40 dages ro- Respekten for det nye liv...

Vi kvinder er rigtig gode til at presse os selv. Vi bliver aldrig rigtig gode nok, vores hjem er aldrig smukt nok og mange af os er rigtig dårlige til at læne os tilbage og slappe helt af. Desværre bliver det for mange af os endnu værre, når vi får børn. Vi styrter rundt for at få huset og børnene til at funkle, så vi kan fremstå så perfekte som overhovedet muligt. Jeg synes, at vi bør smide alt det over bord -specielt i tiden efter fødslen.

I nogle kulturer bliver den nybagte mor og spædbarnet isoleret i 40 dage, fordi man mener, at mor og barn er ekstra sårbare i perioden efter fødslen. Tallet 40 er et vigtigt tal i de store religioner og står for renselse, og nogle mener også, at man skal bruge 40 dage til at tillægge sig nye vaner eller fralægge sig uvaner.

I forbindelse med fødslen og det nye liv, mener man i visse kulturer, at 40 dage er den tid, det tager for et lille barn, at vænne sig til livet uden for maven, og den tid det tager moderen at indfinde sig i sin nye rolle. Nogle gange afsluttes de 40 dage med en fest, hvor barnet vises frem i lokalsamfundet.
Jeg synes, at det er en smuk måde at vise respekt for det lille nye menneske og den nybagte mor.

Vi mødre ved, at det at få et lille barn ændrer vores liv for altid. Livet bliver bare aldrig rigtig det samme, efter man har holdt sit lille barn i armene for første gang, og kærligheden bliver aldrig større end den kærlighed, vi har til vores børn.
Overvældende følelser, søvnløse nætter, amning osv. er alt sammen ting, vi skal vænne os til. At give sig selv til et lille nyt menneske og tilsidesætte sine egne behov, er for de fleste mødre en udfordring af de helt store. For mig er det logisk, at det kræver både tid og ro. Jeg har så vidt muligt forsøgt at skabe ro i tiden efter fødslen. Jeg har haft blanke sider i kalenderen, fordi tiden med et spædbarn er så dyrebar og desværre aldrig kommer igen.

I vores del af verden er det almindeligt at familie og venner kommer og ser det nyfødte barn ganske kort tid efter fødslen. Specielt efter jeg havde født mit første barn, var jeg fuldstændig overvældet og havde brug for ro og tid, til at lære min datter at kende og finde mig selv i mor-rollen. Barselsbesøgene fyldte hurtigt rigtig meget.
Efter jeg har fået flere børn, er jeg blevet bedre til at sige til og fra. Min mand og jeg har sørget for at sprede besøgene ud over lang tid, for et spædbarn er jo nyt og lille i mange uger efter en fødsel, så det er i virkeligheden ikke så vigtigt, at hele omgangskredsen ser barnet med det samme.

For mig har det været umådelig vigtigt, at have så meget ro som overhovedet muligt i ugerne efter fødslen. I de første dage, har jeg bare haft brug for at ligge hud mod hud med min baby. Det har været vigtigt for mig, at amningen var helt på plads, før jeg bevægede mig ud af huset, og jeg har kun taget imod besøg, i det omfang jeg har følt, min baby og jeg havde behov for.

Jeg tror, at roen og respekten for spædbarnets behov styrker det. Respekten for at et lille barn har et sart nervesystem og langt hurtigere bliver stresset end os voksne. Længe efter fødslen er barnets eneste behov, at være tæt på dets forældre, at sove og spise og få en tør rumpe. Jeg tror, at vores børn bliver langt mere robuste, hvis vi skaber den fornødne ro og giver os selv lov til at slappe af og bare være med vores nyfødte barn. Fyrre er jo bare et tal, men på mange måder er det en god målestok at have med sig i baghovedet.

Livet i dag går så hurtigt. Kvinderne bliver sendt hjem fra fødeafdelingen ganske få timer efter fødslen, og spædbarnet har allerede tøj på kort efter, at det er kommet ud af maven. Der er i det hele taget ikke meget fokus på ro og respekt for, at det lille nye liv, har brug for tid til at vænne sig til livet uden for maven. Det er trist, fordi den første tid med et spædbarn, er så vigtig og betydningsfuld i forhold til resten af livet. Tiden går så stærkt, og det er sundt at øve sig i at slappe af og være i nuet med sit spædbarn.
Verden står jo nok stadig efter nogle rolige måneder i babyboblen...

Til slut, vil jeg sige, at når jeg skriver disse indlæg om børn osv. handler det ikke om, at jeg har fundet de vises sten. Jeg skriver ud fra egne betragtninger og erfaringer med mine børn. Jeg skriver hverken for at give nogle dårlig samvittighed, eller for at pådutte andre mine sandheder. Da jeg skrev indlægget om, at jeg mener små børn bør have hue på, var der en der ikke var enig med mig. Det er ok, men jeg føler, at jeg på min blog, bør være tro mod mig selv og skrive om det, jeg føler er det rigtige for mig. Jeg tror også, at det netop er grunden til, at så mange følger med. Vi er alle sammen forskellige, og vi gør alle sammen det aller bedste for vores børn, udfra de forudsætninger vi har. Også jeg begår fejl og er ikke altid den perfekte mor, men jeg er en god mor, og jeg føler, at jeg har noget at bidrage med, og det er det, jeg håber kan inspirere andre.

Billeder fra Instagram