Ydmyghed klæder alle.

Jeg har en indrømmelse. Nogle gange så HADER jeg blogs og bloggere og alt hvad det står for. Nogle gange, så har jeg hadet “blogger-Kia” mere end noget andet. Jeg er lige inde i sådan en periode for tiden. Der er meget anerkendelse fra læsere og det er næsten som om man feeder på det. Altså at det er derfor man blogger. Tror ikke det er sundt og tror det har kæmpe indflydelse på, hvordan man fremstiller sig selv som blogger. Jeg kan godt nogle gange blive irriteret på mig selv og blive nervøs for, hvordan jeg fremstiller mig selv. Jeg er på en måde en slags voksen med et voksen-job, jeg er ambitiøs omkring min fremtid og skal i øvrigt se rigtig mange mennesker i øjnene – oftest lige efter, jeg har ytret mig på bloggen eller andre sociale medier. Nogle gange kan jeg godt være nervøs for, at min trang til at ytre mig og at de emner jeg berør herinde, får mig til at fremstå sådan en lidt politisk korrekt, stolt, bestemmer-type, der rigtig tror at hun har de rigtige meninger og gør de rigtige ting og søger konstant anerkendelse. For sådan vil jeg ikke fremstå. Jeg vil gerne fremstå åben, ydmyg, måske lidt sjov i det og måske sådan lidt frem-i-skoen-type (men ikke på den irriterende måde!). For det er sådan jeg ser mig selv. Men jeg vil ikke roses for at være mig selv. Forstår I, hvad jeg mener?

Det slog mig bare forleden, da jeg scrollede igennem et par blogs og de dertilhørende kommentarfelter. Altså at mange bloggere bliver rost for at være.. ja, søde og flotte og sjove (og det er de virkelig også), men jeg føler måske man fremstiller sig selv sådan “perfekt” med vilje. Måske for bekræftelsen. Altså jeg er jo ikke bedre selv. Overhovedet. Prøver ikke at pudse glorien. Når man lige scroller ned her på bloggen og måske tjekker min instagram, hvor der ved GUD GRØD, ligger et selfie (ligner altså ikke mig at tage selfies, men havde bare lidt optur over mig selv i lørdags) øverst i mit feed, så virker jeg ikke særlig ydmyg, tror jeg. Det gør bloggere bare generelt ikke. Det lægger mediet ligesom ikke op til. Det slog mig bare og det er noget jeg har tænkt på de sidste par dage – At oprigtig ydmyghed klæder alle. Ikke den der falske taknemmelighed. Bare ægte ydmyghed, omkring sine priviligerer her i livet også selvom man har arbejdet for det. Tror bare det ville klæde mange at erkende det. Det er vel det jeg prøver nu med det her indlæg. Hmmm.. Ja, det var bare det jeg havde på hjerte i dag. Måske giver det ikke mening for jer. Men ja, lidt tankespind herfra. Og hey, Beyoncé er den eneste der ikke behøver være ydmyg.. Men det er hun. Det synes jeg i øvrigt er meget tankevækkende..

Ps. Jeg har delt et lækkert link på facebook-gruppen, hvis du ikke magter ovenstående mærkelige sang-fra-de-varme-lande, men bare gerne vil se på nogle lækre mænd.

The post Ydmyghed klæder alle. appeared first on you better be fierce.