Om kollektiv trafik

Alle – måske lige med undtagelse af dem, der sælger biler – vil gerne have os til at bruge den kollektive trafik noget mere. Fint med mig. Jeg kører sjældent i bil selv (er til gengæld en flittig passager), og skal jeg noget, tager jeg typisk toget eller bussen. Som nu i dag. Hvor jeg var med først ét tog, så et andet og til sidst en bus. Og hjem igen samme tur, bare i modsat rækkefølge. Jeg skal ikke komme nærmere ind på, hvad jeg skulle spendere på dét (ok, så. 585 bobs), men der var også et bælt, der skulle krydses to gange, så helt urimeligt er det vel ikke. Eller hvad?
Anyways. Det var ikke de horrible priser på offentlig transport, vi skulle snakke om. Vi skulle snakke om, at det i grunden er en ganske glimrende form for transport (selv om toget trumfer bussen til enhver tid, hvis man spørger mig). Alligevel er der plads til forbedring. I dag alene tillader jeg mig at uddele mentale lammere til:

- Damen (ja. Damen. Et godt stykke over de 40), der facetimede i bussen. Uden høretelefoner. Og havde en lang snak om tunge ting som ægteskabelige udfordringer og andet godt. Det er synd for dig. Men der er ingen grund til at tage samtlige af dine medpassagerer som gidsler ved at tale så højt, at ingen kan undgå at lytte.
- Manden (ja. Manden. Et godt stykke over de 40), der spiste hele sit McD-måltid i IC3-toget. Inkl. McFlurry. Jeg er sikker på, at du var sulten. Og at det smagte godt. Men der var mad über alles. (Og jeg var megamisundelig. I virkeligheden var din brøde sikkert ikke så stor, men når man er sulten, tager man de fleste ting mere nært).
- Tog, der er fuldstændig overproppede, så man må stå op det meste af vejen. Når det, man i virkeligheden havde brug for efter en lang dag var et bord, man kunne hvile sig bare lidt ved. OK. Strengt taget kan det her punkt helt undgås ved at købe en pladsbillet. Sådan en havde jeg ikke, fordi jeg ikke vidste, hvornår jeg skulle hjem. Lesson learned – herefter bliver der planlagt nøje.
- Buschauffører, der nægter ungersvend at komme med bybus (ja. Bybus), fordi den billet, han troede, var en heldagsbillet, åbenbart ikke var det alligevel. Jeg ved det godt – regler er til for at blive overholdt, og billetter er til for at blive købt. Men når nu staklen ikke havde nogle kontanter, og bybussen (!) kun kører hver halve time, så synes jeg måske godt, man måtte have været lidt lempelig. Desværre havde jeg selv nul kontanter; Ellers havde jeg sq købt ham en billet, så han slap for at lede efter kontanter (good luck) på herrens mark.
- Internet i tog. Eller rettere: Manglen på internet i tog. Det virker jo seriøst aldrig! Kom. Nu. Ind. I. Kampen.

Dagens lammere, mine damer og herrer. I virkeligheden slet ikke så mange, som man kunne frygte efter 12 timer på farten, hvoraf 7-8 af dem blev tilbragt i den kollektive trafiks varetægt. Og det meste blev heldigvis opvejet af det fantastiske vejr , de søde fynboer, nye samarbejdspartnere, kaffe med savnet veninde og bare et lille indhug i bjerget af arbejdsopgaver. Nu er jeg hjemme igen. Og i gang med mere arbejde. Det er straffen for at dandere den i Paris med Øglen i 4 dage, hvor jeg ellers burde havde været flittig. Mere om dén tur i et andet indlæg.