Det, der skete …

Jeg har egentlig taget tilløb til det her blogindlæg. Jeg havde tænkt, det skulle handle om det, der ramte København og os alle i sidste weekend. Men ord virker mærkelige små og utilstrækkelige. Jeg har ligesom så mange andre været virkelig ramt – ramt som menneske, som københavner og som journalist. Og det er svært at skrive om småtingslykke, når der ligger en trist tåge over ens by. Men fællesskabet og sammenholdet er kun blevet styrket og mere synligt på gadeplan, og allermest er jeg bare stolt over at være københavner ♡

Midt i mellem regnpytter og vintergækker gik Rikke og jeg i en tur på Nørrebro i går. Vi snakkede netop om weekendens angreb, men vi snakkede også om det at blogge, og vi har også lært hinanden at kende gennem blogland og senere mødt hinanden til blogevents. Vi er alligevel begge et sted, hvor blogformatet bliver overvejet, vendt på hovedet og snakket igennem fra A-Z. Det er sikkert naturligt nok. Jeg har blogget i seks år til november, og den har fulgt mig gennem Journalisthøjskolen til mit første voksenlejlighedskøb. Jeg er ikke nået der til, hvor jeg er træt af at blogge eller ikke ved, hvad jeg skal skrive om. Det skyldes nok allermest, at formatet skal rystes igennem, og jeg har brug for at zoome mere ind på mennesker end på ting! Jeg arbejder så småt med det i kulissen … for jeg kan jo smaddergodt lide at være her!