Du kan lige tro jo!

Uanset om man kalder det trodsalderen eller selvstændighedsfasen, så er der vist ingen tvivl om, at Varanen befinder sig lige midt i den for tiden. Og det er kilden til lige dele morskab og frustration, for I guder, hvor kan han være en lille sur provocateur. ALT bliver mødt med et "NEJ", en løben væk, et "Nixen bixen, Karen Blixen", eller en gerning, der er den eksakt modsatte af, hvad man har bedt om.

Nogle gange er det ret irriterende. Andre gange er det temmelig sjovt. For når Varanen bliver vred, bliver han meget vred. Han kan finde på at skrige (knap så sjovt) og trampe af frustration, men oftest laver han de mest vrisne grimasser overhovedet, slår armene over kors og proklamerer et meget dybfølt og fornærmet "HRM!", hvorefter han forsvinder hen i en krog og står og vrisser "Jeg er VRED!". Lige indtil han ikke er det mere og kommer drønende med et "JEG ER GLAD IGÆÆÆNG!".

Dude with the 'tude
Begynder man at diskutere/ræsonnere med ham, og får han et nej, ryger der gerne et "Du kan LIGE tro jo!" retur fra ham. Så er det altså svært at holde masken - særligt, hvis det bliver serveret med den sædvanlige, let vrængende og VIRkelig sure grimasse han efterhånden har udviklet til perfektion. Andre gange har man lyst til at blive lige så vred som Varanen, men bortset fra, at de kloge siger, at man ikke må skælde ud, så nytter det absolut heller nytter noget - så bliver han nemlig bare dobbelt så meget på tværs (jeg har prøvet. Ahem).

Vi kan nok bare ikke komme udenom, at Varanen har temperament. Men det har hans søster jo sådan set også - det er bare som om, hendes spinkle statur og veludviklede sprog får mig til at glemme det fra tid til anden. (Bortset lige fra sidste uge. Hvor hun blev så gal nede i kassecyklen, at jeg holdt ind til siden. Hvilket affødte et skrig, der burde være blevet båndet, så dem, der laver hundefløjter kunne få en helt ny og spændende frekvens at arbejde med. Og et særdeles medlidende blik fra modkørende cyklist).

Superman i Disney-stilletter. På Øglens værelse. Når katten er ude og alt det der ...
Der er naturligvis ikke noget at sige til, at lunterne er lidt kortere nu, hvor hverdagen igen har gjort sit indtog, og Varanen oven i købet har en helt ny en af slagsen at forholde sig til. Nye rammer, nye voksne og - ikke mindst - en masse nye børn. Som han ikke kender (og overhovedet heller ikke interesserer sig for endnu, lader det til), men som ikke desto mindre larmer pænt meget. Så at han er træt og cranky efter en dag i børneren, skal jeg ikke lægge ham til last*. Men temperamentet kom i den grad også til udtryk i ferien. Og før ferien. Og i foråret. Og og og.

Jo mere sprog, Varanen får, jo bedre bliver det med temperamentet. Men selv nu, hvor han taler rigtig godt og både forstår og i allerhøjeste grad kan gøre sig forståelig, forglemmer han sig lidt af og til. Heldigvis slår han ikke så meget mere (og heldigvis - må man godt sige det? - er det kun Øglen, han slår; ikke de andre børn), men det skulle jo gerne stoppe helt på et tidspunkt. Temperament er godt at have; det kan også blive for kedeligt og pænt det hele, så det er jo ikke fordi, jeg vil have, at han skal nikke og smile hele tiden. Men det kunne være meget fedt - også for ham selv - hvis nogle af hans reaktionsmønstre blev ændret lidt over tid. Så det arbejder vi på. Stille og roligt. Og husker samtidig på, at han altså ikke er 3 endnu. Så selv om han vejede 19 (NITTEN!) kilo på ZOO's elefantvægt i sidste weekend, er han stadig en lillebitte fis. Min lillebitte fis!

*Det går i øvrigt SÅ godt med indkøringen i børnehaven. Som officielt stoppede i går, sagde indkøringspædagogen, "for det går bare så godt. Han er så dejlig og social og snakkesagelig, og han er så glad, når han er her, så skal vi ikke bare sige, at indkøringen er overstået?!" Nåååhr, min dygtige dreng, der i øvrigt ikke har grædt ved en eneste aflevering i den her uge, og som oven i købet har fundet sig i at blive lagt til en lille lur dernede. Vildt!