Drengeværelse til en stor dreng


Ottos største ønske til sin fødselsdag var et Spiderman-værelse. Det er ikke engang et år siden, at han flyttede ind på sit første værelse, som vi brugte rigtigt lang tid på at istandsætte og indrette (se her). Men han er bare aldrig rigtigt faldet til derinde og nåede kun at sove derinde meget kort tid, førend han igen lå i vores soveværelse hver nat. Samtidig kommer Kalle listende ind til os hver nat, så efter på skift at have sovet i fodenden eller Kalles seng i en måneds tid, flyttede vi Ottos lille Junoseng tilbage til soveværelset. Så var der da plads til os andre i dobbeltsengen.

Nu er Junosengen på vej ud igen. Faktisk er den på vej helt ud af huset og ender nok som sofa i legehuset. Otto har nemlig sovet i sin store IKEA seng med Spiderman-sengetøj lige siden sin fødselsdag. En lille omrokering af møbler, en ny seng og en brugt skolepult var alt der skulle til for at den lille mand kom til at elske sit værelse. Han ville dog også gerne have haft at hele værelset skulle males blåt med en stor Spiderman på væggen, men der sagde moren altså stop (hun kneb også en lille tåre, da den lille, hyggelige seng røg ud og den store, praktiske seng ind, for da føltes det virkelig som om min lille gut var blevet stor - og desuden var kl. 3 om natten for værelset skulle stå klart til fødselsdagen!).

Behøver jeg skrive, at Otto elsker sit nye værelse? De store er vist også lidt misundelige - Kalle er især faldet for skolepulten, hvor han gerne vil sidde og lave sine nye lektier, så nu er børnene selv kommet frem til at de jo kan deles. Det er da for sødt!

Skolepulten fandt vi i den lokale genbrugsforretning. Papirklippet med superheltemotiver er inspireret af dygtige Pia (hop endelig forbi og se hendes mange fine papirklip!), og Spiderman i Hama-perler fik Otto af en kammerat i fødselsdagsgave.










  • Love
  • Save
    2 loves
    Add a blog to Bloglovin’
    Enter the full blog address (e.g. https://www.fashionsquad.com)
    We're working on your request. This will take just a minute...