Første uge i børnehave - tjek!
Så er der gået en uge med hverdag. Og ikke om jeg fatter, hvor tiden forsvandt hen. Ferien føles pludselig for evigt siden - men det hænger måske sammen med, at det blev efterår i det sekund, vi trådte over tærsklen til 60'er-huset og har været koldt og blæsende lige siden. Måtte fiske legeteltet ud af brombærkrattet efter et særligt ivrigt vindstød, og jeg kan betro jer, at der er pænt langt - og et skarpt hjørne - fra terrassen til brombærkrattet. Som vel egentlig snarere er et bed end et krat, men nåja.
Men selv om ferien føles som noget, der ligger langt tilbage i tiden, har vi heldigvis bevaret langsommeligheden. Alting er foregået i meeeeeget adstadigt tempo, og det har heldigvis betydet, at ungerne og jeg (ikke HDD, den stakkel, der må op og af sted på job, før en vis mand får sko på) de fleste dage har sovet til noget, der minder om klokken 8. #crazysmiley Morgenmaden er blevet fortæret med tid til snak og hygge - og morgenmadsbogen, der stadig lever i bedste velgående - og når alle er mætte og i tøjet, så har vi været klar til det punkt på dagsordenen, der har været omdrejningspunktet for hele ugen: Varanens børnehavestart!
Nogen var træt efter dag 2 i børnehaven
Jamen altså! Varanen som børnehavebarn! Hvad giver I? Jeg har jo lige født ham. Alle 15-16 kilo (eller hvor meget han nu vejer) af ham. Godt nok skulle han først begynde i børnehave næste uge så'n rent officiella, men eftersom vi har holdt så lang sommerferie, syntes jeg (og børnehaven, heldigvis), at det var fjollet, at han skulle tilbage i vuggestuen et par uger for så at blive rykket igen. (Vuggestuen var ikke helt enig i den disposition, men det er selvfølgelig også dem, der går glip af indtægten. Ah well).
Mandag var første dag. Og det var det jo på sin vis også for Øglen, der ligesom os andre har været væk fra alt, der hedder hverdag i 5 lange, dejlige uger. Men hun kender jo alle i forvejen og kunne med det samme blende ind. Tænkte jeg. Og havde lige glemt et øjeblik, at Varanen jo kender stedet om ikke lige så godt, så tilpas godt til, at han spankulerede hen til yndlingspædagogen (som også er indkøringspædagog; yay!) og begyndte at fortælle de samlede feriesagaer. ("I Legoland, så sejlede vi i en farlig GROTTE! Og så var der en mand, og ved du, hvad han sagde? Han sagde hal-lååå. Hal-lå-ååååh!", "Det dummeste var, at det der kop vand kom væltende ned på mig fra den der guldspand. Så trøstede ham den tykke dreng mig!" (i Lalandia, red.)", osv). Så altså - instant tillid.
Jamen altså! Varanen som børnehavebarn! Hvad giver I? Jeg har jo lige født ham. Alle 15-16 kilo (eller hvor meget han nu vejer) af ham. Godt nok skulle han først begynde i børnehave næste uge så'n rent officiella, men eftersom vi har holdt så lang sommerferie, syntes jeg (og børnehaven, heldigvis), at det var fjollet, at han skulle tilbage i vuggestuen et par uger for så at blive rykket igen. (Vuggestuen var ikke helt enig i den disposition, men det er selvfølgelig også dem, der går glip af indtægten. Ah well).
Mandag var første dag. Og det var det jo på sin vis også for Øglen, der ligesom os andre har været væk fra alt, der hedder hverdag i 5 lange, dejlige uger. Men hun kender jo alle i forvejen og kunne med det samme blende ind. Tænkte jeg. Og havde lige glemt et øjeblik, at Varanen jo kender stedet om ikke lige så godt, så tilpas godt til, at han spankulerede hen til yndlingspædagogen (som også er indkøringspædagog; yay!) og begyndte at fortælle de samlede feriesagaer. ("I Legoland, så sejlede vi i en farlig GROTTE! Og så var der en mand, og ved du, hvad han sagde? Han sagde hal-lååå. Hal-lå-ååååh!", "Det dummeste var, at det der kop vand kom væltende ned på mig fra den der guldspand. Så trøstede ham den tykke dreng mig!" (i Lalandia, red.)", osv). Så altså - instant tillid.
Nogen var træt efter dag 3 i børnehaven
Jeg blev der den første dag - legede, observerede og sludrede med pædagogerne og de andre børn, og så brugte jeg 20 minutter i personalerummet som en prøve på, hvordan Varanen havde det med, at jeg gik. Det havde han det aldeles glimrende med. Han troede, at jeg var på toilettet og var vældig glad, da jeg kom tilbage, men han havde leget og hygget sig så fint, mens jeg var væk. Og jeg nød at få lov til at være fluen på væggen og få et større indblik i dagligdagen der, hvor mine børn tilbringer og skal til at tilbringe mange timer hver dag. Jeg er heldigvis kun blevet yderligere bekræftet i, at vores børn har det rigtig rigtig godt derovre med engagerede og dygtige voksne, der hygger sig sammen med børnene, bevæger sig en masse og prioriterer udvikling gennem leg.
Jeg blev der den første dag - legede, observerede og sludrede med pædagogerne og de andre børn, og så brugte jeg 20 minutter i personalerummet som en prøve på, hvordan Varanen havde det med, at jeg gik. Det havde han det aldeles glimrende med. Han troede, at jeg var på toilettet og var vældig glad, da jeg kom tilbage, men han havde leget og hygget sig så fint, mens jeg var væk. Og jeg nød at få lov til at være fluen på væggen og få et større indblik i dagligdagen der, hvor mine børn tilbringer og skal til at tilbringe mange timer hver dag. Jeg er heldigvis kun blevet yderligere bekræftet i, at vores børn har det rigtig rigtig godt derovre med engagerede og dygtige voksne, der hygger sig sammen med børnene, bevæger sig en masse og prioriterer udvikling gennem leg.
Nogen var træt efter dag 4 i børnehaven ...
Dag 2 havde jeg egentlig forventet ville forløbe som dag 1, men indkøringspædagogen foreslog, at jeg smuttede efter 10 minutter. Og så kom igen lige efter frokost. Øhm .... altså ... Jo, det kunne jeg vel godt. Varanen mente, at jeg skulle på toilettet, så det lod jeg ham tro, men nævnte, at jeg nok var væk rimelig længe, og at det var et toilet udenfor. VIRkelig ikke pædagogisk, og han havde da også fået at vide i løbet af de tre timer, han var der, at jeg var hjemme (for selv en treårig undres over, at man kan være så længe på toilettet). Det tog han heldigvis fint, men jeg har noteret mig, at det ligesom ikke nytter noget at pynte på sandheden. Hvis jeg er væk, er jeg væk, og det skal han naturligvis have at vide.
Dag 3 og 4 forløb på samme måde som dag 2; jeg afleverede ungerne ved 9-tiden, sagde farvel og cyklede hjem for at arbejde frem til kl. 12, hvor jeg hentede (det er ikke de længste arbejdsdage, jeg har haft, kan I nok høre). Med den lille forskel, at Varanen nu havde fattet, at jeg rent faktisk gik, og det syntes han ikke var nogen god idé. Så han var ked. Og jeg var ked. Og pædagogen bad mig (pænt) om at gå alligevel, for som hun sagde, så bliver det jo kun værre, jo længere jeg bliver. Ergo gik jeg. Og ringede til HDD og tudede. Varanen var selvfølgelig blevet i godt humør igen, så snart jeg var ude af syne, og han var i fuld vigør ved afhentning. Så det er 'bare' adskillelsen, der er hård, og det er der ikke noget at sige til. Det er den jo også for mig. Og det handler i virkeligheden kun om mig, det der med, at jeg ikke kan lide, at mine børn er kede af det, når jeg går. Det handler jo om, at jeg skal have en god dag uden ondt i maven. Men hvis de er kede af det, må de naturligvis være det.
Dag 5 startede på samme måde som de øvrige - med den lille forskel, at Varanen overhovedet ikke var ked af det, da jeg gik. Han hamrede bare på vinkevinduet og råbte "FARVEL!". Men dag 5 blev også dagen, hvor Varanen for første gang i sit korte liv blev stukket af en hveps. Og jeg blev hidkaldt, fordi han var blevet meget ked. Det værste var dog ovre, da jeg kom og hentede ham, men jeg tog ham med alligevel, og hans i forvejen korte dag blev endnu kortere. I stedet gik vi i det lokale center (rock on!), købte frugt, is og Superman-nattøj og havde en fest. Øglen blev i børnehaven (de øvrige dage var hun kommet med hjem), og hun havde rigtig hygget sig med veninderne.
Dag 2 havde jeg egentlig forventet ville forløbe som dag 1, men indkøringspædagogen foreslog, at jeg smuttede efter 10 minutter. Og så kom igen lige efter frokost. Øhm .... altså ... Jo, det kunne jeg vel godt. Varanen mente, at jeg skulle på toilettet, så det lod jeg ham tro, men nævnte, at jeg nok var væk rimelig længe, og at det var et toilet udenfor. VIRkelig ikke pædagogisk, og han havde da også fået at vide i løbet af de tre timer, han var der, at jeg var hjemme (for selv en treårig undres over, at man kan være så længe på toilettet). Det tog han heldigvis fint, men jeg har noteret mig, at det ligesom ikke nytter noget at pynte på sandheden. Hvis jeg er væk, er jeg væk, og det skal han naturligvis have at vide.
Dag 3 og 4 forløb på samme måde som dag 2; jeg afleverede ungerne ved 9-tiden, sagde farvel og cyklede hjem for at arbejde frem til kl. 12, hvor jeg hentede (det er ikke de længste arbejdsdage, jeg har haft, kan I nok høre). Med den lille forskel, at Varanen nu havde fattet, at jeg rent faktisk gik, og det syntes han ikke var nogen god idé. Så han var ked. Og jeg var ked. Og pædagogen bad mig (pænt) om at gå alligevel, for som hun sagde, så bliver det jo kun værre, jo længere jeg bliver. Ergo gik jeg. Og ringede til HDD og tudede. Varanen var selvfølgelig blevet i godt humør igen, så snart jeg var ude af syne, og han var i fuld vigør ved afhentning. Så det er 'bare' adskillelsen, der er hård, og det er der ikke noget at sige til. Det er den jo også for mig. Og det handler i virkeligheden kun om mig, det der med, at jeg ikke kan lide, at mine børn er kede af det, når jeg går. Det handler jo om, at jeg skal have en god dag uden ondt i maven. Men hvis de er kede af det, må de naturligvis være det.
Dag 5 startede på samme måde som de øvrige - med den lille forskel, at Varanen overhovedet ikke var ked af det, da jeg gik. Han hamrede bare på vinkevinduet og råbte "FARVEL!". Men dag 5 blev også dagen, hvor Varanen for første gang i sit korte liv blev stukket af en hveps. Og jeg blev hidkaldt, fordi han var blevet meget ked. Det værste var dog ovre, da jeg kom og hentede ham, men jeg tog ham med alligevel, og hans i forvejen korte dag blev endnu kortere. I stedet gik vi i det lokale center (rock on!), købte frugt, is og Superman-nattøj og havde en fest. Øglen blev i børnehaven (de øvrige dage var hun kommet med hjem), og hun havde rigtig hygget sig med veninderne.
Nogen var ikke helt så træt efter dag 5 i børnehaven. Middagsluren er måske på retur?!
Da jeg endelig fik lov til at besigtige hvepsestikket, var hævelsen faldet så meget, at det var svært at se, hvor han overhovedet var blevet stukket, så alt er godt igen. Og Varanen var i glimrende humør resten af dagen, selv om han var træt. Men det lykkedes mig at holde ham kørende, og pludselig var han ikke så vanskelig at få til at sove om aftenen som de andre dage, hvor han har sovet som en sten på sofaen fra 14-16 ...
På trods af arrige, stribede stikkedyr er første uge i børnehaven gået over al forventning. Begge unger har været glade og fulde af spræl. Lad os håbe, det fortsætter ind i næste uge, hvor dagene nødvendigvis må blive lidt længere. Selv om jeg elsker at hente tidligt, må jeg indrømme, at en 3-timers arbejdsdag er lige i underkanten. Trods alt. Og selv om aftenerne naturligvis også er i brug, så kan jeg ikke sige mig helt fri for at være temmelig træt på den tid af døgnet. Hvor mine hænder i øvrigt meget hellere vil gramse på noget chokolade, end de vil skrive skarpe tekster til kunder. Og hvor sofaen kalder højt og insisterende.
Da jeg endelig fik lov til at besigtige hvepsestikket, var hævelsen faldet så meget, at det var svært at se, hvor han overhovedet var blevet stukket, så alt er godt igen. Og Varanen var i glimrende humør resten af dagen, selv om han var træt. Men det lykkedes mig at holde ham kørende, og pludselig var han ikke så vanskelig at få til at sove om aftenen som de andre dage, hvor han har sovet som en sten på sofaen fra 14-16 ...
På trods af arrige, stribede stikkedyr er første uge i børnehaven gået over al forventning. Begge unger har været glade og fulde af spræl. Lad os håbe, det fortsætter ind i næste uge, hvor dagene nødvendigvis må blive lidt længere. Selv om jeg elsker at hente tidligt, må jeg indrømme, at en 3-timers arbejdsdag er lige i underkanten. Trods alt. Og selv om aftenerne naturligvis også er i brug, så kan jeg ikke sige mig helt fri for at være temmelig træt på den tid af døgnet. Hvor mine hænder i øvrigt meget hellere vil gramse på noget chokolade, end de vil skrive skarpe tekster til kunder. Og hvor sofaen kalder højt og insisterende.
More posts from Øglemor
