Om børn og kiropraktik – kraniosakralterapeuten #4

Kraniosakralterapeuten kom første gang d. 17 marts. Datoen husker jeg helt tydeligt, for det var min fødselsdag og Kasper havde taget fri fra job. Alma var på det tidspunkt omkring 9½ måned, og en fantastisk dejlig lille pige. Når hun var vågen, var hun glad og mild, så længe en af os var lige ved, men søvn og putning var stadig et kaos. På dette tidspunkt var hendes personlighed også ved at træde frem, og det blev tydeligere, at Alma ikke kunne være hos andre end os, hvilket var svært, når familien var på besøg. Jeg havde en ubehagelig følelse af, at særligt farmor og mormor synes, at jeg var en ravnemor, der ikke havde tillid til andre når det gjalt mit barn – og det havde jeg måske i virkeligheden heller ikke. Ikke at jeg ikke stolede på andres kompetencer til at passe mit barn, men jeg havde ikke tillid til, at Alma ville føle sig tryg uden for vores boble, og derfor sørgede jeg altid for at være tæt ved hende. Det gik langt over mine grænser, når nogen ‘stak af’ med hende, selvom det bare var ind i et andet rum. Jeg skulle helst kunne se hende hele tiden.

Hendes låsning gjorde, at vi ikke tumlede med hende, som man ville gøre med andre børn. Det især var også svært at forklare over for andre, som jo med bedste intentioner ville give en ‘flyvetur’, eller trille, rulle, hoppe med vores barn. – Og nogen gange lod vi passere, mens en stemme inden i skreg: HOLD DIG FRA MIT BARN!! Vi valgte vores kampe, men tog langt de fleste, og jeg er sikker på, at det oftest blev ledt tilbage til mig… Ravnemoderen.

Kraniosakralen (KS) skulle komme omkring frokost, så det meste af dagen gik med at vente… Vi havde ikke de store forventninger til besøget, for vi kendte ikke så meget til kraniosakralterapi. Ærligt, så troede jeg faktisk, at det var sådan noget med hovedbundsmassage og æteriske olier – og hvordan skulle det lige hjælpe vores lille skat?

Konsultationen varede ca 1½ time. KS nåede dårligt inden for døren, før hun sagde: “Ja, hun er låst i mellemgulvet og i bækkenet”! Uden at have haft fingrene i vores barn, kunne hun ud fra bevægelsesmønstre, vejrtrækning og ansigtssymmestri konkludere, at vores datter var låst. Flere steder.

Det var en oplevelse på godt og ondt at have besøg af KS. Godt, fordi vi fik forklarede en masse sammenhængsmønstre hos vores barn, som gav mening. Almas låsning i mellemgulvet gjorde, at hun ikke kunne trække vejret ordentligt ned i maven, og det mente hun kunne linkes direkte til den manglende søvn, og det samme kunne forklare, når Alma skreg uden lyd og i flere sekunder ikke trak vejret. Hun forklarede, hvordan vejrtrækningen påvirker vores søvnfaser, når vi kommer op i de lette søvnlag, og hvordan kroppens automatreflekser slår til, når noget ikke fungerer, som det skal.

Hun nævnte mange ting, som var ‘galt. med vores barn. Så mange, at det meste er flydt sammen, eller er glemt i forsøget på at lægge årene bag os. – Men der var en ting, hun sagde, som virkelig betød meget for mig, og det var, at Alma med sine problemer, ikke kunne rumme at være andre steder end hos os. Vi var hendes anker, forklarede hun, og hun havde simpelthen ikke plads i sin lille verden, til at rumme andet end sin smerte og os. Og det var vores opgave at beskytte hende mod verden, for hun havde ikke andre end os. Det var en kæmpe lettelse at høre, for nu havde vi pludselig en andens ord for, at Alma skulle være tæt på os, og det lagde trods alt lidt mere vægt bag ordene.

Da KS var gået, sank vi helt sammen i sofaen, mens tårene fik frit løb. Pludselig stod vi med en masse årsagssammenhænge, som forklarede og gav mening, men der blev også åbnet for en helt ny pose af lopper, som vi skulle forholde os til, og ikke mindst var Almas problemer langt mere omfattende, end vi var klar over.

Alma reagerede meget kraftigt på behandlingen. Dengang troede vi, at vi havde gjort noget helt forfærdeligt ved hende – at vi havde ødelagt hende. Hun skreg – panikskreg, så alle alarmklokker gik i mig, og det var næsten som at stå der med en 14 dage gammel baby, som man intet kunne stille op for. Vi blev nervøse, og jeg især var skrækslagen for, om vi nu havde gjort noget forkert. Fejlede hun mon noget helt alvorligt, og havde vi nu tricket det ved at lade en fremmed dame trykke på vores barn?

(Idag ved vi, at hele hendes – før – låste krop var stiv og øm, og at hun skulle lære at bruge sine muskler og led på en ny måde. Den rigtige måde. )

I afmagt fik vi en henvisning til en børnelæge. Jeg havde brug for at få kigget hende ordentligt efter i sømmene for at sikre, at hun ikke fejlede noget alvorligt. Hvad hvis hun havde noget med hjertet… eller brok… eller noget andet, som sad uden for syne – og vi først opdagede det for sent. Hvad hvis jeg var ved at miste mit barn?

Turen hos børnelægen var ikke nogen succes. Hun undersøgte dårligt Alma, men var fra start af overbevist om, at problemet var dårlige søvnvaner – og heldigvis var hun ekspert i søvn. Vi skulle bare guides igennem at lære Alma at falde i søvn selv, og så var det vist i øvrigt en god idé at tage sutten fra hende, så hun ikke vågnede, når den faldt ud af munden. For nogen sikkert gode råd, for os helt fuldstændig skudt ved siden af.

Den næste tid faldt Alma mere til ro. Der gik en uges tid, før vi kunne begynde at se fremskridt hos hende, men de kom – langsomt og sikkert. Kiropraktorbehandlingerne begyndte at holde, og der gik længere tid imellem behandlingerne, og Alma begyndte at kunne rumme andre end sin mor og far. I kort tid og altid med os i nærheden. Søvn var stadig et stort kaos, men indimellem sov hun igennem – så længe det var lige imellem os.

På onsdag kommer næste indlæg

*/Cecilie

Klik på “Børn og kiropraktik” i ordskyen til højre for at læse de tidligere indlæg