Hverdagstanker

En stille stund sidder jeg her for mig selv. Den er sjælden, for de sidste mange måneder har ligget badet i sygdom – ganske lige som så mange andre. Det tager på kræfter og hjernemekanik at gå fra at være menneske, til at være omsorgsmaskine, der skal samle op, tage sig af, støtte og pylre om, og på et tidspunkt når man der til, hvor man bare har lyst til at skrige.

Der er jeg lige nu, og derfor skubber jeg også dagens indlæg om børn og kiropraktik til næste onsdag. Jeg magter ikke at dykke ned i fortidens smerte og hive glemte følelser op, og jeg ville nok heller ikke kunne give dem substans, så de giver mening for andre end mig selv… istedet vil jeg gribe strikketøjet og en film og synke langt ned i sofaen.

*/Cecilie