Da tiden gik i stå, og alting faldt i hak..

..ligger ikke længere tilbage end i tirsdags, klokken 14.15 for at være helt præcis. Efter 9 års vildfaren jagt, 3 forskellige psykologforløb, test, observationer, og hele tiden at have fuldt eksperters råd uden at føle, at det helt var nok. Med en dreng der aldrig helt virkede til at trives, uanset hvor meget jeg støttede, skærmede og satte rammer op, bad jeg i efteråret i samråd med Viggos klasselærer, skolepsykologen om en henvisning til en børnepsykiatrisk udredning, og bum! Efter en måneds udredning var diagnosen klar. Viggo som hele tiden var blevet udredt til at være ekstrem sensitiv med en vanvittig høj IQ, fik pludselig diagnosen meget højt begavet infantil autist på overarbejde, bum! Fuck, og yes! Viggo er jo den samme, det ændrer intet, men fuck, fordi jeg nu med sikkerhed ved, at min fornemmelse hele tiden har været rigtig, og min lille, store, fantastiske dreng ikke bare kan modne sig ud af sine udfordringer, selvom det naturligvis også vil hjælpe ham. Yes, fordi andre nu kan se/kommer til at se hvad jeg ser, og Viggo får de rammer og redskaber han så meget har brug for, og forhåbentlig bliver mødt af en større forståelse-men igen FUCK, fordi jeg også med sikkerhed nu ved, at hans hverdag virkelig er en stor forvirrende kamp for at forstå og indgå på samme præmisser som os andre. At han har været sat under det pres alt for længe, hvilket har skabt en stor angst i ham, og det piner mig!