En vranten mere i husstanden.
Mit yndige Prinsessebarn forsvinder ind imellem. Ikke så ofte, men det hænder. Og frem kommer en vranten furie. Gad vide hvem hun har det fra?
…
Nå.
Altså:
Jeg har i mange år ikke givet firkløveret lommepenge.
Ikke af nogen bestemt årsag, men de har bare stort set altid fået – ikke hvad de pegede på – men hvad de havde brug for!
Og de skal heller ikke lave noget for at få penge. Nej, de laver nemlig noget uanset hvad. I teorien. Det var planen i hvert fald.
Fordi seks mennesker, hund og et utal af venner ind og ud, kræver en daglig oprydning og hjælp i det daglige.
Det er klart at jeg laver lidt mere nu, som arbejdsløs, men de har alligevel deres maddage og deres vasketjans og de hjælper også til med rengøring. Sommetider.
For et par måneder siden fik Divaen og Zorronaldo job, og tjener dermed styrtende med penge, hvorpå Prinsessen og Gårdmand Bjørn blot kunne stå lidt skuffede ved sidelinjen og vente på at blive ældre.
Prinsessen har gjort meget for at få et job. Jeg er sikker på hun ville bestride et job flot. Med det ansvar som fulgte med. Men det er svært at overbevise en eventuel arbejdsgiver om når man kun er 13.
Efter lange og mange samtaler, blev det altså til at de to yngste fik udleveret lommepenge. Efter behov.
Min definition af behov. Ikke deres.
Men det var, mente jeg, ikke stort anderledes end det buskort og telefon som jeg betaler for de store.
Der er bare den hage ved det at 250 kr om måneden forsvinder som sne i Sahara. For nogen. Og nogen begyndte at opføre sig som om hun var millionær. Mindst.
Og så købte Divaen et par sko.
For sin egen løn.
- EFTER at hun havde sat en trediedel ind på opsparingen.
Og ligeledes efter hun havde købt alle de julegaver hun vil give i år.
…
De sko måtte Prinsessen også eje. Og det kunne ikke gå hurtigt nok.
Hun købte dem selv, skønt jeg lagde ud, men blev så efterfølgende en anelse muggen over at jeg krævede pengene.
“Jamen kan jeg ikke bare betale resten engang i… marts… eller efter sommerferien?” kom det håbefuldt.
Nej det kunne det ikke.
Og hendes lommepenge var således brugt, længe inden de overhovedet ramte hendes konto.
Derfor skal der nu andre boller på suppen kan jeg godt love jer, for jeg er ikke Nationalbanken – slet ikke med status som arbejdsløs hvor jeg faktisk kæmper lidt med at få alle ender til at række og pengene til at slå til – og jeg mener ikke det er usundt at lære at såfremt man bruger alle sine penge på pjat, så har man ikke penge til at købe en gave til Astrid.
Det er naturligvis lidt synd for Astrid, og jeg har også foreslået at Astrid kunne låne den ene sko, men Prinsessen svarede ved at trampe op ad trappen og lukke døren temmelig ublidt.
Hun smadrede den trods alt ikke i; hun er skam klog nok til at vide at døre kan forsvinde.
Døre som ikke er der, kan man nemlig ikke smække med.
Vranten eller ej.
Related posts:
