Måske og muligvis går det bedre her
Får altid så ondt af de stakkels metroexpresavishåndlangere. Fandens til job. Får ustyrlig trang til at råbe ‘UNDSKYLD’, mens jeg desperat styrer udenom deres bedende øjne og avisbeklædte, tryksværtede hænder.
Nå, det var en udenomstanke.
Her går det ellers meget bedre. Kan mærke den der milepæl ‘nu-er-der-snart-gået-et-år-fra-vi-gik-fra-hinanden nærme sig, og sørme om ikke det er rigtigt; det bliver lidt nemmere med tiden. Jeg nyder måske også en lille smule min tid for mig selv, når jeg ikke har pigerne. Min lejlighed er muligvis ved at blive et trygt sted. Og jeg sover ikke længere med alt tøjet på i sofaen i en sky af chokopops, men renser nu igen min gustne hud og lunter ind i seng.
Men hey, sig det ikke til nogen. Nemesis og jinxsy og alt det der.
PS: Ssscchhh… sig for guds skyld heller ikke til nogen, at jeg har læst temmelig meget i den her (må opretholde selvhjælsbogshadende image – og da slet ikke finde trøst og omsorg i det):
