Hver sin vej...

Dette er et af de indlæg, som ikke indholder billeder og tegner mit glasbillede ud af til. Dette er den hele sandhed af mit liv lige nu.

Nogle ved det, nogle har fornemmet det og andre anet det ikke. Vito´s far og jeg er gået fra hinanden. Jeg har aldrig været pigen der tror på at leve lykkeligt til vores dages ende sammen, og alligvel sidder jeg nu og skriger på det. Ikke fordi jeg egentlig ønsker det, men fordi alle andre ønsker det.
Evig naiv og blå øjet, tror jeg selv det lykkelige brud, men findes det?
Jeg aner det ikke.

Status som kæreste er fjernet, så nu er jeg bare mig.
Troede jeg på gud, ville jeg takke ham for at vi kan gå fra hinanden som venner og vi er enige langt hen af vejen om hvad der skal ske og hvad vi skal gøre for Vito.
Jeg er sikker i min sag om at dette er det rigtige for mig, men for pokker hvor gør det ondt at se min bedste ven gennem så mange år, være så såret.
Jeg er så taknemlig for han kom ind i mit liv, gav mig den støreste gave i form af Vito og har været der for mig gennem alt min sygdom. Hvorfor gå fra ham spørg rigtig mange. Fordi der manglede noget og vi løb i to forskellige retninger.

Hvad skal der ske nu? Ja, det vil jeg lade tiden vise mig.
En ting er dog sikkert, jeg skal til at tænke på mig selv og må indse at uanset hvor meget jeg ønsker det og hvor meget jeg kæmper vil jeg aldrig kunne gøre alle mennesker omkring mig lykkelige.
Nu er det på tide jeg søger mig egen lykke.
Jeg har besluttede at fortsætte i skolen, så ikke alt i min hverdag bliver vendt op og ned. Det bliver hårdt, det er der ingen tvivl om, men jeg vil stå med den hue næste somme og vise folk omkring mig at jeg kunne og jeg gjorde det!

Mit første skridt, vælger jeg skal være noget positivt. Jeg vil se lyst på fremtiden, på de muligheder der ligger og venter.