Emilie

Hvornår skal man sige stop?




Den seneste tid er aktiviteten på bloggen faldet en del. Det har jeg omtalt tidligere, og det er som sådan ikke et nyt fænomen, men en reaktion på forårets kommen og lysets tilbagevenden, hvilket altid har det med at gå ud over min blog.

Men der stikker alligevel lidt mere under.

I begyndelsen af året hoppede jeg med på udfordringen om at strikke eller hækle et nyt projekt hver måned. Jeg syntes, det var en spændende udfordring, og jeg mente, at det ikke ville være noget problem for mig at følge trop, fordi jeg alligevel altid leger med garn. Indtil nu har jeg også kunnet følge fint med og planlagt en masse projekter flere måneder frem, men samtidig er det, som om udfordringen har drænet mig for kreativ energi.

I stedet for at glædes over at arbejde på og hygge mig mine forskellige garnprojekter har jeg stresset over at skulle blive hurtigt færdig, så jeg kunne skynde mig i gang med et nyt projekt, så jeg kunne leve op til udfordringen. Og det var bestemt ikke hensigten med den!

Det er også gået ud over mine andre kreative udfoldelser, for garnudfordringen har fyldt så meget, at jeg slet ikke har haft tid til at lege med andre udtryksformer, og det er jeg faktisk virkelig ked af. Det har ligesom halveret mit kreative indre.

Derfor har jeg nu besluttet at stoppe udfordringen.
Jeg vil ikke længere forsøge at nå at strikke eller hækle 12 projekter i år.



Men da jeg jo elsker at arbejde med lækkert garn, får det mig nu ikke til at holde op med at strikke eller hækle. Jeg vil blot ikke været styret af en udfordring, men i stedet drevet af lysten. På den måde håber jeg også på, at der bliver mere plads og inspiration til andre kreative udtryksformer. Og hvem ved, måske når jeg alligevel at færdiggøre 12 projekter? Vi får at se. I al fald er det fortsat min plan at fortælle om og evaluere de forskellige garnprojekter her på bloggen. På den måde bliver det ikke så meget anderledes en før.

Mine blyanter og tuscher er blot noget af det, der har stået og samlet støv de sidste måneder, men nu vil jeg give mere plads til dem og lade garnet få lidt ro, så jeg kan lege mere med forskellige udtryksformer og på den måde forhåbentlig begynde at føle mig lidt mere hel igen ...

  • Love
  • Save
    Add a blog to Bloglovin’
    Enter the full blog address (e.g. https://www.fashionsquad.com)
    We're working on your request. This will take just a minute...