Den Legendariske Lagkage aka Svinkløv Badehotels valnøddelagkage



Jeg har en favoritoverspringshandling: at lede efter opskrifter på kager, jeg bliver nødt til at prøve at lave.
De ultimativt lokkende ord i min optik er således ord som verdens bedste, syndig, den bedste jeg har smagt, bedste kage ever - fortsæt selv den ynkelige liste af ord og vendinger, der lokker i fordærv...
Overspringshandlingen er simpelthen super til at vække en glubsk kageappetit på alle tider af døgnet, og medfører både en overfyldt hotmailmappe med titlen "Opskrifter" og et tankemylder, der kontant indeholder ingredienserne smør, sukker og chokolade.

Derudover er overspringshandlingen ganske handy, nærmest ligegyldig hvilken situation, du befinder dig i. Ingen vil lægge mærke til, at du bag computerskærmen er igang med at klikke rundt på noget andet end specialet/arbejdsmailen/billederne af familiens yngre medlemmer, og overspringshandlingen kan udføres i absolut stilhed, som f.eks. når man med sin iPhone befinder sig i togets stillekupé og end ikke tør høre musik med headset af fare for dræberblikket fra sidemanden.
Altså velegnet til udførsel uden hverken at larme, at fylde for meget eller på nogen måde at skabe ravage. Det skulle da lige være undtaget de situationer, hvor man falder over så lækker og indbydende en opskrift, at man savler udover sig selv. Men det må vel opvejes af den dertilhørende pæne underholdningsfaktor ;)

En dag bragte en sådan overspringshandling mig på sporet af den tilsyneladende legendariske lagkage fra Svinkløv Badehotel.
Jeg slugte den ene beskrivelse af lagkagen råt, grådigt efterfulgt af den næste og snart fandt jeg frem til at adskillige familier rundt omkring i Danmark besøger badehotellet udelukkende for traditionsrigt at smovse et kæmpe stykke lagkage i sig.
Dén måtte jeg naturligvis også prøve at smage! Genvejen når du ikke har tid til et smut til Nordjylland er at genskabe lagkagen i hjemlige rammer.
Opskriften følger derfor herunder, så du selv kan prøve det her derhjemme. For det er anbefalelsesværdigt godt!

Lagkage a la Svinkløv Badehotel
3 lagkagebunde, gerne hjemmelavede
1/2 L piskefløde
Vanillesukker
5 spsk kaffe
100 g mørk chokolade, mindst 70%
200 g valnødder

Glasur
170 g flormelis
1 espressoshot
valnødder til pynt

Lav gerne lagkagen dagen før den skal spises, eller mindst et par timer før, så den kan trække lidt og stå og blive lækker.
Hak chokolade og valnødder groft. Pisk fløden til skum med ca. 1 spsk vanillesukker og vend chokolade og valnødder heri med let hånd.
Placér en lagkagebund på et passende fad og stænk bunden med lidt kaffe. Kom halvdelen af flødeskumsblandingen på, og kom en lagkagebund ovenpå. Stænk også denne bund med lidt kaffe. Fordel resten af flødeskummet herpå, og læg den sidste bund på som top.
Rør glasuren sammen af flormelis og espresso, og fordel glasuren på den øverste lagkagebund. Pynt med valnødder.
Stil på køl til den skal spises!
  • Love
  • Save
    4 loves 1 save
    Add a blog to Bloglovin’
    Enter the full blog address (e.g. https://www.fashionsquad.com)
    We're working on your request. This will take just a minute...