Et digt der både bringer Colin Firth og jeg til tårer;

Jeg er begyndt at læse lidt i min nye digtsamling. Jeg bladrer frem og tilbage mellem de berømte navne og dypper mine tåspidser i de ord, som har fremkaldt et hav af følelser hos deres læsere. Digtene varierer og skifter farve for hver eneste side; Ken Follett har udvalgt et digt af Thomas Hardy, Stephen Fry fremhæver et digt af den amerikanske gigant Walt Whitman, altimens Sebastian Faulks lader Coleridges romantiske ord genopstå fra deres glemsel. "Poems That Make Grown Men Cry" er en smuk digtsamling fyldt med store personligheder og rørende ord af legendariske digtere. Men det digt der får alvor har fanget min opmærksomhed, det digt der har efterladt mig med en klump i halsen, befinder sig på en af digtsamlingens sidste sider. Colin Firth tog pusten fra mig med det digt, som han har udvalgt. "Regarding the Home of One's Childhood, One Could" af Emily Zinnemann er nemlig et digt om forsvindende hukommelse, om tiltagende og aftagende nostalgi og om abrupte, afbrudte linjer. Der er noget næsten uhyggeligt klarsynet og ulideligt realistisk over det. Det er et digt med stor effekt, og jeg har aldrig nogensinde hørt om det eller dets forfatter før nu. Og derfor tænkte jeg, at jeg ville dele det med jer.

Emily Zinnemann - "Regarding the Home of One's Childhood, One Could"

"Regarding the Home of One’s Childhood, One Could: forget the plum tree; forget its black-skinned plums;

also the weight
of their leaning as they leaned

over starry hedges;
also the hedges,
the dew that turned them starry;
the wet-bellied pups who slunk there

trailing ludicrous pedigrees;
even the eyes

of birds
glittering

in the branches;
even the branches"