Tænkepause

Følgende statement er formentlig den største kliché i blogverdenen, men nu skriver jeg det alligevel: “Det har virkelig taget mig lang tid, at skrive det her indlæg”.

There, I said it! Og så kan I nok godt regne ud, hvad der kommer nu.

Jeg har brug for en tænkepause fra bloggen. De sidste par måneder er luften lige så stille gået ud af ballonen herinde, fordi jeg ikke har tid og motivation til at poste noget hver dag. Og i stedet for at acceptere, at jeg ikke kan være aktiv hele tiden, så slår jeg mig selv oven i hovedet over, at jeg ikke får skrevet indlæg. Det er ærlig talt et enormt spild af energi, og blandt andet derfor har jeg brug for en tænkepause og lige så styr på min prioritering.

Forstå mig ret: Jeg elsker at skrive herinde og jeg holder så meget af den gode ping-pong vi har, jeres skøre bemærkninger, når I bidrager med anekdoter og når vi sammen går gennem ét eller andet pinligt. Det er noget af det bedste jeg ved.

Og jeg kan mærke, at de indlæg, som fungerer bedst herinde, er de indlæg, hvor jeg tør at give lidt af mig selv, hvor jeg skriver noget humoristisk, griner lidt af mine egne fadæser eller har nogle betragtninger omkring den af og til halvtåbelige verden, vi lever i. Når jeg sætter mig ned og skriver de indlæg, så lever bloggen virkelig. Men de indlæg tager tid. Det tager tid at få idéen, det kræver tid at skrive indlægget og det kræver mod og energi at stå på mål for dem, og jeg synes ikke, at jeg kan finde nogen af delene lige nu.

Så nu går jeg jeg en måneds tænkepause. Og bare lige for at være helt klar i spyttet: It’s not you, it’s me.

Måske skal jeg omprioritere og finde tiden, måske skal jeg bare lave et dogme der hedder, at jeg ikke behøver at skrive hver dag, måske skal jeg lukke bloggen og starte en ny, ligesom Kia, eller måske skal jeg bare pakke sammen. punktum. Det prøver jeg lige at finde ud af henover den næste måned, men jeg er selvfølgelig at finde i kommentarfeltet i hele perioden.