Jul og BøF
Tak for alle de fine bodyer, Louise! Der er ikke noget bedre end en kasse aflagt tøj Jamen, så fløj december søreme også afsted. Om jeg begriber hvordan tiden kan rende så stærkt når nu vi gør alt hvad vi kan for at skrue ned for tempoet og lave så lidt som overhovedet muligt.
Vi har med vilje ikke julet særlig meget i denne måned. Altså, vi har selvfølgelig haft pyntet fint op, købt juletræ, set julekalender hver dag og spist masser af nougat og sår'n, men derudover ellers forsøgt at gå en stor bue udenom Strøget og Sallings forfærdelige røde julehjerter, (som de tilsyneladende nægter at skifte ud. Er det bare mig, eller har de haft dem sådan cirka for altid?), julefrokoster og julearrangementer her og der og allevegne, og al den stress og jag, det kan medføre. Det eneste julehalløj jeg var tvunget til at deltage i har været med til, var såkaldt julehygge ude i min egen børnehave. Altså, idéen er jo i teorien prisværdig nok, men at tvinge forældre hjem fra arbejde en tidlig fredag eftermiddag, for at de kan sidde som sild i en tønde på små, dværgtaburetter og drikke varm rødvin med müsli i, spise lunkne æbleskiver og forsøge at holde styr på deres fredagstrætte børn plus søskende, det er i min optik ikke ligefrem topmålet af hygge.
Vi har med vilje ikke julet særlig meget i denne måned. Altså, vi har selvfølgelig haft pyntet fint op, købt juletræ, set julekalender hver dag og spist masser af nougat og sår'n, men derudover ellers forsøgt at gå en stor bue udenom Strøget og Sallings forfærdelige røde julehjerter, (som de tilsyneladende nægter at skifte ud. Er det bare mig, eller har de haft dem sådan cirka for altid?), julefrokoster og julearrangementer her og der og allevegne, og al den stress og jag, det kan medføre. Det eneste julehalløj jeg var tvunget til at deltage i har været med til, var såkaldt julehygge ude i min egen børnehave. Altså, idéen er jo i teorien prisværdig nok, men at tvinge forældre hjem fra arbejde en tidlig fredag eftermiddag, for at de kan sidde som sild i en tønde på små, dværgtaburetter og drikke varm rødvin med müsli i, spise lunkne æbleskiver og forsøge at holde styr på deres fredagstrætte børn plus søskende, det er i min optik ikke ligefrem topmålet af hygge.
Billeder fra Instagram (navnet er vannorde, hvis I skal kigge med) Severin er tilsyneladende lige vågnet, på vej i barnevognen eller i drømmeland på de fleste af mine billeder. Derudover er billederne fra Tony Matelli-udstillingen på Åros og fra krybbespillet i kirken, hvor Ludvig var en af de vise mænd fra Østerland
Så hellere gøre som de gør det ovre i Ludvigs børnehave; i hele december måned juler de igennem for hårdt og finder på alle mulige spændende aktiviteter - men kun for børnene; og de kommende skolebørn opfører et krybbespil i kirken, og her er forældre og bedsteforældre velkomne til at dukke op. Det er alt rigeligt, synes jeg. I år holdt de også en lille julekoncert, hvor Steffen og Mek Pek kom og spillede. Dét var til gengæld et arrangement, jeg gerne ville have været med til. Det havde vist også været en kæmpe succes, med mange glade, dansende børn - og så lige Ludvig og hans homies, som efter sigende havde stået med åben mund og polypper, og ikke helt fattet at Steffen var i børneren.
Og så blev det endelig juleaften og den forløb præcis som sådan en skal. En tur i kirke, dejlig mad, glade børn, gode gaver. Steffen og jeg havde aftalt, ikke at give hinanden julegaver. Hvorfor ved jeg egentlig ikke, for da det endelig blev gavetid juleaften, sad vi begge med en lidt flad fornemmelse over ikke at kunne give hinanden noget; så nu udveksler vi gaver i januar i stedet, og har desuden booket et spaophold på Gilleleje Badehotel. Hvornår trænger man ikke til det?
Så hellere gøre som de gør det ovre i Ludvigs børnehave; i hele december måned juler de igennem for hårdt og finder på alle mulige spændende aktiviteter - men kun for børnene; og de kommende skolebørn opfører et krybbespil i kirken, og her er forældre og bedsteforældre velkomne til at dukke op. Det er alt rigeligt, synes jeg. I år holdt de også en lille julekoncert, hvor Steffen og Mek Pek kom og spillede. Dét var til gengæld et arrangement, jeg gerne ville have været med til. Det havde vist også været en kæmpe succes, med mange glade, dansende børn - og så lige Ludvig og hans homies, som efter sigende havde stået med åben mund og polypper, og ikke helt fattet at Steffen var i børneren.
Og så blev det endelig juleaften og den forløb præcis som sådan en skal. En tur i kirke, dejlig mad, glade børn, gode gaver. Steffen og jeg havde aftalt, ikke at give hinanden julegaver. Hvorfor ved jeg egentlig ikke, for da det endelig blev gavetid juleaften, sad vi begge med en lidt flad fornemmelse over ikke at kunne give hinanden noget; så nu udveksler vi gaver i januar i stedet, og har desuden booket et spaophold på Gilleleje Badehotel. Hvornår trænger man ikke til det?
Flere billeder fra Instagram. I skrivende stund har jeg uploadet 468(!) billeder derinde, så I kan nok forstå hvorfor jeg ikke har haft tid til at blogge, ja?
Jeg har ikke gjort særlig meget ud af mig selv siden jeg blev mor, og det er skam ikke fordi det ikke har været nødvendigt, men jeg har simpelthen ikke orket det. Jeg slæber stadig rundt på noget af det graviditetsflæsk, jeg ragede til mig da jeg ventede Ludvig, og mit hår ryger altid bare op i en kedelig hestehale fordi det er mest praktisk i forhold til børn og job. Når jeg en sjælden gang er ved frisør, vælger jeg bare den første den bedste, der har tid, og resultatet er tit herefter.
Jeg kommunikerer dårligt med den slags mennesker, frisører. En gang satte jeg mig i stolen hos en lokal Salon Klip og Krøl-type, og fortalte og forklarede ned i mindste detalje hvordan jeg gerne ville have mit hår, både i forhold til farve og klipning, og frisøren nikkede og smilede og lod til at forstå hvor jeg ville hen. Da jeg endelig sluttede talestrømmen, svarede frisøsen Ja, altså sådan lidt á la Line Baun Danielsen? Hvad? Nej, sgu da overhovedet ikke som Line Baun Danielsen. Jeg er 25, for filan! (...det var jeg i hvert fald dengang.) En anden gang havde jeg et billede med af Alexa Chung, og cyklede hjem som noget et barn havde klippet i. Jeg burde i virkeligheden bare undersøge markedet lidt og tage mig tid til at finde en god frisør. Det er det samme når jeg skal have lavet celleskrab. Jeg spørger ikke efter en bestemt læge, men får bare tid hos den der nu end er ledig, hvorfor jeg altid - altid - ender i stigbøjlerne hos en ung, mandlig turnuslæge med rystehænder og ringe erfaring.
Jeg har ikke gjort særlig meget ud af mig selv siden jeg blev mor, og det er skam ikke fordi det ikke har været nødvendigt, men jeg har simpelthen ikke orket det. Jeg slæber stadig rundt på noget af det graviditetsflæsk, jeg ragede til mig da jeg ventede Ludvig, og mit hår ryger altid bare op i en kedelig hestehale fordi det er mest praktisk i forhold til børn og job. Når jeg en sjælden gang er ved frisør, vælger jeg bare den første den bedste, der har tid, og resultatet er tit herefter.
Jeg kommunikerer dårligt med den slags mennesker, frisører. En gang satte jeg mig i stolen hos en lokal Salon Klip og Krøl-type, og fortalte og forklarede ned i mindste detalje hvordan jeg gerne ville have mit hår, både i forhold til farve og klipning, og frisøren nikkede og smilede og lod til at forstå hvor jeg ville hen. Da jeg endelig sluttede talestrømmen, svarede frisøsen Ja, altså sådan lidt á la Line Baun Danielsen? Hvad? Nej, sgu da overhovedet ikke som Line Baun Danielsen. Jeg er 25, for filan! (...det var jeg i hvert fald dengang.) En anden gang havde jeg et billede med af Alexa Chung, og cyklede hjem som noget et barn havde klippet i. Jeg burde i virkeligheden bare undersøge markedet lidt og tage mig tid til at finde en god frisør. Det er det samme når jeg skal have lavet celleskrab. Jeg spørger ikke efter en bestemt læge, men får bare tid hos den der nu end er ledig, hvorfor jeg altid - altid - ender i stigbøjlerne hos en ung, mandlig turnuslæge med rystehænder og ringe erfaring.
Nyt hår - eller ny farve, i hvert fald
Nå, men det jeg vil hen til er, at jeg i dag har været ved frisør. Jeg valgte stedet fordi de var den eneste salon i nærheden, som havde åbnet, men min nye frisør og jeg taler tilsyneladende samme sprog, og hun var vildt sød og pæn og dygtig, så nu er det der, jeg bliver vandonduleret fremover, m'kay?
Vi har været til infomøde på Ludvigs kommende skole, BøF, og vi er helt høje over at vi har fået plads i en så fantastisk institution. Altså, vi kan slet ikke få armene ned over at vi er så heldige at bo i nærheden af så spændende en skole. Hverken Steffen eller jeg har gået på friskole/lilleskole, så vi har aldrig næret ønske om at vores børn skulle gå sådan et sted, men nu hvor vi har researchet på hvad det egentlig betyder at være barn på en lille friskole, er vi helt solgte. Altså, det der med at lege undervisningen ind, som er blevet så populært i folkeskolen de senere år, det er jo sådan set hvad friskolen altid har gjort. Da jeg fortalte mine forældre, at vi havde meldt Ludvig ind på BøF, var min mors første spørgsmål, om ikke friskoler er sådan noget med at sidde i rundkreds og tromme sit navn. Ha. Det er muligt at det var sådan lidt langhåret en gang, men nu er friskolerne altså blevet sådan nogle, som folkeskolerne kigger over skulderen, fordi man endelig har indset at det er umuligt at undervise 28 forskellige børn (eller hvor mange det nu end er, kommuneskolerne prøver at stuve sammen) på én og samme måde. Fedt.
Skolen underviser naturligvis i det de skal, men vægter samtidig drama, musik og billedkunst højt - lige noget for Ludvig. Noget andet, der også tiltaler os er, at forældrene ved indmeldelsen skriver under på at de vil deltage aktivt i barnets skolegang. At skolen ikke bare er et sted, man kan hælde sit barn af og hente igen en gang efter endt eksamen, og så er det forhåbentlig gået godt. Nej, man er med hele vejen og hjælper til og tager ansvar og løfter i samlet flok - og er derved også gode forbilleder for børnene. Arj, men jeg si'r jer, vi er komplet hjernevaskede af det sted. Elsker det!
Nå, men det jeg vil hen til er, at jeg i dag har været ved frisør. Jeg valgte stedet fordi de var den eneste salon i nærheden, som havde åbnet, men min nye frisør og jeg taler tilsyneladende samme sprog, og hun var vildt sød og pæn og dygtig, så nu er det der, jeg bliver vandonduleret fremover, m'kay?
Vi har været til infomøde på Ludvigs kommende skole, BøF, og vi er helt høje over at vi har fået plads i en så fantastisk institution. Altså, vi kan slet ikke få armene ned over at vi er så heldige at bo i nærheden af så spændende en skole. Hverken Steffen eller jeg har gået på friskole/lilleskole, så vi har aldrig næret ønske om at vores børn skulle gå sådan et sted, men nu hvor vi har researchet på hvad det egentlig betyder at være barn på en lille friskole, er vi helt solgte. Altså, det der med at lege undervisningen ind, som er blevet så populært i folkeskolen de senere år, det er jo sådan set hvad friskolen altid har gjort. Da jeg fortalte mine forældre, at vi havde meldt Ludvig ind på BøF, var min mors første spørgsmål, om ikke friskoler er sådan noget med at sidde i rundkreds og tromme sit navn. Ha. Det er muligt at det var sådan lidt langhåret en gang, men nu er friskolerne altså blevet sådan nogle, som folkeskolerne kigger over skulderen, fordi man endelig har indset at det er umuligt at undervise 28 forskellige børn (eller hvor mange det nu end er, kommuneskolerne prøver at stuve sammen) på én og samme måde. Fedt.
Skolen underviser naturligvis i det de skal, men vægter samtidig drama, musik og billedkunst højt - lige noget for Ludvig. Noget andet, der også tiltaler os er, at forældrene ved indmeldelsen skriver under på at de vil deltage aktivt i barnets skolegang. At skolen ikke bare er et sted, man kan hælde sit barn af og hente igen en gang efter endt eksamen, og så er det forhåbentlig gået godt. Nej, man er med hele vejen og hjælper til og tager ansvar og løfter i samlet flok - og er derved også gode forbilleder for børnene. Arj, men jeg si'r jer, vi er komplet hjernevaskede af det sted. Elsker det!
Hverdagsglimt fra 8240
Vores blog er i øvrigt i det nye nummer af Vores Børn Plus. Mig som pædagog og Steffen som pædagogmedhjælper?! Ha. Det er mig, der er medhjælper og Steffen er musiker. Så er dét på det rene.
Ellers er det lille blogportræt fint, synes jeg. Det var spændende at være med til.
Vores blog er i øvrigt i det nye nummer af Vores Børn Plus. Mig som pædagog og Steffen som pædagogmedhjælper?! Ha. Det er mig, der er medhjælper og Steffen er musiker. Så er dét på det rene.
Ellers er det lille blogportræt fint, synes jeg. Det var spændende at være med til.
More posts from
