Kia Ellegaard Møller

Karriere: Mit CV og tips til din jobsøgning.

Uhh, det føles altså lidt “farligt” og meget grænseoverskridende at lægge sit CV ud på den her måde. Normalt er CV’et jo kun forbeholdt kommende arbejdsgivere og måske et par tætte venner. Jeg har overstreget mine mest personlige oplysninger, men ellers er det her faktisk det CV, der for cirka 8 måneder siden, skaffede mig mit nuværende job og en hel del samtaler og kopper med kaffe, rundt omkring på spændende arbejdspladser. CV’et ovenfor er næsten et år gammelt og det er derfor ikke opdateret med mit nye job, de arbejdsopgaver/resultater jeg har der og som I kan se, så er min nye blog heller ikke tilføjet. But you get the point.

Lige lidt baggrundshistorie, inden I får mine guldkorn. Jeg besluttede mig i 2014, at min tid var slut på min tidligere arbejdsplads. Det har jeg skrevet meget mere om i dette indlæg, hvis I ikke har læst det. Selvom jeg havde besluttet mig for, jeg skulle videre, så gik jeg ikke bare ind til min chef og sagde op og sagde “fuck det”. På det område er jeg rimelig velovervejet og fornuftig, så i stedet besluttede jeg mig for, der skulle fikses et næsten færdigt (og mega sejt) CV, inden jeg sagde min daværende stilling op jeg skulle have lagt en plan og lavet “lektier”, således at jeg cirka vidste, i hvilken retning jeg skulle med min kommende jobsøgning. Hvem skulle have mit CV i deres inbox? Hvem i mit netværk kunne jeg trække på? Man kan godt sige, jeg lagde en strategi for mit næste karriere-move og jeg kan altså kun anbefale at tilgå jobsøgning på en lidt mere mekanisk og strategisk måde. It works (for me, that is).

Her et par gode råd fra mig til udarbejdelse af CV og tips til jobsøgning. Husk at dette er mine erfaringer og tanker. Jeg har nok ikke løsningen, for jer i helt modsatte brancher, men jeg håber og tror på, der er mange punkter, som de fleste kan bruge.

  • Overvej hvilken retning du skal i. Dette er vigtigt, da dit CV skal afspejle, hvilken person du er, men i høj grad også hvilken branche du søger i. Det er klart, man nok ikke kan aflevere et CV som mit, hvis man søger job hos Mærsk. Men igen, hvis man søger job hos Mærsk, så skal CV’et jo bare afspejle det i stedet. Jeg havde en ret god fornemmelse af, hvilken retning jeg skulle I og derfor ser mit CV rent layoutmæssigt ud, som det gør. Jeg besluttede mig for, at understrege min social media-profil med et CV, der er sat op som en timeline, som vi kender den fra vores Facebookprofiler. Øverst med lidt info, billeder og selvfølgelig relevante links og så herefter en kronologisk timelime med mine erfaring og resultater – de nyeste og mest relevante øverst.
  • Vær bevidst om dine stærke sider. Min job-profil er lidt “speciel”, fordi jeg ikke er traditionelt uddannet indenfor marketing, sociale medier etc. men jeg har ret meget praktisk erfaring fra Bloggers Delight og i forhold min blog og så har jeg også et “drive” og en erfaring fra mit lille webshop-eventyr, som jeg gerne ville fremhæve.
  • Vær skarp i dit CV, gør det kort og tag kun det vigtigste med. Jeg har arbejdet siden jeg var 13 år gammel, men tænker ikke, min erfaring fra den lokale frisørsalon som hårfejer og kaffebringer eller min tid som Netto-kassedame var vildt interessant for et job på et bureau. Hvis jeg nu søgte job som social media-et-eller-andet hos Netto, så havde jeg selvfølgelig skrevet det på ;) Men I forstår hvad jeg mener, ikke?
  • Vær overdrevet (selv)kritisk, når du skriver dit CV. Ja, man vil jo helst bare gerne fortælle alt om sit arbejdsliv, studietid og privatliv, men altså.. ingen arbejdsgivere har tid eller gider at læse om det. Tag derfor mod kritik fra venner, familie og helst også gerne fra folk, du ikke kender vildt godt personligt. Det tog mig mange uger og cirka en million gennemlæsninger og feedback fra kloge mennesker i mit netværk, før jeg fik “kogt” mit CV ned til det mest essentielle og mest relevante.
  • Fokusér på de resultater, du har lavet. I dit CV skal du skrive hvad du kan og hvad du har opnået. Gå i dybden med det, du er stolt af og læg nogle tal på bordet. Har du skrevet et sejt speciale? Har du lavet frivilligt arbejde? Eller har du hands-on-erfaring fra en lærerig praktikantstilling? Fortæl folk om det. Som man kan se på mit CV, så har jeg valgt at to-dele min stilling hos Bloggers Delight. Jeg arbejdede som projektleder, men havde mange hatte på – i bund og grund havde jeg to overordnede ansvarsområder, hvor jeg skabte hver sine resultater, som derfor godt kunne deles op i to separate dele. Dette giver mit CV et godt flow og en bedre forståelse for, hvad jeg egentlig lavede, samt et god idé om, hvad jeg kan.
  • Brug dine referencer og dine anbefalinger i din beskrivelse “om dig”. Jeg havde diverse udtalelser fra min tidligere chef liggende fra MUS-samtaler og valgte at “citere” det, da jeg skulle beskrive mig selv. Ønsker din kommende arbejdsplads referencer og anbefalinger, så giv dem det, når de spørger efter det. Der er ingen grund til at vedlægge det – igen, ingen læser det. Det er også værd at huske på, at de nok alligevel allerede har googlet dig/facebook’et dig og ringet til din tidligere chef, hvis de virkelig gerne vil.. ;)
  • Fremhæv lige præcis det, der gør dig speciel og viser hvem du er. Som tidligere nævnt, ville jeg gerne fremhæve min lidt specielle social media-profil og mit drive, så jeg skrev selvfølgelig min blog på mit webshop-projekt på. Jeg synes at de to ting viser, at jeg er initiativrig og brænder for projekter og det vil jeg fx. gerne have min chef ved.
  • Lav dine lektier. Jeg satte mig ned og lavede lister over spændende bureauer, hvor jeg mente, jeg kunne tilbyde dem noget. Jeg fulgte dem alle på Facebook/Twitter for at få en fornemmelse af deres “vibe” og jeg tjekkede selvfølgelig deres hjemmesider for relevante jobopslag løbende.
  • Søg uopfordret. Hvis du har et sejt CV og en god fornemmelse af, hvem du søger hos og hvad du vil, så kan jeg kun anbefale dig at finde mailen på dem, der ansætter og sende dem dit CV med en mail om, hvorfor de skal tjekke dig ud. Længere er den ikke. Hvad er der at miste?
  • Dit CV kan ikke stå alene. Når jeg søgte uopfordret, så lagde jeg med mit CV en mail med info om, hvorfor jeg sendte mit CV og at jeg var klar på en uforpligtende kaffe anytime. Lidt flabet, ja. Men sådan er jeg lidt i det hele taget. Hvis en arbejdsgiver bliver skræmt væk af det, var det nok alligevel nok ikke et sted for mig i sidste ende. Hvis jeg søgte en reel stilling udfra et jobopslag, så vedlagde jeg et kort “følgebrev” på cirka en halv A4-side, der selvfølgelig var tilpasset den stilling jeg søgte.

Hvad fik jeg ud af min strategiske jobsøgning og ovenstående CV? Jeg fik en hel del meget positive tilkendegivelser og op til flere uforpligtende invitationer til “kaffe og en snak”. Derudover havde jeg flere reelle jobsamtaler og endte altså med at få mit nuværende job hos Mindjumpers. Alt dette på under en måned, alt i mens jeg stadig sad i mit job og ventede på at min opsigelsesfrist udløb. Jeg havde et nyt job, da jeg stoppede ved det gamle. Fredag sagde jeg farvel til gammelt job og mandagen efter sagde jeg hej til nyt job. Utroligt, hvor effektiv man kan blive, når man ved der er en deadline.

Lige nu sidder jeg som Account og Relationship Manager, men startede faktisk i en Content Creator-stilling samme sted i de første par måneder. Min chef, Jonas, var fra første samtale meget lydhør overfor mine ønsker og har i hele processen været meget åben i forhold til at finde ud af hvad jeg er allerbedst til. Jeg søgte faktisk en helt tredje stilling i sin tid, dette var slet ikke noget for mig – det vidste Jonas udemærket godt, men han hev mig altså til samtale alligevel. Faktisk en lidt anderledes og sjov historie også.. Den må I få en anden gang :)

Jeg håber I kunne bruge mine erfaringer omkring CV og jobsøgning. I må endelig spørge og meget gerne tilføje jeres egne erfaringer, så vi kan lære af hinanden! Til jer, der hverken søger job eller skriver CV: Jeg håber, I blev inspireret alligevel. Happy job-hunting til alle.

The post Karriere: Mit CV og tips til din jobsøgning. appeared first on you better be fierce.

  • Love
  • Save
    324 loves 50 saves
    Add a blog to Bloglovin’
    Enter the full blog address (e.g. https://www.fashionsquad.com)
    We're working on your request. This will take just a minute...