En turban fyldt med appelsiner

Jeg blev ringet op for et par uger siden. TV2 inviterede mig ind til en paneldebat om folkeskolereformen i Go’Morgen Danmark. De havde brug for en lærer, der havde sagt op. Og det var jeg jo, mente de. Sådan en lærer.

I panelet ville der også være en folkeskolelærer, der stadig var i folkeskolen og en skoleleder, der netop arbejdede med den nye reform og arbejdstidsaftale som et forsøg på sin skole lige nu. Måske så du det? I så fald så du også, at jeg ikke var med.

Jeg takkede nej. Som min kloge veninde sagde, da jeg spurgte: “Vil du være hende der skred, eller hende der greb andre muligheder?” Faktum er, at jeg jo nok er begge. Men jeg har det rigtig godt, med den jeg er, nu:

• Den der stadig tænker god undervisning og læring for eleverne i alt, hvad jeg arbejder med.
• Den der har tid til at fordybe sig i de gode idéer og formidle dem videre på en spændende, motiverende og lærerig måde.
• Den der får lov til at tænke ud af boksen og skabe nye indgange til læsning og læring sammen med andre dygtige mennesker.
• Den der stadig møder lærere, der brænder for de samme ting og som kan bruge de ting, jeg laver til noget.
• Den der lærer noget nyt og får udvidet sin horisont næsten dagligt.
• Den er møder anerkendelse og tillid på sin arbejdsplads.
• Den der har et fleksibelt og motiverende job, hvor der er plads til at have familieliv og ambitioner på samme tid.
• Den der har en turban, der er smækfyldt med de lækreste og mest farverige appelsiner.

Men ville det være god TV? Nej, vel. Ville de lærere, der blev og kæmpede videre for vores allesammens folkeskole kunne bruge det til noget? Nej, heller ikke, vel? Så jeg takkede nej til at se mere tilbage, især for åben skærm. I stedet glæder jeg mig over at se fremad og være den, jeg er nu.