Om børn og kiropraktik – 6 måneder i behandling #3
Vi gik derfra med håb, men alligevel uden forventninger. Og med rette. Alma gik 3 gange om ugen i det første stykke tid – senere blev det til to gange, og omkring jul skulle hun være så langt, at der nu kunne gå en måned før næste behandling. Der var ikke sket mirakler i den tid. Hun græd stadig meget, når hun skulle puttes, og hun skulle helst have kropskontakt hele tiden. Sove hos mig… på mig… Jeg forsøgte mig med en slynge, men jeg kunne ikke finde ud af at lægge hende i den. Hun vendte ligesom den forkerte vej, så istedet bar jeg hende rundt… Eller sad plantet på min post i sofaen.
Når hun græd, var det uden lyd de første mange sekunder. Hun holdt simpelthen op med at trække vejret. Det kunne være helt op til 30 sekunder, før hun gav slip i et skrig, og panikgråden satte ind. Det var så væmmeligt. Jeg hoppede op og ned med hende. Vissede, sang og kildede hende under fødderne, for at få hende til at tage luft ind, mens hun vred sin lille krop. Det var som om, at hun ikke kunne få hele vejrtrækningsmekanismen til at fungere – den gik bare i stå. Lige indtil kroppens automatiske redningsrefleks satte ind, og tvang luft ned i de små lunger. Senere lærte vi et trick med at puste hende hårdt ind gå ganen. Det virkede nogen gange.
Almas søvn blev lidt bedre i løbet af vinteren. Ca 45 minutter kunne hun nu komme op på i løbet af dagen, og hvis jeg var heldig – meget heldig- kunne jeg nå at vugge hende til 20 minutter mere. Hun havde meget vågen tid i løbet af dagen, og det meste var en glad og smilende baby, så længe jeg var tæt. Jeg brugte hvert øjeblik af døgnet sammen med hende. Jeg kunne ikke finde ud af andet, for jeg vidste ikke, hvem jeg var, når jeg ikke var sammen med mit barn. Det var ikke sådan, at jeg ikke kunne finde ud af at gå fra hende. Det er svært for nogen mødre, men sådan havde jeg det ikke. Jeg tog gerne ud og handlede, eller ud og shoppe. Så længe jeg ikke skulle være sammen med andre mennesker, så nød jeg at komme ud, mens Alma var trygt hos sin far. Isolationens kløer havde godt fat i mig. Lige bortset fra mødregruppe, så havde jeg intet behov for at være sammen med andre. Jeg havde det bedst hjemme i mit fort. Jeg følte mig akavet i selskab med andre, for jeg havde virkelig ikke noget at byde på.. Mit liv var jo centreret omkring vores datter, og der var ikke mange, der kunne forstå eller forholde sig til det, vi gik igennem. Så jeg tav – og jeg isolerede.
Om natten sov Alma imellem os. Først i lift og siden med pude og dyne. Vi lå helt tæt. Ansigt mod ansigt. Her fandt hun ro. Her kunne hun sove det meste af en nat. Hun sov på siden, trods alskens trusler om vuggedød, så var det den eneste måde, hun kunne sove på. Det faldt ikke i god jord hos hverken sundhedsplejerske eller lægen, så jeg løj og sagde, at vi lagde hende på ryggen – som man jo skal. Hun kunne godt tage nogle timer i streg om natten, af flere omgange, men om dagen var der stadig intet, der kunne betegnes som begyndende rutine. Da vi flyttede, vandt vi en stor altan med i købet, og jeg stod time efter time og vuggede og vandrede, mens Alma skreg i barnevognen. Det var en ulige kamp. Halvanden times putning for 40 minutters søvn var en virkelig dårlig handel. Hun havde ingen træthedsindikatorer. Ingen. Hun gned ikke øjne, gabte eller pjevsede, så vi anede rent faktisk ikke, om hun overhovedet var træt. Eller måske endda overtræt. Vi måtte bruge vores fornuft, og tænke, at nu bør hun sove, for hun kunne ikke kommunikere træthed til os. Så vi gættede i stedet.
Omkring jul – måske lige efter, oplevede jeg for første gang, at Alma faldt i søvn selv. Jeg havde lagt hende på siden i sin seng, hvor hun lå og pillede ved noget legetøj, og da jeg kiggede til hende kort efter, sov hun så fint. Det var en kæmpe sejr, og jeg var så stolt af min lille pige. Jeg ringede til både Kasper og familien, og tog en milliard billeder, og så stod jeg bare og kiggede på hende. Mit lille væsen, som for første gang følte sig tryg nok til at give slip og glide ind i søvnen. Jeg tudede også, men det gjorde jeg jo hele tiden, denne gang var det bare af glæde og ikke frustration. Det gik lang tid, før det skete igen.
Omkring jul var vi et godt sted. Så godt, som man nu kunne være i vores situation. Vi havde accepteret tingenes tilstand, og vi var fortrøstningsfulde med kiropraktorbehandlingen. Der var ikke sket de store forandringer, som vi havde håbet på – ikke nogen, vi kunne mærke ihvertfald, men vi havde tillid til vores behandler, og hun er et fantastisk rart menneske. Det betød utrolig meget at færdes et sted, hvor vi følte os forstået, og hendes store erfaring med små børn, gav anledning til gode samtaler i de små 10 minutter en behandling varede. Vi var nu nået til et punkt i Almas behandlinger, hvor tiden imellem blev øget, og det var en stor lettelse.
Jeg glædede mig rigtig meget til at få lidt luft i ugen, for med 2-3 behandlinger hos kiropraktor, de almene lægetjek, besøg fra sundhedsplejersken og mødregruppe en gang i ugen, så var vores kalender fyldt godt ud. Jeg savnede at være derhjemme uden planer, og jeg savnede vores boble. Isolationen. Jeg kunne ikke rumme andre mennesker.
Et par uger ind i januar brød vores verden sammen igen. Almas låsning havde sat sig godt fast igen, og vi startede forfra med behandlingerne. 3 gange om ugen. Hun skreg døgnet rundt igen. Skreg, ikke græd. Så meget smerte, der kunne komme ud af den lille pige. Alt hvad der var begyndt at ligne et søvnmønster ramlede sammen, og vi røg lige tilbage til døgnvagten i sofaen. Mit liv faldt sammen igen. Jeg havde intet at stå imod med. Intet at være stærk med. Det var så pissehamrende uretfærdigt, og vi kunne intet stille op. Vi var helt og aldeles afhængige af vores kiropraktor, og på det tidspunkt ramte det mig klart, og vores liv lå i hendes hænder. Hun var vores eneste håb, for alle andre steder blev vi mødt med vendte øjne og dybe suk de pylrede forældre, som skulle tage og slappe af. “Hun voksede nok fra det”.
Da vi nåede ind i februar, og Almas låsning ikke ville give sig, anbefalede kiropraktoren, at vi tog kontakt til en kraniosakralterapeut. Hendes eksakte ord var, at det her kunne hun ikke klare alene. Hun forklarede noget om bindevæv og muskelspændinger, og jeg lyttede… Lyttede, men forstod ikke ret meget. Hun anbefalede en, som kører ud og behandler, og som flere af hendes kunder havde haft god erfaring med. Jeg ringede i det sekund, jeg trådte ud af klinikken og lagde en besked på telefonsvareren, og så gik jeg ellers hjem med hjertet oppe i halsen og telefonen i hånden, hvis hun nu skulle ringe tilbage med det samme.
Der gik et stykke tid, før hun vendte tilbage, kraniosakralen. Nogle uger, tror jeg, og der gik yderligere 4 uger, før hun havde tid til at se os. Hun fik det meste af vores historie i telefonen, og hun kunne se sammenhæng i det hele. Vi talte sammen i mere end en time, og hun lovede, at hun kunne hjælpe os. På vej i hvertfald, for mirakler troede hun ikke på. Og dem forventede vi heller ingen af.
På onsdag kommer næste indlæg
*/Cecilie
