Tanker fra en (tidligere) lærer

Det er morgen. Vi har stadig ferie og vi har lige lyttet til denne her ved morgenbordet. Min mand spørger mig, om jeg egentlig ser mig selv som lærer eller som redaktør nu. Det er et halvt år siden, jeg sagde farvel til lærerfaget og gik 100% ind i min redaktørstilling. Og jeg må sige, at jeg endnu ikke helt har vænnet mig til at sige “redaktør”, når nogen spørger. Jeg føler stadig, at det er en anden person, jeg taler om. For jeg er jo lærer.

Før sommerferien startede, var jeg ret spændt på, hvordan jeg ville forholde mig til ikke at skulle gå på ferie, når min søn gjorde det fra skolen. Den lange sommerferie er jo en af myterne i lærerfaget. Og jeg forstår den faktisk godt. Når selv min far, som gud hjælpe mig har støttet os lærere og har lagt mange ører til mine frustrationer om synet på lærerene, joker inden ferien om, at jeg nu skulle holde almindelig ferie, som alle andre, så er det nok fordi vi aldrig helt får andre til at forstå det. Og det er også ok. Så.

Men det jeg måske kan få nogen til at forstå er, at jeg ikke savnede den “lange” ferie i år. Jeg har holdt to uger sammenhængende og en uge splittet op på forskellige fridage for at kunne imødekomme mine børns behov for lang ferie.

Jeg savnede ikke at kaste mig udmattet over målstregen til ferie. Jeg savnede ikke at skulle forsvare mig selv overfor andre, fordi jeg kunne holde fem uger sammenhængende ferie med mine børn. Jeg savnede ikke at tænke på, hvordan mine elever, dem af dem, der har det svært, nu skulle få de næste fem uger til at hænge sammen. At bekymre mig om andet end min egen familie. Egoistisk måske, men enormt befriende, kan jeg så afsløre. Chok, selv for mig selv, jeg savnede ikke lærernes lange sommerferie! Jeg savnede ikke at være lærer, selv der.

Men så her til morgen. Da sangen spiller. Og min mand og jeg aftaler logistikken for vores søns første skoledag i 1. klasse. Dér slår det mig. Dér savner jeg det. At starte en klasse op efter ferien. At møde eleverne igen efter fem ugers adskillelse. At se, at de er ok, især de elever, man har bekymret sig om. At gå i nørd med faglige emner og temaer igen sammen med dem. At skabe sjov og læring i fællesskab med andre. At pakke bøger ind! (I know! Jeg kommer nok til at hade den del som mor, men jeg elsker virkelig at pakke bøger pænt ind og sætte navnemærker på). At starte en ny kalender. At starte en ny notesbog, måske endda om nye børn.

Så news flash: Det første en lærer, der har kysset faget farvel, savner ved sit fag, er IKKE den lange ferie, men skolestarten derefter. Alligevel noget, ikke?

(…og jeg ved godt, at hvis man er i lærerfaget stadig, så er det måske ikke den samme følelse, man starter med i år, da de mange nye forandringer kan være temmelig angstprovokerende for mange.)