Offentlighed og et liv
Forleden blev jeg konfronteret med en holdning, som mange sikkert har. Jeg ved det ikke, men hvis en har den, er chancen der ihvertfald. Vedkommende kom med højlydte ytringer om, at h*n altså ikke forstod folks (sikkert direkte henvendt til mig, men jeg lod som ingenting) behov for at plastre deres liv ud i al offentlighed og de skulle få sig et liv.
Nu er det sådan, at vedkommendes forståelse for noget som helst, heldigvis ikke er nødvendig for, at jeg kan gøre helt som jeg har lyst. Noget helt andet er, at det jo er meget meget langt fra at være hele mit liv, der ender i offentlighed, men nøje udvalgte ting.
Nu har jeg en blog – eller faktisk 2, og skal jeg det, så er jeg i en vis grad nødt til at udlevere mig selv i udvalgt grad, medmindre jeg kun postede fotos, og det kunne jeg jo godt og der ender en af bloggene nok snart, men det er en helt anden snak.
At have en blog og “udlevere” sig selv, er ikke for alle. Det medgiver jeg gerne, men sålænge jeg synes det er sjovt, at have den og rigtig mange har lyst til at læse med, så forbliver det sådan.
Til det med at få et liv! Jeg har skam et liv. Lige det liv, jeg har lyst til inklusiv mine blogs, fotos og facebook m.m. For mig er det sjovt og berigende og en del af mit liv. Ikke det hele, men en, jeg ikke har lyst til at undvære. Sålænge folk ikke engang selv har prøvet, hvad det giver af positiver, så synes jeg ærlig talt de skal lukke sprækken! Det ene udelukker ikke det andet.
Har du også mødt den holdning/fordom eller har du den selv?
Related posts:
