Førtidspensionist og blogger

Førtidspensionist og blogger

Spørgsmål fra en på gaden, der åbenbart læser min blog –
“Hvorfor blogger du egentlig? hvor meget tid bruger du på det? , kan du ikke bare få et arbejde? det ser ud til,at du har mange der følger dig”

SLAM! IN MY FACE! PAW! SPLAT! !!!

Kære “en på gaden”, jeg ikke har mødt før, men som så åbenbart har mødt mig – i cyberspace

Jeg blogger, fordi jeg elsker at skrive og at dele (og deles om).
Jeg blogger, fordi jeg (håber jeg) kan skrive lige hvad jeg vil, hvornår jeg vil, og om jeg vil.
Jeg blogger fordi jeg er en dygtig formidler af ord.
Jeg blogger, fordi jeg kan lidt at dele mine erfaringer.
Ibbyheart har givet mig en stemme.

Min blog er ikke mit levebrød. Jeg har ingen indtjening ved at blogge.
Min blog er min passion. Min blog er mit åndehul. Min blog tager mig væk fra smerter og spasmer.

Jeg blogger, fordi jeg er bange for at blive ensom og alt for selvcentreret.

Jeg har en kronisk sygdom, sclerose. En kronisk sygdom. Der er ond.

Dengang jeg ikke bloggede skrev jeg for diverse velgørende foreninger –
altid som frivillig.
Udover det skrev jeg også i notesbøger, på min gamle MAC og på blokke. Jeg skrev, når jeg var indlagt, når jeg var lagt ned. Da sclerosen havde taget mit syn, optog jeg min tanker og fik venner til at skrive mine ord i en notesbog.

Ellers har de sidste snart fjorten år, hvor jeg har været førtidspensionist, handlet om at overleve og leve i en hverdag, hvor sclerosen ind imellem er en Satan, der kaster mig tilbage til “stenalderen”. Ikke den stenalder alle taler om, og åbenbart med deres mad, gerne vil tilbage til (?), men den stenalder, hvor hverdagen var en kamp for overlevelse.

Min blog er IKKE mit arbejde.

Hvis den var det, var jeg ikke syg. Jeg vil gerne være rask. Gå på arbejde. Arbejde.
Det gør jeg ikke. Kan ikke.
Jeg er førtidspensionist.
Det er jeg – og
jeg har sclerose.

Kære “en på gaden” – er det svar nok?
Jeg havde ingen ord til at svare dig i morges.
I morges da jeg var på scooter-tur ud i stilheden med hundene.
Morgen. Min morgen. Hvor spasmerne har svært ved at få mig ned af trappen.
Men jeg gør det. Vi gør det.
Du brød ind i min stilhed med dine ord, dit spørgsmål. I vores stilhed.

Når du finder denne post, håber jeg du finder dine svar.

Jeg blogger fordi jeg er bange for at blive ensom i min lejlighed, hvor jeg opholder mig meget.
Min blog giver mig en slags “berøring” med andre mennesker, som jeg ikke kan finde i en hverdag, hvor langt de fleste dage kalder på, at jeg IKKE er i fysisk kontakt med andre mennesker (end Jan herhjemme), da jeg er kognetivt udfordret i store forsamlinger. Hvis jeg er ude engang imellem, og sprælle lidt – er jeg lagt ned i mange dage efter.
Min blog giver mig en følelse af at være med UDE I LIVET, hvor interaktioner beriger sjælen.
Min blog forbinder mig med mennesker, jeg ellers ikke ville have en relation til.
Min blog bryder mine begrænsninger ned.
Jeg kan have relationer og forbindelser med mange, uden at det tærer (for meget) på min energi.

Min blog nedbryder begrænsninger.

Tak til “en på gaden”.
Du fik mig til at tænke, mærke efter og reflekterer.

Jeg kom frem til dette; jeg elsker at blogge.
Tak til alle læsere af ibbyheart – også den ene på gaden, der fik mig til at lave denne post.
Jeg er glad for, at du (muligvis) får noget igen, af at følge med herinde.
Jeg vil så gerne være en nogenlunde aktiv førtidspensionist, der ikke bare sidder i et hjørne af stuen og kigger ind i en væg… Må jeg det? For dig? Og samfundet? Kære en på gaden, hva???