Om god service

For flere år siden fik jeg et par sælskindsluffer af HDD i julegave. Jeg anede ikke, at jeg ønskede mig sådan et par, men sådan er det som regel med de bedste gaver, synes jeg. Siden har jeg og lufferne været uadskillelige i årets kolde måneder, og mirakuløst nok er det ikke lykkedes mig at tabe/miste/glemme dem, som ellers har været tilfældet med så mange andre vanter, luffer og paraplyer gennem tiden. Indtil i går altså. Hvor jeg på vej på jobbis havde hovedet så fyldt med alt andet end små, lådne ejendele (og desuden pludselig fik travlt, da jeg så fra bussen, at mit tog var parat til afgang).

Jeg nåede toget, men glemte altså lufferne - fandt jeg ud af en hel halv time senere, hvor jeg dels skulle bruge dem, dels havde fået styr på noget af alt det, jeg havde hovedet fyldt med. Og desuden havde en kop kaffe inden for snarlig rækkevidde.

Nooooo!

Medgivet - lufferne har set bedre dage. Enkelte steder kan man se foret titte gennem skindet, og hvis de stadig havde været en (eller flere?!) sæler, skulle de(n) klart i behandling for skab, eller hvad nu sæler end kan lide af, der får dem til at tabe pelsen pletvis. Men de er gode og varme, og jeg elsker dem, så jeg var ikke parat til at give op.

Lidt detektivarbejde gjorde det klart, at man ikke skal ringe til Movia, selv om det er en af deres busser, man har kørt med - man skal finde ud af, hvilket selskab, der kører med den specifikke busrute. Vi takker forsynet for iPhones og 4G-forbindelser, for det lykkedes at finde frem til de rigtige, og optimistisk (nogle ville måske kalde det naivt) ringede jeg op.

Jeg fik fat i en flink fyr, der - efter at have spurgt til busruten - stillede 1.000 kr.-spørgsmålet: Hvordan så chaufføren ud? Det kunne jeg pinligt nok ikke svare på! Jeg hilser ellers altid på chaufføren og vil vove at påstå, at jeg til enhver tid vil kunne beskrive ham eller hende på den ene eller den anden måde - om ikke andet så ud fra etnisk herkomst, som Flink Fyr også spurgte til. Men mit hoved var som sagt alle andre steder, så her var den altså glippet. Dog kunne jeg huske, at det var en mand #flot(!), hvilket snævrede feltet ind til to afgange. Som Flink Fyr kaldte, mens jeg ventede i røret. Der var ikke bid hos Første Chauffør, men sør'me om der ikke var det hos Anden Chauffør! Så første nyhed var, at lufferne var i god behold. Næste gode nyhed var, at Flink Fyr lod sig overtale til, at jeg hentede lufferne i dag - ved gårsdagens påstigningsstoppested - i stedet for at valfarte til Avedøre Holme, hvor bussernes garage er. Jeg er sikker på, at der er dejligt derude, det er bare pænt langt hjemmefra. Så 8.28 i morgen stod jeg troligt og ventede på, at mine luffer blev kørt tilbage til mig, deres rette ejermand. Med ungerne i kassecyklen og en lille erkendtlighed til den rare chauffør som et tak for hjælpen.

Jeg kunne ikke finde Merci-chokolade, som jeg ellers syntes var passende på en dejlig corny måde, men de her kunne også bruges ...
Lufferne er nu hjemme igen, og mine hænder har atter fået varmen. Men fremover, hvis jeg ledes til at tro, at den gode service - og medmenneskeligheden i det hele taget - er død og borte (for det er der i dén grad nogle butikker, der gerne vil have en til at tro. Åbenbart), vil jeg tage luffeoplevelsen frem fra gemmerne og tænke, at det heldigvis ikke passer. Nogle steder lever begge dele i bedste velgående - og mange tak for dét!