Cover Man musikportfolio // Karl William


De vil ikke sættes i bås, og de vil gøre det hele selv. En ny bølge af beats og stemmer tordner derudad på den danske musikscene. Vi har mødt seks unge mænd – fyldt med rap, r’n'b, reggae og dancehall – som lige nu smider musikbomber fra Nørrebro til Århus og tilbage igen. Som de selv siger: ”Det, der ikke er ægte, dør i sidste ende

“Min musik er lidt svær at definere. Jeg er blevet kaldt pop/soul, men det er måske lidt hårdt at sige, jeg er soulmusiker. R’n'b-hop passer nok bedre.”
Mød her Karl William, der i år var Roskilde aktuel på Rising-scenen.

Jeg er vokset op i Århus, og indtil 6. klasse gik jeg på Århus Friskole, hvor omdrejningspunktet var musik. Jeg spillede trommer, og sådan blev musik presset ind i mit liv. Senere fandt jeg ud af, at man kunne skrive og indspille sin egne ting, og min ven og jeg lavede et akustisk, hjemmestudie-reggaeprojekt, hvor jeg tog aliaset Wicked. Senere kom jeg med i Århus-musikkollektivet Hukaos, selvom jeg var en del yngre end dem.
I 2013 lavede vi nummeret Kostumeramt og smed det på nettet i en dårlig version. Det blev taget godt imod, så vi lavede en ny version med musikvideo, og det var nok dér, folk opdagede, at der var noget på vej fra Århus. Personligt havde jeg fået mere på hjerte – der var en slags melankoli i luften. Så jeg droppede mit reggaenavn – for reggae handler mest om at rende rundt og være glad – slettede min gamle musik og startede på en frisk i mit eget navn.
Lige efter Roskilde Festival 2013 blev jeg indlogeret på et hotelværelse af et pladeselskab, som prøvede at købe mig med hvidvin og roomservice. De troede nok, at jeg ikke fattede noget, men sådan en skummel deal skulle jeg slet ikke ud i.
Min musik er lidt svær at definere. Jeg er blevet kaldt pop/soul, men det er måske lidt hårdt at sige, jeg er soulmusiker. R’n'b-hop passer nok bedre.
Det sidste nummer, jeg har lavet, hedder Skinner. Det handler om, at det er let at skinne, hvis der er noget, der får dig til at stå højere som for eksempel et pladeselskab eller en stor bil. Det handler om ærligheden omkring, hvem man er, og hvad man laver. Jeg ville ikke synes, det var sjovt at lave musik, hvis det ikke var ærligt. Det, der ikke er ægte, dør i sidste ende. Jeg har fulgt den nye bølge inden for dansk rap og r’n'b fra starten, hvor Cheff Records og B.O.C. kom frem. Så for en ung fanboy fra Århus som mig er det fedt at være blevet taget så godt imod.
Min debut-ep hedder Døende - det skal ikke forstås som noget vildt dybt. Måske som en slags kommentar til, at unge har så travlt. Men mest af alt er det ironisk, jeg er jo kun 19 år.
Lige nu drømmer jeg bare om at få en chilleren lejlighed i København. Jeg har boet et halv år hos en ven, men nu er jeg tilbage hos min mor. Jeg drømmer ikke om at stå på en speciel scene, men håber bare at se hele min Hukoas-familie stå et sted, hvor alle har det godt.
Karl William, 19, er aktuel med sin debut-ep Døende, og kunne i år opleves til Musik i Lejet og på Rising-scenen under opvarmingen til Roskilde Festival. - @magiskekarl

The post Cover Man musikportfolio // Karl William appeared first on Cover.

  • Love
  • Save
    Add a blog to Bloglovin’
    Enter the full blog address (e.g. https://www.fashionsquad.com)
    We're working on your request. This will take just a minute...