Pernille Bang

Opskrift på grove Choko Rug hapsere

Det der amning gør altså noget ved appetitten! Jeg er mere eller mindre sulten (og tørstig) konstant. Jeg tømmer gerne vandhanen flere gange dagligt og er konstant på jagt efter noget at køre indenbords som ikke er alt for usundt.

De sidste par uger er der blevet bagt adskillige omgange af de her lækre choko rug hapsere, der er uden tilsat sukker (udover chokoladen, der jo siges at være sund ing? ;))

Drengene elsker at have sådan én med i madpakken som en lille overraskelse og jeg er vild med at have en i baghånden, når den skrigende sult skal have et modsvar.
De er også super lækre at have med på tur, f.eks. i pusletasken, madkurven, bilen eller på vejen fra skole/institution til fritidsaktiviteter.
Når mødregruppen forhåbentlig snart kommer i gang, regner jeg også med at de skal på bordet herhjemme, som et groft indslag til barselshyggen

De smager virkelig, virkelig godt friskbagt. Sprøde udenpå, knasende og lækre bløde indeni med chokolade der smelter på tungen.
Dagene efter er de også lækre som de er eller de kan evt. lunes lidt.

Dejen er ret nem at gå til, den kræver lidt hævetid, men ellers er den lige til at gå til, også for små hjælpende hænder

Ligesom med mine yndlings morgenboller, bager jeg dem med damp, der lige giver det sidste lækkersprødhed.
Hvis du kaster dig ud i choko rug bageriet må du, som altid, meget gerne vende tilbage med din anmeldelse eller tagge mig på instagram @mormedmegetmere
Det gør mig altid så glad at høre fra jer når I bruger nogen af mine opskrifter, som jeg trods alt bruger en del tid på at nå frem til, skrive ned osv

Til 24 stk, alt efter størrelse
Du skal bruge:

3 dl håndvarmt vand
15 gr. gær
225 gr. rugmel
150 gr. sigtet speltmel
100 gr. grahamsspeltmel

150 gr. knækkede rugkerner
70 gr. solsikkekerner
100 gr. hørfrø
5 dl. kogende vand

1 spsk usødet kakaopulver
1 spsk maltsirup
150 gr. (god) mørk chokolade
15 gr. havsalt

Grofthakkede hasselnøddekerner, solsikkekerner, græskarkerner eller andet som ‘drys’

Sådan gør du:

Start med at koge 6 dl vand (i din elkedel)
Hæld rugkerner, solsikkekerner og hørfrø i en skål og hæld 5 dl kogende vand over. Lad det trække 1 1/2 time, så især rugkernerne bliver blødt op. Ellers kan de så let som ingenting knække en tand…

Bland det sidste kogende vand sammen med koldt vand fra hanen til det er håndvarmt. Mål 3 dl op og hæld det i en skål. Opløs gæren heri.
Ælt rugmel, groft speltmel og speltmel i vandet og ælt det godt sammen.
Lad dejen hæve 1 1/2 time, samtidig med kernerne.

Når dejen har fået lov at hæve og kernerne er udblødt skal dejen laves færdig.
Hæld kernerne op i skålen med dej. Tilsæt de sidste ingredienser; kakao, grofthakket chokolade, maltsirup og havsalt.
Rør det hele godt sammen. Dejen er temmelig våd, det skal den være.

Hæld vand i en lille skål, det er godt at have våde fingre hele tiden, når hapserne skal formes.
Hak hasselnøddekerner (hvis du er til det, det kan virkelig anbefales! :)) og hæld solsikkekerner, græskarkerner eller andet ud på bordet, så du kan rulle hapserne i det.
Tag en stor spiseskefuld dej fra skålen, form den med våde fingre til et højt, aflangt brød og vend det forsigtigt i kernerne/nødderne.
Sæt hapsen på en bageplade med bagepapir. Lad dem stå med lidt afstand da de flader ud under hævning.
Fortsæt til der ikke er mere dej, jeg får ca. 24 stk. ud af en portion dej, de fylder to bageplader.

Lad hapserne hæve i 2 timer.
Sæt en dyb bageplade på nederste rille i ovnen.Tænd ovnen på 250 grader varmluft. Det er vigtigt at pladen bliver varm sammen med ovnen. Når ovnen er varm sættes de to plader ind. Hæld 5 dl koldt vand i bagepladen forneden, så der opstår damp. Luk ovnen hurtigt. Skru ned på 200 grader.
Lad hapserne bage 20 minutter. Tag derefter pladen med vand ud af ovnen – forsigtigt, så vandet ikke skvulper over
Lad hapserne bage videre i ca. 10 minutter, alt efter størrelse. Når de lyder hule når du banker dem under bunden er de færdige.

Lad dem afkøle på en bagerist og gør dig selv den tjeneste at prøvesmag én så snart de er kølet en smule af

Bon appetit og rigtig god dag til jer alle!
Nu må jeg i køkkenet og bage en ny portion til de kommende dage

læs mere
  • Love
  • Save
    28 loves 60 saves
    Add a blog to Bloglovin’
    Enter the full blog address (e.g. https://www.fashionsquad.com)
    We're working on your request. This will take just a minute...