Frivillig Fest

Jeg må indrømme, at jeg på halen over, hvad folk kan, når de først går sammen om noget. Specielt, når der ikke kommer penge ind på bankbogen af det. Frivillighed, er noget, som fylder mit hoved meget, og jeg kan mærke, at tanken om at være med til noget, fordi man vil andre noget godt er ekstremt tiltalende. Det gør mig hverken unik eller speciel, for heldigvis så blomstre lysten til at være frivillig hos danskerne. Vi vil gerne. Vi vil gerne hinanden, og være gode ved hinanden.
Min by – Køge afholdte i den forgangne uge Køge Festuge. Et arrangement, der er stablet på benene af en række passionerede mennesker, der ikke får en krone for det. Og nej, de redder ikke liv i Syrien via deres frivillighed, men de giver en hel by, i en hel uge en oplevelse og en chance for at mødes. Og det er der al mulig grund til at værdsætte.
I går sluttede de festen af med nogle af danmarks største legender: D-A-D. Jeg er kæmpe fan, og har været det lige siden rockbacillen bed sig fast i mig. De er en del af mit ungdomssoundtrack, og da jeg boede i Athen og skrev hovedopgave, var albummet: Helpyourselfish, det jeg hørte. Hele tiden. Som i grænsende-til-det-neurotiske-hele-tiden. Jeg er ret vild med dem.

At Køge Festuge formåede at lande dem, ovenikøbet som den sidste koncert i deres sommertour var så fedt!

Når det så er sagt, så har jeg været til D-A-D koncerter, der var bedre. Men jeg er også svær at imponere eftersom jeg har set dem så mange gange. Det stoppede dog ikke min fest, tværtimod. Faktisk festede vi så meget igennem i mit slæng, at vi blev bedt om at dæmpe os lidt. Hvilket ikke skete. Overhovedet …

Men det var måske heller ikke så vigtigt at D-A-D var på toppen i går, for det, de små festivaler og festuger kan, er, at lade folk komme helt tæt på. Kunstnerne “står lige der oppe”, og man føler ikke, at stjernerne er så langt væk fra den jord, de går rundt på sammen med alle os andre. Det er det, der er skønt ved Køge Festuge, og alle andre af landets festuger, for den sags skyld. Nærheden, til trods for at flere tusind mennesker er på samme sted. Det afholdes i små byrum, hvilket sørger for intimiteten, og så er det vigtigste af det hele: At det er drevet af mennesker, “der bare gerne vil give byen en fest”. Det sætter jeg stor pris på, og som det kunne opleves i går – det gjorde alle de andre også. Selvfølgelig er der ting, der kunne optimeres, gøres bedre og mere professionelt – men det er der helt sikkert også på Roskilde Festivalen; det kan bare bedre skjules, når skalaen er mindre (og for publikum, mere overskuelig).

Tak for den frivillige fest. Den gjorde godt, også selvom hovedet er knap så kækt i dag.