Det der hverdag

Vi fejrede Fars Dag i går ved at lade Far være alene hjemme med to lukkedagebørn og en lungebetændelse. Alt sammen hans, både børn og lungebetændelse.

Jeg havde det ærlig talt lidt dumt indeni, ved at lade ham i stikken på den måde. Men en ny hverdag er dukket op for os. En hverdag, hvor min arbejdstid også fylder. Og hvor jeg ikke bare har fri, fordi ungerne har fri. Til aftensmad fik vi: rester fra i foregårs: spaghetti bolognaise rester fra i går: mad fra den lokale inder rester fra min frokost på job: Jakobs marokkanske kødboller med Quinoa og salat. Restebuffet. Med rødvin og saftevand til blev det et festmåltid.

Jeg har en times pendlertid hver vej til og fra arbejde, så morgenstunden kunne helt klart prioriteres anderledes end vi gør nu. Vi spiser sammen og kører sammen alle fire. Afleverer en efter en. Klart vi ville optimere dagen, hvis jeg kørte meget tidligere, så jeg kunne komme tidligere hjem. Det gør vi ikke. Det giver lidt længere dage til børnene, men til gengæld giver det også samvær med os begge og ro på i morgenstunden. Jeg bilder mig faktisk ind, at de også helst vil have det sådan. Det hjælper også på det, at jeg har arbejdstid og -mulighed i toget. Tænk, hvis jeg ikke arbejdede digitalt.

Jeg elsker at hverdagen er et puslespil engang i mellem. Og at vi ryger op at toppes og har udfordringer I at få tingene til at passe. Og at vi fejler ind i mellem. For det betyder, at vi har mange ting, vi gerne vil. Det fede er, når alt kommer til alt, så vil vi allerhelst bare være sammen, derhjemme. Og så er det faktisk temmelig priviligeret, synes jeg, at den tid, der frarøver en det samvær, er tid man også er vild med. Jeg er seriøst vild med mit arbejde. Jeg elsker alle de forskellige opgaver jeg har nu. Jeg elsker togturen derind. Jeg elsker gåturen langs Grønningen. Jeg elsker det sgu! Og jeg elsker at komme hjem igen bagefter. Det giver mening nu, at køre væk fra dem jeg elsker. Det gjorde det ikke helt på samme måde for et år siden.

Jeg hader HADER H.A.D.E.R. derimod vasketøj, madpakker og rengøring. Vi deler tjanserne på det område og betaler os fra resten.

Jeg synes hverdag i en småbørnsfamilie kan være skide hårdt engang i mellem. Især når der som i denne uge, kommer en lungebetændelse og en bihule- og mellemørebetændelse til. Men vi klarer det jo og så er det heller ikke værre. Derimod giver sådanne ting mulighed for at stoppe op og give far og datter en hel eksklusiv uge sammen med hygge derhjemme. Ingen af dem har været slået ud af sygdommen, så det har været en hverdag i tosomhed for dem, som de nok i virkeligheden trængte lidt til i en ellers meget morsygperiode.

Hvad prøver jeg at sige? Jeg prøver at melde lidt pas på Facebookudfordringer, tror jeg. Jeg gider ikke vise fem hverdagsbilleder. Det gør jeg så rigeligt i forvejen. Tjek selv min IG. Og jeg gider heller ikke skrive tre positive ting i tre dage. For livet er mere end at tage ja-hatten på og se det positive i alt. Noget jeg i forvejen også er ret god til, hvis jeg selv skal sige det. Min hverdag er min. Med alt hvad det indebærer af tilvalg og fravalg. Af vasketøj og nærværstid. Af job og fritid. Jeg vil ikke bytte den for noget. Jeg værdsætter hver en lille del af den. Og jeg ved, at der er folk derude, der slås med langt større udfordringer end vi gør.