Jeg kan trille…

Hvilket er helt og aldeles selvforskyldt, da jeg efter devisen: det er ikke det du spiser mellem jul og nytår der feder, men derimod det du spiser mellem nytår og jul som sætter sig, har ædt mig igennem de sidste tre uger.

Derfor er jeg rund som en opsvulmet ballon og burde kaste mig over grøntsager og fibre i stedet for juls og nytårs efterladenskaber.

Og marcipan med blød nougat.

Men det er svært og jeg har nogenlunde ligeså meget rygrad som en våd regnorm – ikke at den tørre har mere rygrad men det lyder bare mere slattent – og jeg er fuldstændigt ude af stand til at holde mig fra alt det lækre.

Og man gider da ikke bare smide det ud, vel?

I disse StopSpildAfMad tider.

Så jeg æder igennem og glæder mig over at jeg i morgen kan gå igang med at tabe det igen. Uden at være sulten.

I foråret var jeg på første gang i mit liv på en kur, med en masse anderledes regler og ting jeg skulle gøre og ikke gøre – jeg overholdt dem – og tabte mig. Og tog ikke det hele på da jeg holdt op med at bruge kuren.

Det var så først nu med al den marcipan og småkager og blød nougat, jeg tog på igen.

Jeg E L S K E R mad. God mad, smagfuldt mad. Mad med fløde, mad som er dampet, mad i alle afskygninger. Okay altså hverken levende eller rå mad, ejheller nedfaldsmad som det er synd for, men ellers alt mulig andet mad.

Så jeg har aldrig været sådan rigtigt på kur, for det er da så kedeligt at være på kur og man er sulten hele tiden.

Men i denne her kur får jeg lov til at spise fem gange om dagen! Fem!

Den hedder GO Diet.

Det virkede meget indviklet og en anelse uoverskueligt i starten men jeg blev hjulpet igang af andre og jeg nød faktisk at være på kur!

Nej, jeg får ikke penge for at sige sådan!

Men altså, først er der det med maden. Faktisk skal jeg spise fem gange dagligt. Og der skal som minimum gå 2 1/2 time mellem hvert måltid og maksimum 4 timer. Så det er bare med at have regnet den ud og placeret måltiderne på strategiske tidspunkter!

Til hvert måltid skal jeg have tre ting:

- kulhydrater og/eller frugt i en mængde der svarer til min knyttede hånd.

- proteiner i en mængde der svarer til min håndflade/tykkelse uden fingrene

- fedt som en tommeltot!

Til mindst to af de fem måltider skal der spises to “knytnæver” grøntsager. Kartofler skal enten være kogte eller bagte.

Og jeg skal drikke tre liter vand dagligt.

Men så har jeg en hel fridag, hvor jeg må spise hvad jeg vil. Ja ja! Og derudover et frimåltid – som ikke må vare mere end 2 timer – hvor jeg ovenikøbet må drikke et glas vin. For alkohol er ellers bandlyst i denne hersens kur.

Det var indtaget.

Så skal man også love at man sover 7 timer hver nat. Eller i hvert fald ligger i sin seng med slukket lys.

Og man skal lave motion i 30 min, hver dag. Hvad enten man vælger at gå en rask tur eller lave spinning er vist et fedt, bare man får pulsen op.

Dette er naturligvis et gammelt billede fra før jul.. Jeg går jo først igang i morgen!

Og så er der det mentale.

Man skal finde en dårlig vane man vil af med.. Og noget godt man vil gøre for sig selv. Den dårlige vane kunne være hvis man altid spiser foran TVet og ikke er opmærksom på mand og børn, kunne man vælge at slukke TVet under måltiderne og være lidt mere tilstede. Og det gode kunne være at man huskede at bruge rynkecreme hver aften. Eller sådan noget.

Vi, i vores klub af damer der vil tabe sig, har fundet ud af at 12 deltagere i en omgang er det bedste. Vi delt ind i små hold på tre, og dyster mod de andre hold, og man skal snakke sammen dagligt, både med modstandere og holdkammeraterne.

Det hele føres ind i et flot excelark og man får strafpoints hvis ikke man gør som aftalt.

Man skulle gerne opnå at tabe 1% af sin vægt om ugen og hvis det lykkes, får man bonuspoints. Vi spiller i fire uger i alt.

Vi spiller om penge. Man kan spille om så meget andet. Vi betaler alle 200 kr for fire uger, og vinderholdet deler puljen!

Det lyder indviklet – det er det ikke – ikke ret meget altså.

Der er skrevet en bog om kuren og den kan vist fås på amazon.

Jeg er helt klar – og starter i morgen!

Såfremt nogen vil vide mere kan I bare spørge, enten her eller på min email hvis det er lidt hemmeligt!

No related posts.

  • Love
  • Save
    Add a blog to Bloglovin’
    Enter the full blog address (e.g. https://www.fashionsquad.com)
    We're working on your request. This will take just a minute...