6 år, Niller ...
Nogen er blevet 6 år. Og nogen er blevet fejret ikke bare én gang, men hele TRE gange! Med flag og gaver og sang og fridag og familie og whatnot. Hele den forgangne uge har været én lang fest, føles det som, og Øglen har badet sig i opmærksomhed. Og gaver. Også selv om hun ikke fik det sværd, hun i ellevte time pludselig fandt på hun ønskede sig og mener, det er rimelig uretfærdigt. Til gengæld har hun fået alt fra en morgenkåbe magen til min (bare mindre, ing’?!) til en fjernstyret bil, så hendes klager falder for temmelig døve øren. Lad os bare sige det sådan.
Selve fødselsdagen blev spenderet i Kbh med moi. La Glace, osen i hhv. butikker og i Domkirken, køben basis-tøj i H&M (og tovtrækken om verdens grimmeste og mest syntetiske pandakostume, som ikke kom med os hjem), løben op og ned i Rundetårn, spisen ristede pølser på Kultorvet og fodren duer selvsamme sted blev det til, før vi skulle hjem og hente Varanen, der havde været i børnehave og fejret de to andre fra stuen, der havde fødselsdag samme dag. Aftensmaden blev indtaget på Sticks ’n Sushi i Lyngby (fødselsdagsbarnet havde bestilt sushi, så det ønske ilede vi at efterkomme), og det er bestemt ikke sidste gang, jeg kommer der – med eller uden børn. Både mad og betjening var fremragende, og reptilerne formåede at sidde pænt og hygge sig i knap 2 timer. Jeg er officielt imponeret. Også selv om omtalen på ingen måde er sponsoreret.
De sørgelige rester af min kartoffelkage. Absolut intet andet end papiret var tilbage. Det samme kunne man ikke sige om fødselsdagsbarnets Othellolagkage, der var et stykke på størrelse med hendes ansigt. Og varm chokolade ad libitum. Der blev levnet ...
De voksnes sushianretning. Som smagte, så englene sang. Jeg spiser klart for lidt sushi ...
Fødselsdagsfejring nr. 2 var dagen efter dagen og bestod af besøg af børnehaven. De ældste eksemplarer fra stuen, hvilket udgjorde i alt 10 unger og 1 pædagog. Og det forløb så stille og roligt, som havde der været 1 barn og 10 voksne. Sådan cirka. Temaet var, efter ønske fra fødselaren, indianer-fødselsdag, men det var vist mest bare for at sige, at der var et tema. Pynten blev i hvert fald ikke helt autentisk. Jeg havde udtænkt et par indianer-agitge (huh?) lege, men de endte med overhovedet ikke at blive nødvendige – ungerne klarede underholdningen fint selv. Og malede krigsmaling på hinanden (superviseret, så det ikke stak helt af. Trods alt). Efter mad, indianertipier med is (vafler … man må arbejde med dét, man har) og fødselsdagssang smuttede alle indianerne tilbage til børnehaven, og reptilerne blev hentet tidligt.
Fødselsdagsfejring nr. 2 var dagen efter dagen og bestod af besøg af børnehaven. De ældste eksemplarer fra stuen, hvilket udgjorde i alt 10 unger og 1 pædagog. Og det forløb så stille og roligt, som havde der været 1 barn og 10 voksne. Sådan cirka. Temaet var, efter ønske fra fødselaren, indianer-fødselsdag, men det var vist mest bare for at sige, at der var et tema. Pynten blev i hvert fald ikke helt autentisk. Jeg havde udtænkt et par indianer-agitge (huh?) lege, men de endte med overhovedet ikke at blive nødvendige – ungerne klarede underholdningen fint selv. Og malede krigsmaling på hinanden (superviseret, så det ikke stak helt af. Trods alt). Efter mad, indianertipier med is (vafler … man må arbejde med dét, man har) og fødselsdagssang smuttede alle indianerne tilbage til børnehaven, og reptilerne blev hentet tidligt.
Temmelig skæve tipier (før der kom is i, ing'?!) Men de 5-6-årige købte den ...
Tredje og sidste etape af fødselsdagsfejringerne blev afholdt i lørdags, hvor familien var på besøg. Grundet rejser og sygdom og andet spændende var der mandefald, så vi var ’kun’ 10, men det var alligevel rigtig hyggeligt. Og som prikken over i’et var det dagen, hvor den lokale Paradis (og alle de u-lokale også, tror jeg?) åbnede, så efter gæsterne var gået, og vi havde cyklet/vandret en tur i det fantastiske vejr, sluttede vi af dér. Til stor begejstring for ungerne. Og så taler vi ikke om, at det tog ca. 40 minutter at gå de 500 meter hjem med Varanen, fordi han blev noget gnaven over, at han ikke måtte holde stille med sin cykel midt på den pænt store vej med lyskryds og det hele, som vi skulle over. Det krævede alle værktøjerne i kassen plus en jævnt stor jahat at komme hjem som gode venner. Men det lykkedes – om end det tog lang tid …
Tredje og sidste etape af fødselsdagsfejringerne blev afholdt i lørdags, hvor familien var på besøg. Grundet rejser og sygdom og andet spændende var der mandefald, så vi var ’kun’ 10, men det var alligevel rigtig hyggeligt. Og som prikken over i’et var det dagen, hvor den lokale Paradis (og alle de u-lokale også, tror jeg?) åbnede, så efter gæsterne var gået, og vi havde cyklet/vandret en tur i det fantastiske vejr, sluttede vi af dér. Til stor begejstring for ungerne. Og så taler vi ikke om, at det tog ca. 40 minutter at gå de 500 meter hjem med Varanen, fordi han blev noget gnaven over, at han ikke måtte holde stille med sin cykel midt på den pænt store vej med lyskryds og det hele, som vi skulle over. Det krævede alle værktøjerne i kassen plus en jævnt stor jahat at komme hjem som gode venner. Men det lykkedes – om end det tog lang tid …
Mellemfornøjet (men meget velsmagende) kagekone - traditionen tro bagt af Mårmor
Nu er festivitassen forbi, og jeg er efterhånden nået til at pille bare lidt af indianerpynten og flagene ned. Selv om jeg mest bare har lyst til at stene i sofaen, når ungerne er puttet, for med fuld gas på fejringen i sidste uge er der en arbejdspukkel, der skal bankes ned. Så det kommer jeg til at bruge resten af ugen på - når jeg altså lige har blogget færdig ...
Jeg kunne skrive så meget mere om det pludselig at være mor til en 6-årig. Om tiden, der flyver, og mig, der ikke helt kan følge med. Om sentimentalitet og en tur ned ad memory lane til den dag for lidt mere end 6 år siden, hvor Øglen blev født, og den første, spæde forårssol skinnede ned på en nybagt familie på Riget. Men jeg vil skåne jer. I stedet vil jeg smække benene op og se noget mere Suits (jeg er afhængig). Og knibe det ene øje i undervejs, så jeg ikke kan se stakken af vasketøj, der skal lægges sammen. Jeg arbejder til stadighed på at perfektionere kunsten at ignorere presserende ting. Som fx gulvvask, der i dén grad er oppe over. Eller indkøb til gæster gange mange fra torsdag og frem. Til trods for, at jeg er væk hjemmefra fra 8-20 i morgen. Ah well - må prøve at charmere med mit væsen (eller aflede ved at sige virkelig mærkelige ting) i stedet for mine rene gulve. Men maden, den slipper jeg nok ikke for at lave. Trods alt.
Nu er festivitassen forbi, og jeg er efterhånden nået til at pille bare lidt af indianerpynten og flagene ned. Selv om jeg mest bare har lyst til at stene i sofaen, når ungerne er puttet, for med fuld gas på fejringen i sidste uge er der en arbejdspukkel, der skal bankes ned. Så det kommer jeg til at bruge resten af ugen på - når jeg altså lige har blogget færdig ...
Jeg kunne skrive så meget mere om det pludselig at være mor til en 6-årig. Om tiden, der flyver, og mig, der ikke helt kan følge med. Om sentimentalitet og en tur ned ad memory lane til den dag for lidt mere end 6 år siden, hvor Øglen blev født, og den første, spæde forårssol skinnede ned på en nybagt familie på Riget. Men jeg vil skåne jer. I stedet vil jeg smække benene op og se noget mere Suits (jeg er afhængig). Og knibe det ene øje i undervejs, så jeg ikke kan se stakken af vasketøj, der skal lægges sammen. Jeg arbejder til stadighed på at perfektionere kunsten at ignorere presserende ting. Som fx gulvvask, der i dén grad er oppe over. Eller indkøb til gæster gange mange fra torsdag og frem. Til trods for, at jeg er væk hjemmefra fra 8-20 i morgen. Ah well - må prøve at charmere med mit væsen (eller aflede ved at sige virkelig mærkelige ting) i stedet for mine rene gulve. Men maden, den slipper jeg nok ikke for at lave. Trods alt.
More posts from Øglemor
