Tak for september
Sikke en masse der er sket den sidste måneds tid og jeg vil med stor glæde byde oktober velkommen i håbet om at årets 10. måned medbringer lidt ro, søvn, medgang og overskud til vores lille familie – vi har brug for det.
Kornelia er startet til gymnastik og hun elsker det! Hun synes det er mega sejt at gå “alene” til gymnastik, men vi overvejer om hun måske skal gå til noget dans i stedet for, da der er ret mange på holdet i år og en del af de mindre børn har fået lov til at komme med op. Og de har deres forældre med ind – så hele ideen går lidt af det for Kornelia nogle gange, når salen alligevel er fyldt med forældre. Og så er der rigtig mange drenge på holdet – Kornelia drømte om en rigtig tøsehold, hvor de kunne danse, lære at slå vejrmøller og vimse rundt i strut. Men der er så mange på holdet, at det har de to søde instruktører slet ikke tid til det.
Vi har desuden også fejret min mormor på 83 år, hvor hele familien var samlet hos pigernes oldeforældre til hygge, god mad og dejligt samvær. Der har, som sagt været run på denne måned – synes ikke vi har haft mange rolige aftener og dagene er også blevet slugt af den store hverdags- og weekendtrummerum. Det har derfor været guld værd for mig at vi har kunne finde nogle tidspunkter, hvor vi skiller pigerne og har noget 1:1 tid med dem hver især. Det har vi, specielt på Kornelia, kunne mærke har været tiltrængt, da hun har været meget påvirket af at Leonora ikke har været på toppen i så mange uger efterhånden. Jeg har blandt andet været i Leos Legeland med hende, hvor vi rutsjede, hoppede, kravlede, grinede, krammede og slappede af i kuglebad. Det var fantastisk!
Leonora det lille pus har fået lagt dræn. Langt om længe! De første to dage efter indgrebet var vidunderlige – hun sov SÅ godt, men synes vi nærmer os det uudholdelige stadie med hastige skridt igen, da der nu vist er tænder der driller hende. Jeg synes godt nok Leonora har været hårdt ramt, den lille stakkel. I september havde hun (og jeg) også en frygtelig oplevelse ved ørelægen, hvor jeg, her på den anden side af det, føler jeg har gjort et overgreb på Leonora ved at fastholde hende og tvinge hende til noget så frygteligt.
September har budt på mange vågne nattetimer på sofaen med Leonora, da hendes smerter i ørerne ellers holder hele familien vågne. Om dagen er Leonora heldigvis en lækker humørbombe – hun er glad, griner, leger, charmerer og virker helt frisk, både i vuggestuen og herhjemme. Om natten har jeg blandt andet fået set både Mad Men og The Walking Dead på Netflix, når Leonora har sovet i mine arme. Hvor er det bare nogle vildt fede serier! Jeg er nu nået dertil, hvor jeg har set alt det der er på Netflix af begge serier, så jeg skal vist have købt mig adgang til noget Viaplay eller lignende for at få set noget mere Mad Men – for det er da VIRKELIG en god serie!!
Kornelia er blevet en stor pige efterhånden. Hun skriver bogstaver, navne og vil hele tiden gerne lære mere. Den anden dag lå vi alle i sengen og morgenhyggede, hvor hun så siger “Jeg kan altså godt stave til KO“. Martin og jeg kigger på hende og siger at det vil vi da meget gerne høre. Hun siger først langsomt KO og siger så, “K-O, det er da nemt nok“… Min første tanke er at det er noget hun kan huske fra et eller andet med Hr. Skæg og spørger hende så om hun vil prøve at stave til is. Igen siger hun langsom IS og smager så på ordet og siger så “I-S, ja det kunne jeg da også godt“. Selvfølgelig er det meget korte ord, men min mor har lært hende den der grundlæggende lytte-regel. Kornelia smager/lytter til bogstaver i ordet og genkender så de lyde/bogstaver hun kan. Jeg er stolt!
En anden ting jeg også er ret stolt over, det er bloggen! Måske ikke så meget sådan liiiige pt, hvor der desværre ikke sker så meget, da overskud, tid og syn stort set ikke er eksisterende. Men dér, hvor jeg har fået arbejdet bloggen hen mod. Jeg er blevet tilbudt en plads hos de mange søde mommyblogger på Petit Podium og jeg er så super stolt over at der er plads til min lille blog her og jeg sagde selvfølgelig ja med det samme, da jeg blev spurgt. Selvom selve aftalen blev lavet og underskrevet for noget tid siden, så har der været så mange tekniske forhindringer på vejen hertil, hvor bloggen virker og ligner sig selv, at september blev den måned, hvor jeg kunne se bloggen navn oppe i topbaren og dermed følte mig som én af de andre.
For første, og forhåbentlig sidste, stiftede vi også i september bekendtskab med feberkramper i vores lille familie. Leonora blev hårdt ramt, hentet i ambulance og indlagt til observation, men det var heldigvis et enkeltstående tilfælde og vi blev sendt hjem igen efter 7 timer.
Efteråret er her, alt udenfor skifter farver og jeg synes vi går den smukkeste årstid i møde! Jeg glæder mig til strikketrøjer, dyner, tæpper, tændte stearinlys og forberedelser på jul, kalenderpakker og gaver.
1. september startede jeg på studie igen og Leonora i vuggestue. Hverdagen ramte med et brag og vi kan mærke at hverdagen falder lidt fra hinanden, hvis ikke vi kan følge vores aftaler med madplaner, putning, madlavning, indkøb, rengøring, oprydning, sengetider, tøjvask, lektier, tid til leg og alt det andet, som familielivet byder på med to børn under 4 år og to forældre der begge gerne vil det de laver. Der er bare ikke timer nok på et døgn, hvis ikke vi får det planlagt. Det lyder kedeligt og alt det der, men planlægning af de lidt kedeligere ting giver tid og overskud til de hyggelige, sjove og kærlige. Sådan fungerer det bedst for os og derfor er det så ekstremt hårdt, når ingen rigtig får sovet, der er så mange sygedage og både M og jeg kommer bagud med arbejde og studie, da vi ikke vil lade noget af det gå ud over pigerne. De skal stadig have os og mærke at vi er her. Så ofte så ER vi bare i de her dage og så må vasketøjet, opvask, støvsugning, lektier og tandpasta i håndvasken vente. Så starter vi hyggemadlavning kl 16 allerede, bruger over en time på at lave madder til aftensmad og har det sjovt med det. Så er Kornelia med og den anden har tid til Leonora. Sådan rigtig tid. Og K er så stolt, når der serveres madder med æg hun har pillet, makrel hun har åbnet, peberfrugt hun har skåret og rugbrød hun har smurt med smør. Og at vi sætter os ved et bord som hun har dækket med bestik, servietter i glassene og vand i kanden. Jeg elsker at vores lille familie finder ud af det, selvom tingene er hårde og vi tror vi har nået grænsen. For børnene giver bare et overskud som finder vejen frem og gavner hele familien med smil, grin, dans og sure sokker i baggangen. Men pyt med det, for vi ER!
Og så siger vi tak for september, trods modgang og byder oktober så hjertelig velkommen. continue reading
