Om At Huske På En Anden Måde

Jeg har haft den bedste sommerferie med min lille familie nogensinde. Langt væk; varmt, udsigt ud over middelhavet og unger, der faldt på plads i sig selv og i vores familie. Det er ret specielt, når det sker – faktisk vidste jeg slet ikke, det kunne og ville ske, men det gjorde det, der i Provence.
Men som så mange andre gange, gik jeg i gang med at printe minderne ind i min hjerne, for jeg vidste, at jeg ville savne vores øjeblikke, når jeg kom hjem. “Du skal huske det her nu, Cristine!” “Du kommer til at savne det, når hverdagen kommer”. Istedet for egentlig bare at være til stede – men vigtigst af alt, at huske det, til det gode. Ikke fordi man kommer til at savne det, men fordi man skal bruge det til de situationer, der påkræver det. Det er som om, man allerede er trist i sit minde, inden situationen er færdig med at ske, for man ved, at netop dette her sker sjældent.
Jeg øver mig i at stoppe med det, og vende det til det, der kan bruges, når den der hverdag melder sig. Prøve at lade være med at savne det, men glæde mig over, at vi kunne, og at vi kan igen.

Som dagen her, hvor vi plukkede hyben og tog på stranden, og spiste is kl. 11.00, så film under aftensmaden og gik i seng alt for sent. Den dag, vil jeg ikke huske med savn. Det var den faktisk alt for god til.