Jeg synes ikke, pikke er spændende. Så kort kan det siges.

Havnede post-work halvsent i går aftes på meget lille og meget brunt værtshus med virkelig god (seriøst!) kunst på væggene* og lige så afsindigt godt kollega- og ekskollegaselskab på barstolene.

En af de aftner, hvor man egentlig har tænkt, det bare skal være en enkelt. Også fordi man ikke lige har taget højde for, at der i Indre By stadig findes etablissementer, der ikke tager dankort. Så jeg kørte på kollegernes skejser fra første øl til efter midnat.

Det giver mig herredårlig samvittighed. Angsten for at være en af dem, der nasser, ligger dybt i denne lebbe. Men jeg omgiver mig heldigvis med søde, gavmilde mennesker, der synes, min nasseskam er åndssvag. Og vi blev således noget mere fulde, end planen (min) var.

Vi talte selvfølgelig om homoseksualitet. Der kommer et punkt, hver gang jeg alko-taler med semiperifære og/eller professionelle bekendtskaber, hvor de spørger mig:

Hvornår sprang du egentlig ud?

Og så fortæller jeg historien (som jeg med garanti også har fortalt her på bloggis en gang eller tyve) om dengang efter et halvt års tid som heteroseksuel single med skønne, slutty tendenser, hvor jeg tog på Stengade med Bedstebøssi og et eneste formål:

At score en kvinde.

Jeg fuldførte missionen den efterårsnat i 2005 og vågnede op dagen derpå med et eneste meget klart og præcist lynnedslag i hovedet:

Hvorfor har jeg dog ikke tænkt på det noget før?

Det er løgn, at jeg aldrig kiggede mig tilbage over min heteroskulder derfra. For det gjorde jeg. Nogle måneder efter Stengade-rendez-vous'et var jeg, så vidt jeg husker, en enkelt gang i seng med min halvfaste mandlige elsker gennem flere år.

For gammelt bollevenskabs skyld.

Og så knaldede jeg en anden mand for omtrent tre år siden, da jeg og min eks gik fra hinanden.

Begge oplevelser var mig inderligt ligegyldige. Fine nok, men ligegyldige. Jeg synes ikke, pikke er spændende. Så kort kan det siges. Det er bare som om, jeg lige engang imellem skal have genbekræftet, at jeg nu også har truffet det rigtige valg ved at springe på damehesten. Som man siger.

Og det har jeg.

Og godt for det.

*Det viser sig, at årsagen til, at kunsten på Cafe Nick er så god, er, at sultne (tørstige) kunstnere gennem tiden har kunnet betale for drikkevarer med væg-udsmykning, når pengene var små. Det, synes jeg, er helt vildt fint. Egentlig blot lidt synd - men vel også en del af charmen - at alle malerierne med årene har fået samme gulnede farveskala, fordi man må ryge indenfor på værtshuset, der er på størrelse med mit soveværelse. Agtigt.