Hanneheidi Ankersen

Når minder dukker op med tårer til følge


Når minder dukker op med tårer til følge

Jeg har lovet Jan at rydde op i rodet på “mit” værelse idag. Jan er ordensmenneske, jeg er rodehovedet.

Jeg startede ret godt. Hev alt ud af skabene. Så skulle der ryddes op i gemmerne. En pose forstyrrede lige mit momentum af orden og oprydning. En pose, jeg har fået af min far for nyligt, men ikke har fået kigget i.

Der var mange af min mors gamle papirer, svendebrev, breve og dette udklip fra avisen i 1988, hvor min mor døde.

Da jeg fandt det var jeg ligesom en stor badebold, der mistede al luften. Puf sagde det, og jeg satte mig ned – og græd – snot.

Sidder stadig og snøfter, imens jeg får skrevet dette ned. Det hjælper. At skrive.

Min mor var virkelig elsket. Det er jeg stolt af. Men ih, hvor er det røv-åndsvagt, at hun døde. Altså. Øv.

Jeg får aldrig at vide, hvordan mit liv var blevet, hvis min mor ikke var død. Lige idag ville jeg ønske, jeg vidste det. Måske havde jeg fået mine egne børn. Måske boede jeg i Esbjerg. Måske var hun idag pensionist sammen med min far, og jeg var skolelærer, og de var mormor og morfar, der ofte passede mine børn, og alt var idyl og familie.

Måske ikke.

Lige idag gad jeg godt at skrue tiden tilbage. At vide. Hvad der kunne være sket – hvad vi kunne være blevet …

Jeg gad godt lige idag at snakke med min mor. Lige sige HEJ MOR, HVORDAN GÅR DET SÅ? VED DU GODT, AT JEG ELSKER DIG…

Måske er dette skriv, og al tuderiet, en simpel overspringshandling for ikke at rydde op, måske er det bare min mor, der lige havde brug for, at jeg satte mig ned og skrev lidt om hende. Ved ikke, men i hvert fald har det renset mine tårekanaler at finde dette udklip. Det er jo meget godt at få renset ud ind imellem – og ryddet op.

Det fortsætter jeg med nu, imens jeg småsnøfter – og tænker på min mor…

#hanneankersen #dødsfald1988 #savn #minmor

Fra Vestkysten Juli 1988

The post Når minder dukker op med tårer til følge appeared first on Ib By Heart.

  • Love
  • Save
    2 loves
    Add a blog to Bloglovin’
    Enter the full blog address (e.g. https://www.fashionsquad.com)
    We're working on your request. This will take just a minute...