for vildt hyggelig, tog mig selv i langt senere nynnende at gå rundt og nusse med en sær trang til at vande blomster og banke puder.

Nå, men da jeg ankom sammen med yndlings-Lea, kastede jeg mig ind på stedet, åbnede straks for snakketøjet og snakkede så virkelig meget. Super spændende mennesker fra branchen – masser af spændende bogsnak. Og en enkelt afstikker, da jeg overfaldt en dygtig, men fuldstændig sagesløs forfatter med skilsmissespørgsmål på den insisterende måde og i du-stilling.

Ok, der var også fri bar og chokolade. Og Maren holdt en skøn tale, og jeg grinede, smilede og gnuflede mere chokolade, mens jeg tænkte, at jeg også vil skrive en bog. Blev grebet af samme følelse, som jeg fik som barn, da jeg oplevede en guide på en chartertur med busmikrofon og stor sort taske med kuglepenne klemt fast på kanten af en lomme og clipboard til vigtige afkrydsninger – JEG VILLE VÆRE GUIDE. I går VILLE JEG VÆRE MAREN.

Men jeg er ikke Maren, jeg er Amrit, og derfor gik jeg aldrig hjem, men overskred i stedet min besøgstid med timer, og da jeg endelig cyklede hjem, var det på den stakåndede, grine-for-mig-selv måde, hvor endnu en god vits trænger sig vej op gennem halsen og ikke vil acceptere, at aftenen er slut.

Tillykke med din bog, Maren – gid den var min.