Om dødsforkølelse og den svenske forbindelse

På det seneste er jeg begyndt at leve lidt sundere. Bare lidt. Bevares - jeg spiser stadig for meget slik og kunne sagtens træne mere, end jeg gør, men generelt føler jeg mig ok sund. Jeg har fået mere energi og bedre styr på mit søvnmønster - undtagen når ungerne gør deres bedste for at spolere det ved at lave rullefald i dobbeltsengen midt om natten, eller - som forleden - når Øglen vælger at klappe så hårdt på mig så længe for at høre, hvornår jeg skulle op, at jeg a) drømte, at nogen bankede en stol ind i døren, b) vågnede. Selvfølgelig. Og kunne berette, at klokken kun var 04.45, så jeg måtte godt sove lidt længere ...

Nå, men altså. Generelt synes jeg, det går den rigtige vej med både sundhed, energi og styrke. Og i løbet af vinteren, hvor både ungerne og HDD har været lagt ned af forkølelse, har jeg været en klippe af blomkål eller noget ... og har måske/måske ikke ytret jævnt hellige sætninger som "Jeg tror, det er fordi, jeg vinterbader, at jeg ikke bliver forkølet. Det bider simpelthen ikke på mig" og "Du skulle tage at spise nogle flere grøntsager - det gør, at man ikke bliver forkølet. Overhovedet".

Ja. Så kom vi så til midt i den forgangne uge. Dagen før dagen, hvor jeg skulle gøre mine hoser grønne hos potentiel ny kunde i det svenske. Og hvad sker der?! Jeg vågner op og er snottet. RET snottet, oven i købet. Argh! Men jeg vinterbader jo (altså ikke lige den dag, men i det hele taget) og er den førnævnte klippe af blomkål, så jeg var fortrøstningsfuld og hele dagen blev brugt på damage control med varm te, Panodil Hot (ADR!), varm tøj og morgenkåbe (jeg var virkelig yndig (!)), plagen HDD om at hente ungerne, så jeg slap for at komme for meget ud, og gåen tidligt i seng, så jeg kunne være frisk til charmeoffensiv.

Jeg mærkede derfor spændt efter, da vækkeuret ringede næste morgen kl. 05.25. Hvordan havde jeg det? Løb næsen? Værkede hovedet? Følte jeg mig 300 år gammel? Og ...

Status var ...

At ...

Wait for it ...

Jeg var ramt af noget, der potentielt kunne udvikle sig til at blive dødsforkølelsen over dem alle i løbet af dagen. Alle mine krumspring havde altså været helt og aldeles forgæves, og alt talte faktisk for, at jeg skulle være blevet hjemme. Men der er jo ikke det, en ipren (dobbelt styrke, oven i købet), et par betalte flybiletter og en god portion overmod ikke kan klare, så da klokken slog 6, kørte jeg til nærliggende station, lod mig transportere til Kastrup og fløj således til Nordens Venedig. Hvor jeg pinligt nok aldrig har været før, men helt sikkert skal hen igen. For ud over den svenske forbindelses hovedkvarter en restaurant i nærheden var det virkelig begrænset, hvor meget jeg så. Ikke mindst fordi jeg havde så travlt med at pudse næse. Og drømme om en supersonisk jet, der kunne flyve mig lynhurtigt hjem (skete ikke) og kold appelsinjuice (dét skete til gengæld). Men indtil da klarede jeg mødet i fin stil og forstod endda næsten alt det, der blev sagt. Tror jeg da. Hvilket for andre nærmest vil svare til pludselig at kunne forstå swahili - jeg er nemlig i den grad ikke kendt for mine svenskkundskaber. Men det kan måske læres ...

Et helt og aldeles unikt og aldrig-set-før motiv ud af flyrude ... (!)
Jeg havde allieret mig med far-pastillerne over dem alle: Fisherman's Friend, og de hjalp ok til at kamuflere al elendigheden. Desværre hjalp de ikke på propper i ørerne, som jeg stadig har glæden af - dødsforkølelse og flylanding er i høj grad et match made in hell. For ja - den potentielle dødsforkølelse udviklede sig nemlig i fuldt flor på vej hjem i flyveren (undskyld, sidemand et og to) og har sendt mig til tælling i hele tre dage. For en, der sjældent er syg-syg, har det været noget af et slag - ikke mindst, når det har betydet, at jeg har glippet indtil flere deadlines, drinks med Mr. Grey med to af verdens tre sjoveste veninder, og en barnedåb. #&#€//"

Stearin-drypning med ældstebarnet kunne jeg lige svinge mig op til i dag. Trods alt ...
Ah well - i morgen er der atter en dag, som forhåbentlig bliver mindre forkølet end de foregående. Så må vi bare håbe, at ungernes snøvlerier ikke udvikler sig til mere end lidt nysen, for ellers forudser jeg en snotcirkel, der varer ved herfra og ind i evigheden. Og det er der simpelthen ikke tid til, for der er nogen, der fylder 6 i den kommende uge, og det skal fejres ikke bare en, men hele tre gange. Så deeet ...

Og hermed skål i te fra min plet i sofaen! Må I have en dejlig, forkølelsesfri søndag aften!