Højtemperaturovne og andre specielle anlæg
Tørring med temperaturer over 100° C er ikke ny, men har flere steder, bl. a. også herhjemme, været praktiseret i en årrække. Inden for de sidste 5-10 år er der imidlertid fremkommet flere typer af anlæg, der leveres fuldt færdige til opstilling med tilslutning til damp- og elektrisk installation. De første anlæg af denne art kom frem fra de tyske firmaer Hildebrandt, Kiefer og Sehilde. Ved at anvende temperaturer på 100-125 C opnår man en væsentlig hurtigere tørring. En forudsætning for denne tørremetode er, at kamrene er helt tætte, og de skal udføres af korrosionsbestandigt materiale.
Højtemperaturovnene egner sig hovedsagelig til tørring af træ fra fibermætningspunktet og ned til den ønskede fugtighed, men kan også anvendes til tørring af grønt nåletræ. Såfremt man benytter temperaturer på 60-70 C, indtil fibermætningspunktet er passeret, kan grønt løvtræ naturligvis også tørres heri, men fordelene, sammenlignet med de almindelige anlæg, er da ikke store. Ovnene bygges normalt med kapaciteter fra 1-10 m3, og med den relative korte tørretid kan man forholdsvis hurtigt tørre mindre partier af samme dimension og sortering, hvilket kan være en fordel for virksomheder med stærkt varierende produktion.
Få 3 gratis gulvsliber tilbud og spar 30%
Til brug hovedsagelig for mindre virksomheder bygges også tørreanlæg, hvor ventilatorerne og varmefladerne er anbragt nede mellem vognene og blæser direkte på stablerne. Af andre specielle anlæg skal nævnes tørrecentrifuger med eller uden installerede varmeflader, hvor træet anbringes i et roterende stativ, der skaber lufthastigheden mellem de stablede brædder, samtidig med at centrifugalkraften udnyttes til løsrivelse af grænselaget af fugtighedsmættet luft på træets overflade. Til specielle formål benyttes højfrekvenstørring, hvor det fugtige træ anbringes i et højfrekvent vekselfelt og herved opvarmes og afgiver sin fugtighed. Det vil dog her føre for vidt nærmere at komme ind på disse sidste typer af anlæg.