Heldige dig der bare skal træne

Heldige dig der bare skal træne

Efter det store attak i november har det taget tid at finde gejsten til at træne igen. Ja, jeg ved godt, det også har været mørkt og koldt. Det er nu ikke derfor. For mig. Jeg har bare haft en periode, hvor jeg har tænkt “så skal jeg starte forfra-agtigt igen igen – det er godt nok træls, pis!”. Jeg har simpelthen været vred. Vred på sclerosen. Vred over at sclerosen atter har sendt mig tilbage. Tilbage til genoptrænings-stadiet, hvor jeg har været så mange andre gange – jo vel – men denne gang har hele højre side fået “svineren”. GEN (igen) OP (op på hesten med små skridt) TRÆNING !!!

( Der er også øjet, venstre øje. Synsnervebetændelsen. Det har det bedre. Tid healer. Tid læger. På øje-området er jeg rolig).

Højre arm og højre ben sover stadigvæk. Hele dagen. De snurrer stadigvæk 24 7, og er føleforstyrrede. Jeg kan ikke sparke højre ben bagud. Jeg kan ikke løfte højre ben ret højt op over jordoverfladen. Det er højre ben jeg “taber”, når jeg går tur. Pludselig suger det sig fast til fortovet, slurp. Så vil det ikke hverken frem eller tilbage. Enten når jeg at finde balancen, eller også falder jeg. Splat.

Under attaket ville det kun slæbe bag mig. Så det er meget bedre end under attaket. “Det kræver bare genoptræning Heidi” sagde en fagkyndig til mig. Ja, ja ja, jeg ved det godt. Genoptræning igen. Op på hesten igen. Igen.

Min yoga-rutine er “død”. Det har den været nu i to måneder. Jeg laver dog stadig to yoga-øvelser hver morgen (uden undtagelse). Jeg slæber yogamåtten ind i det lille værelse, og der udfører jeg de to øverlser i ti minutter. En af dem ligger jeg fladt ned og trækker vejret. En af dem ligger jeg ned op af en væg med benene vendt til loftet (støttet af væggen). That’s it. Langt fra Warrior og Downward facing dog – og min yndlings Morgen Hilsen.

MEN …

Det er her, jeg er nu. Nuet. Efter attaket. Jeg må igang igen. Tilbage. Igen. Der skal atter kæmpes for at genvinde tabte motoriske færdigheder.

Jeg er tyvstartet i sidste uge. Hos min fysioterapeut. Vi gik igennem min krop. Erkendte tilstanden. Det var så hårdt. Græd kun lidt. Jeg fik et kram og et program. Nu træner hos ham tre gange i ugen. Ligeså stille. Små skridt. På vejen tilbage til det sted jeg var før attaket. Hvor jeg ikke gik ind i ting, hvor jeg ikke konstant mistede højre bens styring på en lille gåtur, hvor jeg havde en stærk højre arm, der ikke tabte varm kaffe konstant!, hvor jeg godt kunne stå på et ben uden at vælte…

Tænk på, det er bare dertil jeg gerne vil tilbage. Det er ikke fordi jeg vil tilbage og løbe tre maraton’s. Jeg vil bare gerne kunne gå små ture. Jeg vil bare gerne være “højrehåndet”. Jeg vil bare gerne have andet tøj på end bomuldstøj (pga føleforstyrrelserne).

Tilbage.
Op på hesten igen.
Har gjort det før.
Er i gang.
Er glad for jeg må træne hos min fysioterapeut.
Der er jeg tryg.
Der har jeg trænet mig tilbage mange gange før.

Tilbage.

Nogle skal træne sig op til noget.
Genoptræning er noget andet, ik?

Ville ønske, at dem der skal træne sig op, op, op, op til et ekstremt løb eller cykeltur på et bjerg – engang imellem ville være utroligt glade for, at de ikke skal genoptræne. De kan bare træne…

Synes du der er forskel på at træne og at genoptræne?
Jeg trænede basketball, nu gen-optræner jeg min gangfunktion – og jeg gen-optræner min arms funktion.

Sådan er livet idag. Træner ikke op. Jeg gen-optræner.
Hvad gør du?