Hit and run på Nordjylland

Vi har været i Jylland igen.

For fjerde gang i tre uger for mit vedkommende. Vi lavede et hit and run på Frederikshavn. Kom i går eftermiddags, fejrede min morfars 75 års fødselsdag og rejste hjem igen i formiddags. Molslinjen tur/retur.

Og bare det, at vi lige havde lørdag formiddag og søndag eftermiddag herhjemme, gjorde at det alligevel smagte lidt af weekend. At vi alligevel nåede at geare helt ned og bare være sammen og lege og småskændes lidt med hinanden.

Hvor andre får udrejselængsel og lyst til at se nye steder om foråret, får jeg lyst til at være hjemme i min have og bare følge tingene, som de springer ud.

Det første jeg gør, når jeg kommer hjem, er at gå en tur i haven og se forandringerne siden jeg tog afsted. Er noget nyt sprunget ud? Har hostaerne mon overlevet vinteren? Er klematisen kommet højere op af legehuset siden sidst? Mon pæonen er kommet op over jorden? Har kastanjen det godt? (…og det har den!)

Og jeg ved godt, at det tangerer mormorstadiet, men jeg elsker virkelig bare at se det hele gro lige for øjnene af mig. Og at se min lille familie midt i det. Bruge det og vælte det og nyde det. Haven bliver det ekstra legerum, vi ikke har i huset. Vi har spist ude hver dag siden påsken.

Jeg kan fornemme, at vi går sådan en sommer i møde, hvor tre haver bliver til én inklusiv vejen. Ananassen kører frit mellem genboens og vores egen have sammen med sin gode ven Carl. Den anden genbo, Bertram kommer så småt med i legen også og ingen af de tre går særligt meget op i grundskel eller ejerrettigheder. Som venner vi deles. Og vi elsker det allesammen. Det styrker fællesskabet yderligere og presser os voksne til at komme ud af vores vinterskal og snakke med hinanden igen. Så foråret er hjemmetid for mig.

Jeg har hjemmearbejdsdag om mandagen og lige i morgen passer det mig rigtig fint at have hele dagen herhjemme alene. Have ro til at arbejde, mens de andre er afsted, og være hjemme i rammen imens.