En morgencyklists (mig) bekendelser

Hvad sker der for, at jeg, når jeg morgenfro og venlig triller roligt ud på cykelstien, straks bliver omringet af rasende hob af vrede cyklister. Uden at have noget at skulle have sagt løfter de mig op, mens de kaster ord efter mig som ‘tåbe’. Herefter smider de mig frem og tilbage mellem hinanden, mens jeg på én og samme gang prøver at rette på min cykelhjelm, redde mine solbriller og udtænke kvikt tilbagesvar på fornærmelserne. Men cykelturen er ude af mine hænder, og i hæsblæsende tempo ræser vi gennem Frederiksberg, mit hjerte hamrer, jeg slingrer, kan ikke tage farten af pga hundredetusinde vrede cyklister bag mig, kan ikke overhale pga tour de france-feltet, der ligger til venstre for mig og kan ikke cykle hurtigere pga plejehjemsbeboerne med hatte på cykelhjelme foran mig.

O’ ve, o’ skræk, for den arme, intetanende cyklist, der netop krydsede tværs gennem feltet. Der opstod lynch-agtige tilstande i feltet, der nu var rødglødende af raseri over den ufattelige dumhed, de så respektløst bliver mødt med.

På et eller andet tidspunkt bliver jeg smidt af. Kastet væk, brugt og beskidt. Jeg slæber de sørgelige rester af cykel, tøj og mig selv ind ad porten, kravler op af trappen og kaster mig ned på den nærmeste stol og praktiserer de dybe åndedræt, som en blid, men stærk jordemoder lærte mig under min første fødsel.

Nu har jeg det!

“Tåbe!”

“Det kan du selv være!”

Dagens læsning. Måske.

“Petit er professionel cykelrytter og klar til at blive verdens bedste. Hun har været klarrigtig længe. Hun skal bare overbevise Sportsdirektøren. Og vippe holdetslegendariske stjerne af pinden, værelseskammeraten Miss Starr, der ifølge Petit er enpisseluskerøv, som kommer alt alt for let til alting.

Petit Petit er en skæv historie om ambitioner, venskab og længslen efter at høre til.”